Gensyn med sofavAelgerne. Jorgen Elklit
Høj valgdeltagelse blandt personer, der bor tæt på andre medlemmer af gruppen
Man kan kombinere teorien om kollektiv mobilisering med Franklins (2004) overvejelser om vanens betydning for valgdeltagelsen. Det er Franklins opfattelse, at en generations valgdeltagelse livet igennem vil være påvirket af valgdeltagelsen ved de første valg, som generationen deltager i. Har man først deltaget i ét valg, er der en betydelig chance for, at man også vil deltage i det næste, og efterhånden bliver deltagelsen en vane, som også manifesterer sig i en større tilslutning til forestillingen om, at man har en forpligtelse til at stemme. På denne måde fører en oprindelig kollektiv mobilisering i anden omgang til en individuel mobilisering. Den gode vane med at deltage i valg vil fortsætte, også efter at den kollektive mobilisering er ophørt. Og det gælder både, hvor der har været tale om kollektiv mobilisering af en konkret social gruppe, og hvor der har været tale om en generel mobilisering af hele vælgerkorpset ved et eller flere valg. Men den valgdeltagelse, der alene skyldes „den gode vane“, vil formodentlig med tiden svækkes, hvis den ikke holdes ved lige gennem nye mobiliseringer. At vanen med at stemme har betydning for valgdeltagelsen, blev i øvrigt allerede påvist af Campbell, Converse, Miller og Stokes (1960) i The American Voter.
Der findes både individuelle og kollektive indikatorer på kollektiv mobilisering. For så vidt angår den kollektive mobilisering af bestemte grupper, vil vi forvente en højere valgdeltagelse i en gruppe, der opstiller egne kandidater til valget, end i en gruppe, der ikke opstiller kandidater fra egne rækker. Ligeledes kan man forvente en højere valgdeltagelse i grupper, som er godt organiserede, og som bor koncentreret i nærheden af hinanden i fælles boligområder (jf. Tingsten, 1937). Tilsvarende kan man i tilfælde af en kollektiv mobilisering af bestemte grupper forvente en højere valgdeltagelse blandt personer, der er medlem af de gruppebaserede organisationer, som har en høj grad af gruppeidentitet, og som bor i lokalområder med en høj koncentration af gruppens medlemmer. Er der tale om en kollektiv mobilisering af hele befolkningen, vil vi forvente en højere valgdeltagelse, hvis valgkampen er meget intens, konfliktniveauet højt og mediedækningen omfattende. Det er dog langtfra alle disse indikatorer, vi har systematiske oplysninger om i de undersøgelser, vi anvender.
Derfor vil der også i det følgende blive inddraget en række indikatorer på en kollektiv mobilisering, som har en mere indirekte karakter, og som bygger på variationerne i valgdeltagelsen. Man må således formode, at der er tale om kollektiv mobilisering af en konkret gruppe, hvis en gruppe med få ressourcer og/eller svag social integration alligevel har en forholdsvis høj valgdeltagelse. Man må også formode, at der er tale om en sådan kollektiv mobilisering, hvis man finder store forskelle i valgdeltagelsen mellem grupper, som i øvrigt besidder nogenlunde den samme mængde af ressourcer og er nogenlunde lige godt socialt integreret, eller hvis man finder store forskelle i valgdeltagelsen inden for den samme gruppe, men i forskellige kommuner. Og endelig må man forvente, at en høj grad af kollektiv mobilisering medfører, at de individuelle mobiliseringsfaktorer ikke spiller så stor en rolle. Er den kollektive mobilisering virkelig stærk, deltager alle, uanset deres egenskaber i øvrigt (Togeby, 2000).
Derudover er der grund til at formode, at vi kan iagttage effekten af en kollektiv mobilisering af hele befolkningen, hvis valgdeltagelsen ved for eksempel nationale valg i betydeligt omfang svinger fra valg til valg.
Vi er godt klar over, at det er lidt uortodokst at anvende disse indirekte indikatorer på en kollektiv mobilisering, idet vi i en vis forstand slutter baglæns fra valgdeltagelsens fordeling til dens årsager. Det bagvedliggende ræsonnement er, at når vi får resultater, der fundamentalt strider med de forventninger, der kan formuleres på grundlag af de individbaserede teorier, taler det for forekomsten af en specifik kollektiv mobilisering. Men en beskrivelse af fordelingen kan næppe stå alene. Det næste spørgsmål må naturligvis blive, om der findes andre, eksterne indikatorer, der kan sandsynliggøre, at der foregår en mobilisering. Hvorledes er gruppens organiseringsgrad, har den opstillet egne kandidater, hvordan er mediedækningen osv.? Men her skal vi lede efter oplysninger fra andre kilder end de individundersøgelser, der udgør hovedgrundlaget for denne bog. Og disse oplysninger er ikke altid så lette at fremskaffe.
Teorierne om den kollektive mobilisering vil blive belyst i kapitel 7, 8 og 9.
En samlet forklaringsmodel
Det er vanskeligt at konstruere en enkelt sammenhængende teori til forklaring af valgdeltagelsen. Denne bog bygger på den opfattelse, at det er nødvendigt at inddrage dels teorier vedrørende de institutionelle reglers betydning, dels teorier om betydningen af den enkelte vælgers egenskaber og endelig teorien om den kollektive mobiliserings betydning. Man kan sige, at de institutionelle forhold udgør en ramme, som fastlægger, hvilke muligheder for indflydelse på valgdeltagelsen såvel individfaktorerne som den kollektive mobilisering har. Figur 3.4 giver på denne baggrund et overblik over de teorier, der indgår i analyserne i de kommende kapitler.
Figur 3.4. Oversigt over teorier om valgdeltagelsen
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.