Entreprenorskabsundervisning. Группа авторов
der ligger i socialt entreprenørskab. Her fordres tværfagligheden, dels i kraft af at studerende på en masteruddannelse kommer fra en række vidt forskellige baggrunde og uddannelser, og dels i mødet med udenlandske uddannelser og tænkemåder i de inkorporerede studieture til England. Artiklen beskriver, hvordan studieturen tilrettelægges, og hvilke pædagogiske fordele der er ved dette sceneskift, som også beskrives i Svendsen, Hulgård og Klausens bidrag omtalt ovenfor. Samarbejdet og udblikket til en international kontekst er, argumenterer begge artikler for, en hjælp i hhv. velfærdsinnovation og socialt entreprenørskab. Men det element vil kunne oversættes til alle former for entreprenørskabsundervisning, hvor mødet med andre tænkemåder og indfaldsvinkler hjælper til at forholde sig åbent og undrende til omverdenen. Det er betingelsen for at kunne se muligheder og anomalier i sin egen verden, for at handle på dem og for at reflektere over denne handling.
Syv essentielle principper
August 2010 åbnede vi Danmarks nye konference i entreprenørskabsundervisning for ca. 100 undervisere fra hele landet. Formålet var at undersøge, hvor entreprenørskabsundervisningen er lige nu, og at facilitere nogle skridt i retning af, hvordan best practise transformeres til next practise. Konferencens fulgte to hovedspor. Det første var deltagernes bidrag til de dilemmaer, som kom til udtryk i på forhånd indsendte abstracts, der for de flestes vedkommende efterfølgende er blevet omarbejdet til denne antologis artikler. Det andet var at gå videre fra disse oprindelige spørgsmål og dilemmaer til en række essentielle principper, der er karakteristiske for entreprenørskabsundervisningens praksis her og nu.
Processen var umiddelbart kaotisk, ikke planlagt i detaljer og uden et tydeligt mål. Vi havde fra styregruppens side et ønske om at komme frem til en række essentielle principper. Men vi havde blot en procesform at følge og et håb om beredvillige deltagere, der leverede indhold frem for at kritisere metode. For man kan ikke afholde en konference om entreprenørskabsundervisning efter den klassiske model med en række spor indeholdende flere transmissioner af best practise. Så vi gjorde noget andet.
Der fremkom en stribe centrale udsagn, som vi kondenserede til syv essentielle principper for entreprenørskabsundervisningen anno 2010/11.
1 Entreprenørskabsretorikken skal være inkluderende
2 Underviseren skal sikre dynamisk sammenhæng fra de studerendes viden til værdiskabelse
3 Undervisningen skal gennemsyres af en foretagsomhedsdidaktik
4 Vi skal skabe reflektorer – de studerende skal trænes i reflekteret handling
5 Alle skal tage stilling til entreprenørskab i egen uddannelse
6 Du skal skabe verdensvendt værdi med din faglighed
7 Entreprenøriel uddannelse fordrer tværfaglighed.
De syv principper er i udgangspunktet ligestillede i vigtighed, prioritering og betydning. Men for hver underviser og studerende vil nogen være mere centrale end andre. Nogle kan formuleres og vægtes anderledes og tillægges forskelligt indhold. Det afgørende er, at det er summen af, hvad 100 individer i en række foreninger fremkom med i august 2010. Det gør principperne brugbare.
Temaerne i de syv principper kan genfindes i en del af antologiens artikler, hvilket er med til at understrege, at de behandler det, entreprenørskabsundervisere er mest optaget af lige nu. Endvidere beskriver de syv principper netop det fjerde paradigme og entreprenørskab som noget, der kan læres.
Denne antologi introducerer en ny verden for entreprenørskabsundervisning. Den sætter fokus på, hvordan metoden entreprenørskab udfoldes i forskellige faglige og uddannelsesmæssige miljøer. Men dette fokus er langtfra udtømt endnu. Antologien viser alene vej mod udfoldelsen af det fjerde paradigme og er en indledende refleksion over, hvad det betyder for entreprenørskabsfeltet specifikt og for uddannelses- og dannelsesidealer generelt, at foretagsomhed og entreprenørskab ikke længere bare anses som et personlighedstræk eller som en kausal fremskrivningsøvelse, men som en metode, alle kan lære, og som hverken er i konkurrence med den universitære eller professionsrettede faglighed. Snarere en oplukning af foretagsomhedens dybe faglighed.
Litteratur
Bandura, A. (1997). Self-efficacy: the exercise of control. New York: W.H. Freeman.
Kahane, A. (2007). Solving tough problems: an open way of talking, listening, and creating new realities. San Francisco: Berret-Koehler.
Kirketerp, A.L. (2010). Pædagogik og didaktik i entreprenørskabsundervisningen. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Kuhn, T. (1962). The Structure of Scientific Revolutions. Chicago: University of Chicago Press.
Neck, H.M. og P.G. Greene (2010). Entrepreneurship education: Known worlds and New Frontiers. In Journal of Small Business Management, Vol. 49, Issue 1:55-70.
Sarasvathy, S.D. (2008). Effectuation: Elements of entrepreneurial expertise. Cheltenham Glos, UK, Northampton, MA: Edward Elgar.
Scharmer, C.O. (2007). Theory U: leading from the future as it emerges: the social technology of presencing. Cambridge MA: SoL.
DEL I
Jesper Piihl og Kristian Philipsen
Forskningsbaseret foretagsomhed – synergi eller modsætning?
Indledning
Donald Schön foreslår, at mange professionelle befinder sig i et dilemma: Skal de blive på den sikre grund med solid teoretisk fundering og klare videnskabelige metoder, men hvor problemerne, man kan arbejde med, til gengæld kan forekomme relativt ligegyldige? Eller skal de bevæge sig ud i konkrete praktiske problemstillinger, der er betydningsfulde og væsentlige – men til gengæld ikke lader sig løse ved stringente videnskabelige metoder (Schön, 1995)?
Schön opstiller det som et dilemma mellem stringens eller relevans.
Universitetsbaserede entreprenørielle uddannelser kan let befinde sig i samme dilemma. Universitetet har en særlig opgave i forskningsbasering, der ofte oversættes til noget med stor stringens. Det entreprenørielle i uddannelserne kan til gengæld beskæftige sig med væsentlige og praktiske udfordringer, som stiller krav om fx foretagsomhed. Med entreprenørielle uddannelser tænkes i denne sammenhæng ikke alene på uddannelser, der retter sig mod at give de studerende kompetence til fx at starte egen virksomhed (entreprenørskab i snæver forstand) – men i stedet mod at give kompetence til at agere udviklingsorienteret i en foranderlig verden (foretagsomhedskompetence i bred forstand).
Følger vi Schöns argument, kan det fortolkes, som om ambitionerne om forskningsbasering og foretagsomhed er gensidigt udelukkende. Udtrykket forskningsbaseret foretagsomhed kan lyde som et udtryk med indbygget modsætning. Modsætningen består i, at undervisningen skal være både stringent ud fra et forskningsperspektiv og relevant ud fra et praktisk perspektiv. Det kan lyde som at tjene to herrer på samme tid.
En måde at overkomme dilemmaet på er ved at sikre, at de studerende både præsenteres for forskningsbaseret viden og metoder og kastes ud i praktiske udfordringer i deres studie. Vores erfaringer viser, at mange studerende derved ikke oplever et dilemma mellem stringens og relevans.
Til gengæld oplever de det som to adskilte verdener, der ikke har noget med hinanden at gøre! Derved har man ikke løst det egentlige dilemma, men til gengæld lagt problemet over på de studerende.
Denne artikel diskuterer de udfordringer, der er ved en erhvervsøkonomisk universitetsuddannelse i forhold til at tilrettelægge den med henblik på at uddanne akademiske praktikere, der netop ikke oplever et dilemma mellem stringens og relevans. Derimod er de uddannet til at se krav om stringens og relevans som to sider af samme sag, der i konkrete situationer kan udfordre og befrugte hinanden.
Kapitlet