Gensyn med sofavAelgerne. Jorgen Elklit

      Kilde: Valgstatistikken.

      Tabel 2.1. viser en række interessante ting. Sammenligningen af den gennemsnitlige valgdeltagelse i 1913 og 1918 viste som nævnt en beskeden stigning mellem de to valg. Men det er netop gennemsnitstal, som skjuler, at de mandlige vælgeres valgdeltagelse i de tre hovedområder steg mellem 6,1 og 10,7 pct., utvivlsomt primært på grund af ændringen af valgsystemet, hvor det efter indførelsen af forholdstalsvalg i 1918 blev vigtigt at stemme, også selv om ens foretrukne kandidat og parti måske ikke havde de store chancer i den kreds, hvor man stemte. Valgdeltagelsen steg mindst i Øernes område, hvor den imidlertid allerede var nogle procentpoint højere end i de to andre områder. Hertil kom, at forskellen mellem mænds og kvinders valgdeltagelse var betydelig i 1918, i gennemsnit 16,4 pct., dog mindre i København end i de to andre hovedområder.

      For sammenlignelige aldersgrupper ses et fald i mænds valgdeltagelse, når 1918 og september 1920 sammenlignes, mens kvindernes valgdeltagelse derimod steg uden for Hovedstadens område (og i Hovedstadens område var faldet væsentligt mindre end mændenes). Der var således tale om en mærkbar indsnævring af forskellen i valgdeltagelse mellem de to køn allerede efter de tre hurtige valg i løbet af sommeren 1920. Danske kvinder var altså forholdsvis hurtige til at lære at bruge valgretten.

      Endelig kan man bemærke, at både mandlige og kvindelige nye vælgere, dvs. vælgere i aldersgruppen 25-28, i september 1920 stemte i væsentligt mindre omfang end deres ældre kønsfæller. Det samme var i øvrigt tilfældet med de sønderjyske vælgere, der i september 1920 for første gang skulle deltage i et dansk folketingsvalg og orientere sig efter de danske partier.

      Tabel 2.1 viser altså meget klart, at allerede på dette tidspunkt – længe inden nogen var begyndt at teoretisere om det – ser vi såvel klare effekter på valgdeltagelsen af de institutionelle ændringer som markante køns- og aldersmæssige forskelle, der helt svarer til, hvad man måtte forvente. Hertil kommer, at tabellen dokumenterer, hvorledes nye vælgere (her såvel kvinder som unge og sønderjyder) ved de(t) første valg, hvor de kunne deltage, havde en systematisk lavere valgdeltagelse end dem, der allerede tidligere har haft lejlighed til at stemme, og som derfor må formodes at have haft en klarere orientering i forhold til det aktuelle politiske system. Samtidig hermed var der imidlertid ved disse valg også tale om en bemærkelsesværdig politisk mobilisering, der afspejlede den forandringsproces, samfundet gennemløb i disse år, og som naturligvis blev forstærket af verdenskrigen og dens forskellige følgevirkninger.

      Siden 1920 er forskellen mellem kvinders og mænds valgdeltagelse forsvundet, og det samme er forskellen mellem sønderjydernes valgdeltagelse og valgdeltagelsen nord for Kongeåen. Men for unge førstegangsvælgere er der dog tale om nogle ensartede træk ved selve det at skulle stemme for første gang, idet de jo pr. definition ikke har prøvet det før. En række forhold bidrager derfor til, at man ved hvert eneste valg finder en lavere valgdeltagelse blandt førstegangsvælgerne end blandt resten af vælgerkorpset.

      De nye vælgere i Sønderjylland indsnævrede i løbet af 1920’erne gradvist afstanden i valgdeltagelse til resten af landet, blandt andet i takt med integrationen i det danske partisystem (Thorsen, 1970). Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan de sønderjyske vælgere derefter i løbet af 1930’erne overhalede resten af landet med flere længder. I 1935 var valgdeltagelsen i Sønderjylland 82,4 pct., mens den i resten af landet var 80,7 pct., og i 1939 var den i Sønderjylland hele 92,4 pct., hvor den i resten af landet var 79,2, altså en forskel i Sønderjyllands favør på ikke mindre end 13,2 procentpoint. Baggrunden for denne store forskel er intensiteten i den nationale og politiske kamp, hvor valget i 1939 i Sønderjylland var præget af fremgang både for det nazificerede Slesvigske Parti og det danske nazistparti. Samtidig mødte alle de mange dansksindede, der ønskede at sætte bom for denne udvikling og sende et klart signal både mod nord og syd om landsdelens dominerende nationale sindelag, frem ved stemmeurnerne i stort tal. Dermed sikrede de blandt andet, at Slesvigsk Parti ikke fik yderligere et folketingsmedlem (Fanø et al. (udg.) 1983: 148-156).

      Alvoren i den politiske situation i Sønderjylland i 1939 ses også deraf, at tre af de mindre partier (DKP, Bondepartiet og Dansk Samling) helt lod være med at stille op i denne amtskreds. Grunden var, at de ville bidrage til, at stemmerne ikke blev delt op på for mange partier, hvorved der måske kunne ske det uheldige ved fordelingen af de yderste kredsmandater, at et af deres modstanderpartier fik et mandat, det ellers ikke ville have fået. Valgdeltagelsen i Sønderjylland ved netop dette valg er i øvrigt et godt eksempel på, hvorledes en række af de forskellige teoretiske overvejelser, der præsenteres i de følgende kapitler med fordel kan bringes i anvendelse. Således giver teorien om kollektiv mobilisering en relevant og meningsfuld forståelsesramme, samtidig er der dog heller ingen tvivl om, at valgets betydning – og dermed indflydelsen på vælgernes deltagelseskalkule, jf. kapitel 6 – har bidraget til, at vælgernes gevinst ved at deltage har opvejet ulemperne mere end ellers.

      For hele landet så man en tilsvarende national og politisk manifestation ved folketingsvalget i 1943, altså under den tyske besættelse, hvor forholdsvis flere end ved noget andet folketingsvalg – hele 89,5 pct. – brugte anledningen til – især – at udtrykke deres støtte til det danske politiske system, først og fremmest repræsenteret ved de fire gamle partier. Det sociale pres i retning af, at man skulle stemme, blev blandt andet understøttet ved uddeling af små emblemer med teksten „Har stemt“.