Gensyn med sofavAelgerne. Jorgen Elklit
hele den voksne befolkning har historisk været et af de politiske spørgsmål, som har stået i centrum for mobiliseringen af hidtil udelukkede befolkningsgrupper som arbejderne, kvinderne og de unge. Derudover har valgretsalderen en selvstændig betydning for valgdeltagelsen. Da unge deltager mindre end ældre, må man forvente, at jo lavere valgretsalderen er, jo lavere er valgdeltagelsen (se Franklin, 2004: 139-140).
For det andet er det i nogle lande – for eksempel Australien, Belgien og Tyrkiet – lovpligtigt at stemme, og manglende deltagelse sanktioneres med en form for straf, som for eksempel en bøde eller dårligere behandling fra de offentlige myndigheders side (for eksempel kan det blive vanskeligere at blive ansat i det offentlige eller få et kørekort eller pas) (Gratschew, 2002: 107f). I de fleste andre lande er det dog frivilligt, om man vil deltage i offentlige valg. Som man måtte forvente, er valgdeltagelsen højere i lande med stemmepligt end i lande uden (Norris, 2004: 157-160; Franklin, 1996: 226f; Blais, 2000: 26; Blondel, Sinnott & Svensson, 1998: 223). Det kan heller ikke undre, at valgdeltagelsen er højere i de lande, der i et eller andet omfang håndhæver stemmepligten, end i de lande, hvor det ikke sker (Gratschew, 2002: 110).
For det tredje antages valgmåden at have betydning for valgdeltagelsen. Valgdeltagelsen er således klart højere i lande med forholdstalsvalg end i lande med flertalsvalg. Det er der en række grunde til. Sammenlignet med de fleste former for flertalsvalg er der langt færre stemmer, der bliver spildt ved forholdstalsvalg i den forstand, at de ikke har indflydelse på mandatfordelingen. Også de vælgere, der vil stemme på et af de små partier, har jo en rimelig chance for at blive repræsenteret, når der er tale om forholdstalsvalg, og det kan ikke undgå at virke motiverende, samtidig med at også de store partiers vælgere ved, at deres stemme under alle omstændigheder er nødvendig, hvis deres foretrukne parti skal blive ved med at være stort. Under flertalsvalg skal man derimod være stærkt motiveret for at deltage, hvis man bor i en valgkreds, hvor ens foretrukne parti/kandidat plejer at blive valgt med overvældende flertal, og hvor ens stemme altså egentlig ikke vil gøre en forskel: Her er motivationen klart mindre, i hvert fald for gennemsnitsvælgeren.
Forholdstalsvalg fremmer også antallet af partier, hvilket formodentlig i sig selv giver større muligheder for at mobilisere vælgerne til at deltage i valgene. Endelig er der under forholdstalsvalg større konkurrence mellem partierne, fordi der er flere, der har en chance for at få valgt kandidater. Dette fører til en mere intensiv valgkamp, til en stærkere mobilisering af vælgerne og dermed også til en højere valgdeltagelse.
Selve valgmådens betydning for valgdeltagelsen skal dog ikke overdrives. Gennemgående er der kun fundet forskelle på mellem fem og ti procentpoint i valgdeltagelsen mellem lande med forholdstalsvalg og lande med almindeligt flertalsvalg. Der er imidlertid en række komplicerende faktorer (såsom stemmepligt og politiseringsgrad), som bidrager til at sløre billedet. Tendensen er dog under alle omstændigheder klar: Lande med forholdstalsvalg har højere valgdeltagelse end lande med flertalsvalg (Pintor et al., 2002: 88; Blais, 2000: 29; Norris, 2004: 161f; Franklin, 1996: 226-227; Blais & Carty, 1990; Jackman, 1987; Jackman & Miller, 1995).
Der findes imidlertid en række varianter af både forholdstalsvalg og flertalsvalg. Det er nærliggende at forestille sig, at såkaldt åbne lister, hvor vælgerne i større eller mindre grad har indflydelse på, hvilke kandidater der vælges, mobiliserer flere vælgere end de lukkede lister – eksempelvis de her i landet kendte partilister – hvor partierne på forhånd har bestemt den rækkefølge, kandidaterne skal vælges i. Vælgernes viden om disse valgtekniske forhold skal næppe overbetones, men opstillingsformen kan under alle omstændigheder få en indirekte betydning, fordi den vil påvirke såvel valgkampen og kandidaternes adfærd som mediernes opmærksomhed om kandidaternes muligheder for at blive valgt.
For det fjerde er valgets vigtighed i sig selv en institutionel faktor, der har betydning for valgdeltagelsen (Franklin, 1996: 227; Norris, 2004: 163f). Jo større magt den institution har, hvortil der vælges kandidater, jo større er valgdeltagelsen, fordi det alt andet lige er mere motiverende at stemme til et vigtigt end til et mindre vigtigt organ. Hvis et underhus for eksempel skal dele den lovgivende magt med et overhus eller med en præsident, så fører det alt andet lige til en lavere valgdeltagelse, end hvis der er tale om et etkammersystem, som vi kender det med Folketinget. At valg til repræsentative forsamlinger, der ikke har betydning for lovgivningen, eller som ikke holder magthaverne ansvarlige, er forbundet med en lavere valgdeltagelse, er valgene til Europaparlamentet et godt eksempel på (Franklin, 2004: 222).
Endelig kan graden af demokrati tænkes at have betydning for, i hvilket omfang vælgerne bruger deres valgret (Blais, 2000: 27). Jo større betydning valgresultatet har for indholdet af de politiske beslutninger, og jo mere omfattende de politiske rettigheder er, jo højere må man forestille sig, at valgdeltagelsen vil være, fordi valgresultatet alt andet lige vil have større indflydelse på den politiske udvikling. Heller ikke denne sammenhæng skal dog overdrives. Forskellen i valgdeltagelse mellem lande, der efter Freedom House’s klassifikation er frie, (76 pct.) og lande, der er delvis frie eller ikke-frie, (omkring 70 pct.), er således ikke mere end seks procentpoint (Pintor et al., 2002: 85f).
Figur 3.1. Indikatorer og hypoteser om institutionelle forholds betydning
| Facilitering | Mobilisering |
| Automatisk vælgerregistrering fører til højere valgdeltagelseValg på søndage fører til højere valgdeltagelseJo kortere afstand til valgstederne, jo højere valgdeltagelseMuligheden for at stemme pr. brev fører til højere valgdeltagelse | Lavere valgretsalder fører til lavere valgdeltagelseStemmepligt fører til højere valgdeltagelse Forholdstalsvalg fører til højere valgdeltagelse end flertalsvalgEffektive muligheder for at stemme personligt fører til højere valgdeltagelse end lukkede kede listerSideordnet opstilling fører til højere valgdeltagelse end kredsvis opstillingJo vigtigere det valgte organ er, jo højere er valgdeltagelsenValgdeltagelsen er generelt højere, jo mere demokratisk systemet er |
Det gælder i højere grad end ved den institutionelle facilitering, at de institutionelle betingelser for mobilisering af vælgerne kan bidrage til at forklare forskelle i niveau og udviklingstendenser i valgdeltagelsen mellem Danmark og de lande, som vi som regel sammenligner os med. Således må de forskellige former for kandidatopstilling i Danmark formodes at kunne mobilisere vælgerne i større omfang end opstillingsreglerne i Norge og Sverige, fordi de danske lister er mere åbne end de norske og svenske, også efter de seneste ændringer i disse lande. Ligeledes må forholdstalsvalgene i de nordiske lande kunne mobilisere vælgerne mere end Storbritanniens flertalsvalg i enkeltmandskredse.
De hypoteser, der kan formuleres på grundlag af de institutionelle teorier, er opsummeret i figur 3.1.
Vælgernes egenskaber som forklaring
De institutionelle faktorer kan først og fremmest bruges til at forklare forskellene mellem valgdeltagelsen i forskellige lande eller mellem valgene til forskellige typer af repræsentative organer i det samme land. Når man skal forklare de forskelle i valgdeltagelsen, man finder i forbindelse med en bestemt form for valg i et bestemt land, må man inddrage andre typer af forklaringer. Det vil først og fremmest sige forklaringer, der tager udgangspunkt i vælgernes forskellige egenskaber. Nogle vælgere stemmer nemlig oftere end andre.
Som skitseret ovenfor, er der i tidens løb blevet formuleret en række teorier, der forklarer variationer i valgdeltagelsen ved hjælp af forskelle i vælgernes egenskaber. Vi vil her gennemgå tre af de mere udbredte teorier, nemlig ressourceteorien, teorien om den sociale integration og den rationelle teori. Teoretisk er der ingen problemer med at skille disse teorier fra hinanden, men empirisk viser det sig, at det i betydeligt omfang er de samme konkrete hypoteser, der kan formuleres på grundlag af de forskellige teorier. For at få et lidt bedre overblik over sammenhængen mellem teorier, hypoteser og variabler giver vi i figur 3.2 en oversigt over de konkrete hypoteser, der kan udledes af hver af de tre teorier, idet vi dog i hovedsagen begrænser os til de hypoteser, der kan efterprøves på de data, vi har til rådighed for denne bog.
Vælgernes ressourcer angives ofte som forklaring på, at nogle vælgere deltager, mens andre ikke gør det. Denne såkaldte ressourcemodel er dog