At taenke eksistensen. Группа авторов
og selvbevidsthedsværen. Gosvig Olesen lægger særlig vægt på Luigi Pareysons refleksioner over det givnes grundløshed, som – selvom det også melder om et meningstab – lader sig udlægge som et ubetinget værensoverskud, der åbenbarer sig i den gestus at være givet. Liisberg åbner igennem en kritisk genudlægning af Rene Descartes’ principformulering, cogito ergo sum, en vej til at forstå Sartres begreb om prærefleksiv selvbevidsthed som en stiltiende og til stadighed spontant opstået struktur forudsat i enhver bevidstheds sproglige fremtrædelse. To forskellige indfaldsvinkler til det, der forbliver fokuspunktet i det 20. århundredes eksistenstænkning, nemlig det tidsligt installerede grundfaktum at være til og det filosofiske frilægningsarbejde, som følger heraf. Trækkes der en linje tilbage til den tidlige eksistenstænkning, uddyber Heidegger i sine meditationer over værens forfatning den meningsdimension, som blev udfyldt af det religiøse hos Schelling og Kierkegaard, mens Sartre i sit forsøg på at afdække den menneskelige subjektivitets hemmeligheder i højere grad betænker den meningsløshed og de aporier, der er forbundet med ikke at være til i sandhed, hvilket tillige forblev en anstødssten for Kierkegaards tænkning.
Hos Heidegger og Sartre er mennesket i vid udstrækning overladt til sig selv i sin kamp for i sandhed at blive til, hvilket fører ind i centrale eksistenstemaer som ensomhed og forladthed. Der findes imidlertid også et andet spor i det 20. århundredes filosofiske eksistenstænkning, som uddyber den mellemmenneskelige kommunikationslinje, der åbnede sig i Kierkegaards bestemmelse af det at filosofere som at tale til hin eksisterende. En af de tænkere, som går den vej, er Karl Jaspers, der i sine refleksioner over dét at tænke eksistensen som en fortsat væren undervejs, søgende og spørgende uden at have svar på rede hånd, forsøger sig med følgende karakteristik af filosofi: kommunikation fra menneske til menneske i elskende kamp (Jaspers 1953: 15). I sin genoptagelse af en platoni den, introducerer Jaspers samtidig det dialogiske moment, som Platon havde gjort til adelsmærket for sin filosofi. Det leder ham imidlertid i en anden retning end Kierkegaard, der ifølge Jaspers ender i en subjektiv undtagelsesfilosofi, der unddrager sig kommunikationen og lader filosofien ende i et totalt sammenbrud, mens han selv filosoferer med henblik på undtagelsen, men netop uden selv at være eller overgive sig til den. Altsammen i forsøget på at anskue menneskets virkeliggørelse i åbenheden ud imod den omgribende værensdimension (Jaspers 1960: 129). Den sokratiske åre i den moderne eksistenstænkning løber ligeledes igennem Gabriel Marcels filosofi, der inddrager såvel den kropslige som etiske kontakt til det andet menneske i sin nytolkning af eksistensbegrebet, hvilket øver en væsentlig indflydelse på både Sartre og “dialog”-filosofien, sådan som den på forskellig vis kommer til udtryk hos henholdsvis Martin Buber og Emmanuel Lévinas.
Det foreliggende forsøg på at uddrage virkningshistoriske spor af Søren Kierkegaards filosofi indenfor det 20. århundredes eksistenstænkning er foretaget med henblik på at opridse nogle overskuelige linjer indenfor det vidtspændende felt, som antologiens 12 bidrag hver især vil afsøge på mere indgående vis. Det skal ikke ses som nogen komplet “deduktion”, men snarere som en slags baggrundshistorie for antologien, der også kunne være og er blevet fortalt på andre måder.3 Tilbage bliver konturerne af en tankestrøm stående, hvis forgreninger mødes i det filosofisk nyskabende forsøg på at betænke og besinde sig på den dimension, der går forud for den filosofiske tanke selv, nemlig eksistens eller væren. En filosofisk besindelse, der markerer en forskel i forhold til hovedtraditionen i vestlig filosofi ved at være sig dødelig bevidst om, at det, som den intenderer, næppe lader sig tænke, men givetvis alene lader sig udleve. Den moderne eksistenstænkning er hjemsøgt af denne tvivl, om filosofien fortsat vil kunne kaste lysglimt over tilværelsen, eller fortvivlet må give fortabt og leve udspændt i adskillelsen mellem tanke og væren; en tvivl, der måske i sidste ende kommer tanken til gode, i det omfang den bliver ved med at drive filosofien i dens tro på, at det trods alt fortsat er værd at betænke dens eget eksistensudspring.
NOTER
1 Se Jens Viggo Nielsens genealogiske perpektiv i denne indlednings andet afsnit samt Gadamer 1983: 7 og Roubiczek 1968: 120. Dostojevski tilhører naturligvis ikke selv det 20. århundrede, men inkluderes netop i dette af eksistenstænkerne.
2 Se særligt Et brev om ‘humanismen’ og oversætternes indledning: 14-15.
3 For en kort, koncis indføring i eksistenstænkningens vidtforgrenede “stamtræ”, se Thurnherr 2007: 10-11 samt dennes henvisning til Emmanuel Mounier.
LITTERATUR
ARENDT, H.
(1990). Was ist Existenzphilosophie?, Frankfurt am Main, Hain
GADAMER, H-G.
(1983). Heideggers Wege, Tübingen, J.C.B. Mohr (Paul Siebeck)
HEIDEGGER, M.
(1993). Sein und Zeit, Tübingen, Max Niemeyer Verlag
HEIDEGGER, M.
(2004). Et brev om ‘humanismen’, København, Informations Forlag
JASPERS, K.
(1953). Einführung in die Philosophie, München, Piper
JASPERS, K.
(1960). Vernunft und Existenz, München, Piper
KIERKEGAARD, S.
(1962). Samlede værker, Bd. 9, København, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag
PLATON
(2001). Werke Bd. 1-3, Darmstadt, WBG (3. opl.)
ROUBICZEK, P.
(1968) Eksistentialismen, København, Munksgaard
THURNHERR, U.
(2007). “‘Existenzphilosophie’ und ‘Existenzialismus’ oder kurze Geschichte ‘eines’ Etikets”, i Thurnherr & Hügli (red.), Lexikon Existenzialismus und Existenzphilosophie, Darmstadt, WBG
2
Eksistentialisme og eksistensfilosofi
– Et genealogisk perspektiv1
JENS VIGGO NIELSEN
I den oprindelige invitationsskrivelse, som vi sendte ud til potentielle bidragydere, udtrykte redaktionen sit ønske om at udarbejde en antologi bestående af artikler, der tog stilling til eksistentialismens aktualitet eller mangel på samme. Nærmere bestemt inviterede vi til at indlevere bidrag, som gennem filosofi- og idéhistoriske analyser kunne
nuancere vores billede af eksistentialismen som filosofisk position – måske er eksistentialismen historisk set mere og andet end vores fordomme om denne position? Kort sagt ønsker vi bidrag, der enten kritisk, affirmativt og/eller analytisk belyser eksistentialismen som historisk fænomen og aktuel anledning til filosofisk tankevirksomhed.
Undervejs i arbejdet på antologien fandt vi imidlertid, som allerede antydet i indledningen, hurtigt ud af, at anvendelsen af begrebet “eksistentialisme” langt fra kunne siges at være så “uhildet” eller neutral, som vi måske i udgangspunktet havde forventet – hvilket tilsvarende gjaldt for begrebet om “eksistensfilosofien” – fordi der så at sige løb os en hel virkningshistorie i talen, hvad enten vi besluttede os for at gøre brug af den ene eller den anden terminologi: Selve begrebet “eksistentialisme” syntes således at indikere, set i lyset af dets virkningshistorie, om ikke en stillingtagen til fordel for en af Sartre inspireret filosofisk position, så dog en referenceramme eller forforståelse, der knytter an hertil. Mens omvendt termen “eksistensfilosofi” tilsvarende i sig selv lod til at signalere en stillingtagen imod Sartre og til fordel for en position, der eksempelvis i stedet kunne være inspireret af Jaspers’ tænkning.
Som vi skal se det, er disse “fordomme” eller overlejrede konnotationer, der stadig i dag hænger ved disse begreber, da heller ikke grebet aldeles ud af den blå luft, på trods af at man ved at tage dem for pålydende risikerer at lade begreberne stå tilbage i deres umiddelbare vidde og heraf følgende mangel på prægnans. Problemet er med andre ord,