Ideer om et universitet. Группа авторов

      FORORD

      Denne antologi er udarbejdet af en gruppe bestående af undertegnede og fem nyuddannede kandidater ved det daværende Institut for Idehistorie, Aarhus Universitet. I perioden fra 2001 til 2006 har vi med større og mindre afbrydelser og med større og mindre indsats arbejdet med at oversætte, redigere og præsentere en række nøgletekster i det moderne universitets idehistorie – fra og med Immanuel Kants og Wilhelm von Humboldts idemæssige grundlæggelse af det moderne universitet omkring år 1800 til og med Michael Gibbons’ og senest Katrin Käufers og Claus Otto Scharmers forslag til, hvad der kunne blive de bærende ideer for universitetet i det 21. århundredes videnssamfund.

      Hver på deres tidspunkt og hver på deres måde giver de i alt elleve forfattere ti bud på ideen med det moderne universitet. Eller måske snarere ti variationer over ideen med et moderne universitet. Som det fremgår af udvalget, er der nemlig relativ stor kontinuitet i grundideerne med universitetet fra Kant og Humboldt til i dag. På trods af de endog drastiske forandringer, som universitetsformen har undergået især de seneste årtier, har de ledende normative og regulative ideer om, hvad et universitet grundlæggende er og bør være, altså vist sig at være endog særdeles standhaftige. Med den foreliggende antologi får interesserede læsere mulighed for at kikke denne standhaftighed efter i sømmene.

      Andre tekster kunne være valgt, men alt i alt skulle det foreliggende udvalg give et nogenlunde repræsentativt signalement af det moderne universitets udvikling og ideale selvbeskrivelser fra 1800 til i dag. Teksterne er udvalgt, så de tilsammen aftegner en rød tråd gennem det moderne universitets historie. De er desuden udvalgt med et vist sideblik til deres relevans for den danske universitetshistorie og danske universiteters selvbeskrivelser, der indtil de seneste år har ligget tæt op ad den kontinentale, især tyske universitetstradition.

      For at lette læsningen og den eventuelle brug af de enkelte tekster i undervisning (f.eks. i de obligatoriske kurser i ‘fagets videnskabsteori’, som ved Aarhus Universitet har fået det traditionstunge navn Studium Generale) er de enkelte oversættelser forsynet med en læsevejledende indledning. Antologien indledes desuden med en længere oversigtsartikel, der belyser universitetets idehistorie generelt, men med særligt fokus på perioden fra 1800 til i dag.

      Den umiddelbare anledning til denne antologi var debatten før og efter den danske universitetsreform og vedtagelsen af universitetsloven i 2003. Derfor er antologiens anslag en præsentation af de idemæssige dimensioner i universitetetsloven og en oversigt over de internationale idepolitiske tendenser på universitetsområdet i dag.

      Under arbejdet med oversættelserne har vi med stort udbytte kunnet trække på kollegaer ved Institut for Filosofi og Idehistorie ved Aarhus Universitet. Derfor skal der her lyde en stor tak til ph.d.-studerende Casper Andersen, lektor Morten Haugaard Jeppesen, cand.mag. Anders Munk Jensen, cand.phil. Kurt Jensen samt lektor Peter C. Kjærgaard. Vi takker endvidere Aarhus Universitets Forskningsfond for støtte til udgivelsen.

      Århus, juli 2007

      På arbejdsgruppens vegne

      Lektor, lic.phil. og forskningsprogramleder

      Jens Erik Kristensen

      Institut for Pædagogisk Filosofi

      Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

      Aarhus Universitet

      Redaktionsgruppen bag antologien er:

      Cand.mag. Kim Elstrøm, cand.mag. Jens Viggo Nielsen, cand.mag. Mads Pedersen, cand.mag. Bjarne Vind Sørensen, cand.mag. Henrik Sørensen og lektor, lic.phil. Jens Erik Kristensen.

      JENS ERIK KRISTENSEN

      Gamle og nye ideer med et universitet

      – universitetsloven 2003 som anledning

      Universiteterne er under forandring i disse år. De skal påtage sig nye opgaver og leve op til nye krav. De skal lede sig selv og lade sig styre på nye måder, og de skal åbne sig for omverdenen og forholde sig til sig selv på nye måder. Som alle andre offentlige institutioner har også universiteterne gennem de seneste årtier været underlagt et reform- og moderniseringspres. Frivilligt eller nødtvungent har de måttet reformere deres virke og legitimere deres eksistens på nye måder. Alt dette har ikke ladet de overleverede ideer om, hvad der gør et universitet til et universitet, uberørt. Ej heller er det gået sporløst hen over de overleverede idealer om, hvad der bør foregå, og hvordan det bør foregå på et universitet. Når dette ovenfra såvel som nedefra, udefra såvel som indefra kommende moderniserings- og reformpres er tiltaget de seneste år, hænger det ikke blot sammen med universiteternes vækst og transformation til masseuniversiteter. Det hænger frem for alt sammen med ‘globaliseringen’ og de politiske udlægninger af, hvad den betyder, og hvad den kræver. En af disse udlægninger er den efterhånden hævdvundne forestilling om, at vore samfund er på vej til at blive videnssamfund, der er henvist til at opretholde sig selv i en global videns- og innovationsøkonomi. I denne situation er universiteterne og uddannelsessystemet generelt udset til at spille en nøglerolle – både i styrkelsen af den europæiske og af den nationale konkurrencekraft.

      Dette har haft og vil givetvis få stor betydning for universiteternes forhold til stat og samfund, men også for universiteternes videnskabelige, institutionelle og organisatoriske selvforståelser og selvbeskrivelser. Det interessante er imidlertid, at de igangværende reformer af universitetet både internationalt og herhjemme sker under samtidig fastholdelse af de selv samme universitetsideer og -idealer, som de aktuelle reformer allerede tydeligvis anfægter eller er i færd med at afvikle. Det påtrængende spørgsmål er derfor, hvilken status de klassiske ideer om universitetet egentlig har i dag, når det nu på samme tid synes lige så uomgængeligt at opretholde dem, som det i praksis synes uomgængeligt, at de er under afvikling i og med de skitserede udviklingstendenser og reformtiltag.

      Dette tilsyneladende paradoks har vi med denne antologi villet kaste en smule lys over. Ikke fordi vi er nostalgiske ‘universitets-idealister’, der drømmer os tilbage til det Humboldtuniversitet, der ret beset aldrig i praksis nåede at leve op til sine egne ideer og idealer. Snarere fordi vi nøgternt konstaterer, at overleverede ideer, herunder ikke mindst de humboldtske kerneideer, fortsat spiller en mere eller mindre erkendt og bemærket rolle i den hjemlige og internationale universitetsudvikling og universitetsdebat i dag. Dog kniber det gennemgående med førstehåndskendskabet, ikke blot til de grundlæggende og tilsyneladende stadig paradigmatiske tekster fra det moderne universitets idehistorie, såsom Immanuel Kants eller Wilhelm von Humboldts, men også til nyere variationer over spørgsmålet om ideen med et universitet. Skal f.eks. Humboldts idealer imidlertid blive andet end tomme fraser i nutiden, bliver man nødt til at forstå deres sammenhæng og betydning dengang. En del af det manglende kendskab hænger utvivlsomt sammen med, at disse tekster endnu aldrig har været tilgængelige på dansk. Det råder denne antologi delvist bod på med sine ti mere eller mindre eksemplariske bud på, hvad der har været og hvad der kunne være ideen med et universitet fremover. Den beskedne forventning er, at et bedre førstehåndskendskab til centrale formuleringer og eksemplariske diskussioner af det moderne universitets idegrundlag vil kunne give bare et lille løft af den hjemlige debat om universiteternes mulige fremtidige udvikling og status – både hvad angår de ofte implicitte normative referencer og de eksplicitte besværgelser i denne debat.

      Antologien er som nævnt i forordet blevet til i kølvandet på den universitetsdebat og de reformtiltag, der ledsagede vedtagelsen og implementeringen af universitetsloven i 2003. Derfor har det været nærliggende her i indledningen at bruge denne som anledning til at nærme os spørgsmålet om de historiske og aktuelle ideer med et universitet. Det er vel at mærke også spørgsmålet om, hvorfor universitetet tilsyneladende er en institution, der ikke kan leve og virke uden