Athen. Aarhus University Press
pirkede drengene til mig og grinede. Jeg var venlig og smilende, men lærte hurtigt ved at se på de græske piger at skrue det neutrale blik på. Og så skulle jeg bo sammen med min græske kæreste. Det var avanceret. Kærester boede ikke sammen dengang. Han skulle læse arkitektur i Thessaloniki. Vi lejede et værelse i en lejlighed, hvor der kun var mandlige studerende. Jeg undrede mig meget over, at der var aftryk af skosåler på toiletsædet. Senere forstod jeg – efter at have gjort bekendtskab med de tyrkiske toiletter, som de hed. Altså et hul i gulvet ned til et afløb og i bedste fald en lille kumme omkring med rillede fodaftryk, så man stod fast, for ned i knæ skulle man. De fleste af de studerende kom fra landet, og det var den slags toiletter, de var vant til. Altså op og sidde på hug på toiletsædet! Sikkert meget hygiejnisk, men også meget besværligt. En dag, jeg kom tilbage fra universitetet, spærrede portneren vejen for mig. Jeg måtte ikke gå op i lejligheden, hvor vi boede sammen med andre studerende, for vi var jo ikke gift. Han lod mig ikke engang hente mine ting. Så flyttede vi.
Når jeg skulle til universitetet, valgte jeg at gå de små 15 stoppesteder, for der var altid en eller anden, der gramsede i bussen. Vi fik også besøg af en moster til min kæreste. Hun skulle se, om vi boede sammen. Hun sagde, at når jeg nu kom til Athen til jul, skulle jeg sige, at jeg lige var ankommet fra Danmark. Selvfølgelig kontrolspurgte hun mig, da vi kom til Athen efter nogle måneder, og jeg svarede højt og tydeligt: Joh, jeg var lige ankommet til Grækenland, var det ikke det, vi aftalte, at jeg skulle sige! Efter det blev der aldrig talt mere om den sag. Jeg har da fortrudt, at jeg var så næsvis, men jeg kom jo fra 60’ernes København, og nu skulle jeg bare vise dem, hvordan verden så ud! Det var nok mit første møde med de uendeligt mange ikke-sandheder og omskrivninger, man møder her i landet, hvor man aldrig siger ting direkte.
Jeg vidste ikke en pind om Grækenland. Der var ingen bøger at få, og selv om der var, havde jeg ikke råd til at købe dem. Det varede nogle år, inden kundskab om de historiske og sociale forhold havde lagret sig så meget, at jeg kunne bruge den til at analysere og forstå forholdene. Det var en politisk urolig tid. Folk var mistænksomme over for hinanden, og jeg lærte efterhånden ikke at stille spørgsmål, for man fik ikke noget svar. I ethvert svar kunne der nemlig gemme sig en attitude eller en opfattelse, der kunne tolkes som en politisk meningstilkendegivelse. Folk var bange. De første tre år var besværlige, og egentlig ville jeg helst af alt hjem til Danmark. Det tredje år vendte det. Da fik jeg tårer i øjnene ved synet af de blå- og hvidstribede skildevagtshuse ved grænsebyen Gevgelija, når toget nåede grænsen mellem Jugoslavien og Grækenland. Endelig hjemme.
Jeg var landet i et græsk intellektuelt studentermiljø mellem meget politisk bevidste unge mennesker, mest arkitektstuderende. En gang imellem forsvandt en af dem i nogle dage for derefter at komme tilbage radbrækket og forslået efter at have været i behandling hos det græske sikkerhedspoliti. Det var skræmmende. Men der var ikke tale om organiseret modstand. Alle var så unge, og der var ikke noget, der hed fjumreår. De fleste, der kom ind på universitetet her ved første forsøg, var ikke mere end 17-18 år gamle. Mest af alt var de glade for endelig at være sluppet fri af de snærende familiebånd og skolernes jerngreb. De gik helt grassat i frihedsrus og uforpligtethed. Studenterværelset blev dog muget ud en gang imellem. Vasketøjet blev sendt hjem til mor med rutebilen og kom tilbage efter nogle dage, strøget og foldet upåklageligt, sammen med æsker med tærter, kager og hjemmebagt brød. Udmærkede måltider blev indtaget på billige madsteder. Med koldt vand til. Kaffe kunne man lave i lejlighedernes køkken på et lille bitte elektrisk apparat. Tyrkisk kaffe hed det dengang. Det var inden den tyrkiske invasion af Cypern, der fandt sted i 1974. De kvindelige studerende var altid villige til at lave kaffe og dermed indhøste taknemmelighed og komplimenter fra de mandlige studerende. Det var da sødt, men irriterende for mine ligestillingsfølsomme ører. Der var heller ikke noget, der hed IKEA, hvor man kunne få sig en billig reol, så vi gik på opdagelse i byens gader for at finde trækasser, som grønthandlerne havde smidt ud. De blev til reoler, borde, stole. Jeg husker også hele nætter, inden en arkitekturopgave skulle afleveres, så samledes vennerne og byggede modeller og tegnede. Indimellem sov de på en frugtkasse med hovedet lænet op ad et varmeapparat eller lagde sig på det bare gulv.
En arkitektstuderende, Maria, fik hver uge tilsendt en stor kasse mandariner fra sin hjemø Chíos – kendt for sine mandarinplantager. Hendes mor ringede hver dag for at høre, om hun nu havde drukket sin daglige mælk. Maria havde i smug været i Athen for at gå op til adgangsprøven til Polyteknikum, og først da hun bestod, fortalte hun det til sin far. Han ville nemlig ikke have, at hun skulle studere. Det satte bare nykker i hovedet på pigerne, havde han sagt. Men han var så stolt af hende. Det minder mig dog om, at det gjorde indtryk på mig, at det ellers for det meste var mødrene, der var imod, at deres døtre skulle uddannes, ikke fædrene.
I 1972 tog jeg kørekort til motorcykel. Det foregik på Israels Plads i København. Uden for pladsen, på Vendersgade, holdt min græske kæreste med en Triumph Daytona 500 cc, som vi havde købt i Danmark for penge, vi havde tjent den sommer. Den skulle jeg køre til Grækenland. Min kæreste kunne godt køre den, men havde ikke kørekort. Vi skiftedes dog alligevel til at køre ned gennem Europa. Han kørte godt, og hvis ikke han havde vist mig den tillid at turde sidde bagpå, havde jeg aldrig lært at køre motorcykel. På den måde er jeg vokset sammen med Athens trafik. Vi følges ad. Jeg kører på de hvide streger, der skiller kørebanerne. Det er det sikreste. At tage kørekort til motorcykel er en af de bedste beslutninger, jeg har taget. Athen er en fantastisk by at køre i.
Det var dengang. Nu er alt meget anderledes. Og Athen er anderledes. Dengang blev jeg hevet frem i køen i banker og posthuse, fordi jeg som udlænding sandelig ikke skulle vente. Fattigdom og nøjsomhed efterfulgtes af nemt tjente penge. Den intensive frihedslængsel manifesteret i musikken, i sangene, i fællesskabet er nu overtaget af en mere kynisk jagt på penge og forbrugsgoder godt hjulpet på vej af bankernes lokken med forbrugslån, lån til bil, lån til bolig. Den gamle generation, der havde oplevet krig, sult og politiske overgreb, ville skåne sine børn og give dem alt det, de ikke selv havde fået. Nu kører reality shows over skærmene i de små hjem. Afstanden mellem generationerne vokser. Anderledes kan det næppe være med en ungdomskultur, der tromler hen over gamle værdier som venskab, sammenhold og respekt.
Her er jeg så nu efter 45 år i Grækenland. I mit andet ægteskab og med tre voksne børn og to børnebørn. Folk i Danmark har sommetider spurgt mig, hvordan det er at være gift med en græker. Hvad vil de vide? Om man bliver lænket til komfuret? Om man er under tøflen i det lille hjem, om svigermor blander sig? I øvrigt er det godt lige at huske, at det er mødre og bedstemødre, der opdrager børnene, så hvis mændene ikke deltager i husarbejde, så er det ofte, fordi man ikke har villet lære dem det. Jeg har ikke haft den slags problemer.
Min første svigermor var moderne og tolerant, og min anden har jeg aldrig kendt. Jeg tror dog, jeg ville være kommet godt ud af det med hende. Hun var en kvinde forud for sin tid. Hun lod sig skille fra sin mand i borgerkrigens Grækenland og havde kæmpet for at holde liv i sig selv og sine tre børn under en meget vanskelig tid. Det ene døde af lungebetændelse.
Hun var fra Smyrna, det nuværende Izmir. Havde altså tilhørt den græsksprogede befolkning i Lilleasien. Hun må have været meget anderledes end de andre jævnaldrende piger, for min mand har fortalt mig, at hun hoppede op bag på hestesporvognene og kørte gratis ligesom drengene. Da katastrofen nærmede sig, og de paramilitære tyrkiske tropper drog ind i de græske landsbyer og ikke mindst Smyrna, satte ild til byen og myrdede den græske befolkning, svømmede hun ud til et flygtningeskib, der lå i havnen, og blev taget ombord.
I alle mine år i Grækenland har jeg hørt hjerteskærende fortællinger om børn, der blev væk fra deres forældre, familiemedlemmer, der blev væk fra hinanden. De første år, jeg var her, var der stadig Røde Kors-udsendelser i radioen, hvor man kunne høre fædre, mødre og søskende efterlyse familiemedlemmer, de ikke havde set siden 20’erne. Jeg husker især sætningen: ”Vi så dig sidst på molen i Smyrna havn …”.
Der er dog ikke mange tilbage af den gamle flygtningegeneration, men de kalder sig stadig lilleasiater, mikrasiátes. Mange stammer også fra det græske mindretal i Egypten, dem Nasser sendte på porten. Så hedder de éllines tis Eyíptou