Ideer om et universitet. Группа авторов
på europæisk niveau. Det er den såkaldte Bologna-proces den bedste illustration af.4 Disse internationale tendenser afspejler sig også, om end nationalt modificeret, i den danske universitetsreform og den efterfølgende implementering af den.
Meget tyder således på, at den klassiske universitetsform og de klassiske universitetsidealer er kommet under et massivt pres nationalt såvel som internationalt. Det står i det mindste klart, at disse tendenser og tiltag ikke vil lade de overleverede universitetsideer intakte. Den tendentielle afvikling af de gamle ideer med et universitet betyder imidlertid ikke et fravær af ideer og idealer, men derimod at nye ideer tager over og begynder at gøre sig gældende. Således aftegner der sig i kølvandet på de nationale og internationale universitetsreformer efterhånden en konvergerende ide om, hvilken type af institution og organisation et moderne universitet er og bør være i globaliseringens tidsalder. Det er, kort fortalt, ideen om et (mere eller mindre) offentligt reguleret universitet, der på den ene side har til formål at imødekomme og opfylde samfundets, frem for alt økonomiens, erhvervslivets og arbejdsmarkedets umiddelbare behov, men på den anden side i dette øjemed selv må underkaste sit virke en gennemgribende virksomhedsøkonomisk logik og transformere sig selv til et management-universitet, der er i stand til at konkurrere på det stadig mere globaliserede marked for viden, forskning og uddannelse.
Disse transformationer af universitetet sker imidlertid også internationalt under officiel fastholdelse af de selv samme ideer og idealer, som disse transformationer i praksis hævdes og kan vises at undergrave. Det er det paradoksale ved universitetsformens aktuelle krise. Nu er det som antydet ikke kun siden universitetsloven i 2003, at universiteterne og de endnu lovfæstede universitære idealer og friheder har været under pres. Det har de reelt været gennem de seneste tre-fire årtier, ja, nogen vil sågar mene, at kriser har været det moderne universitets normaltilstand siden dets genfødsel med Berlineruniversitetet i 1810 (Schelsky 1963, 13f). Den første store nyere debat om muligheden for både at fastholde og at forny de klassiske ideer med et universitet i lyset af universitetets faktiske transformation til et moderne masseuniversitet finder man, som vi skal se i næste kapitel, i Vesttyskland i 1960’erne. Så heller ikke her er der meget nyt under solen. Ikke desto mindre er antallet af skrifter, der de seneste årtier har konstateret og diagnosticeret universitetets krise eller forestående endeligt som institutionsform, eksploderet i takt med den moderniseringstvang, der har foranlediget universiteterne til at reformere sig og frembringe nye legitimationsdiskurser. Og dette pres er tydeligvis tiltaget de seneste år i takt med globaliseringen og i takt med nationalstaternes såvel som EU’s fokus på universiteternes nye økonomiske nøglerolle i den globale videns- og innovationsøkonomi. Dette har grundlæggende og på en irreversibel måde ændret universiteternes forhold til både stat og samfund.
Ingen vil formodentlig være uenige i, at universiteterne på trods af selvstyre og selveje også er samfundets, og at vore samfund via det repræsentative demokrati og lovgivningsmagten kan gøre med universiteterne, hvad der politisk er muligt og nødvendigt at gøre, herunder f.eks. at ændre deres lovgrundlag og reformere deres virke i henhold til nationalpolitiske dagsordener og hensyn. Ingen vil formodentlig heller afvise, at universiteterne både kan og skal bidrage til væksten i samfundets samlede videns- og kompetenceniveau, og ej heller at de som sådan naturligvis må spille en afgørende rolle i et samfund, der forstår sig selv som et videnssamfund baseret på en videns- og innovationsøkonomi, hvor det afgørende ikke længere er arbejdsdeling, men vidensdeling og vidensspredning. Det er imidlertid et åbent politisk spørgsmål, om det skal ske, som nogle mener, under opretholdelse af deres status som offentlige og selvstyrende institutioner, der stiller viden og uddannelse til rådighed som et offentligt gode for alle? Eller – som andre mener – om deres tilpasning til globaliseringens vilkår og internationale aftaler fordrer, at de transformeres til statssubventionerede, men markedsorienterede videnskoncerner, hvis selvopretholdelse gøres afhængig af deres evne til at udbyde forskning og uddannelser som privatiserede og patenterede varer i fri konkurrence på et globalt marked? I begge tilfælde trænger spørgsmålet sig på, om universiteternes modernisering og tilpasning i takt med væksten i deres omfang og i deres samfundsmæssige og økonomiske betydning må ske på bekostning af eller under bibeholdelse af universitetsformen og de overleverede principper og idealer herom?
Den internationale besindelse på ideen med et universitet
I lyset af disse spørgsmål og fremtidsscenarier kan det ikke undre, at man både på universiteterne og i det omgivende samfund er begyndt at besinde sig på, hvad der er værd at bevare af de klassiske ideer om et universitet, før man lader nye og mere pragmatiske ideer gøre sig gældende. Med de klassiske ideers og idealers forsvinden forsvinder spørgsmålet om ideer og idealer som sagt ikke, tværtimod. Det betyder blot, at nye ideer med universitetet tager over, som bl.a. Duke Maskell og Ian Robinson overbevisende har demonstreret i The new idea of a university (2002). Idepolitikken ophører ikke med de gamle ideer, og det er tilsyneladende naivt at tro, at man kan have universiteter uden ideer om, hvad et universitet er og burde være (Rothblatt 1989).
En idehistorisk besindelse på universitetsformen kan også spores i de senere års internationale debat. Her er der udbredt enighed om, at de overleverede universitetsformer har befundet sig i en langvarig krise- og transformationsproces, der anfægter deres overleverede idealer, i takt med at de europæiske universiteter (tilskyndet af bl.a. OECD og EU) har måttet indrette sig mere pragmatisk efterden globale videns- og innovationsøkonomis nye vilkår og nye former for vidensproduktion (Forster 1993; Rusterholz o.a 1998; Stölting & Schimank 2001; Evans 2002; Maskell & Robinson 2002; Horn & Kaare Nielsen 2003; Kimmich & Thumfart 2004). Denne besindelse indfinder sig nok heller ikke helt tilfældigt i en situation, hvor der nærmest er gået inflation i selve universitetsbetegnelsen. Således kunne International Handbook of Universities allerede for ti år siden opregne over 5.600 institutioner verden over, der af deres egne landes kompetente myndigheder ansås for at være universiteter, eller hvis uddannelser ansås for at være på universitetsniveau. Nogle af disse er internetbaserede såkaldte virtuelle megauniversiteter med over 200.000 studerende, andre har under 100 studerende (Fink 2003).
Af den internationale universitetsdebat fremgår imidlertid også, at der er stor uenighed om, hvorvidt det stadig er nødvendigt, ønskværdigt eller relevant at operere med ledende og organiserende ideer om, hvad et universitet er, og hvad der specielt udmærker universitetet i forhold til andre institutioner. Moderne universiteters videnskabelige og funktionelle specialisering og deres samtidige udvikling i retning af ‘multiversiteter’ (Kerr 2001) som følge af væksten i opgaver og funktioner gør det for mange tvivlsomt, om det stadig giver mening at fastholde forestillingen om, at en institutionsform som universitetet er eller bør være ledet af ideer. Spørgsmålet er, om ikke al denne opmærksomhed på ideen med et universitet blot er dårlig organisationssociologi, der tror, at en institution kun kan forblive funktionsdygtig og organisatorisk integreret, så længe den er en virkeliggørelse af sin iboende ide (jf. Habermas’ bidrag i denne antologi)? Ville det nemmeste og mest moderniseringsfremmende da ikke være at slå sig til tåls med, at universitetet ikke længere har nogen idemæssig eller ideal begrundelse, men netop er en organisation, der skal varetage flere funktioner og opgaver? Måske skal vi derfor bare vænne os til, at betegnelsen ‘universitet’ fremover vil være en formel niveaubetegnelse inden for et givet uddannelsessystem og – især efter de hjemlige fusioner – en organisatorisk rammebetegnelse for en række forskellige og tidligere adskilte forsknings- og uddannelsesinstitutioner, der kan klare sig uden nogen ideel formålsbestemmelse.
Denne slags konklusioner, der sociologisk set ligger lige for, er mange andre sociologer, filosoffer, universitetshistorikere, politikere og lovgivere imidlertid ikke helt villige til at drage. Desuden har den iøjnefaldende diskrepans mellem universiteternes faktiske transformationer og de officielle formuleringer i skåltaler, lovgivningstekster og ministerrådserklæringer i sig selv bidraget til, at spørgsmålet om ideen med universitetet igen har trængt sig på i de seneste års internationale debat. I lyset af de aktuelle tendenser forsøger en stor del af den internationale litteratur faktisk både at forsvare de klassiske ideer med universitetet og samtidig at forny det idemæssige grundlag for moderne universiteters virke (jf.