Kildekritisk tekstsamling. Группа авторов
Årbøger (annaler) er, som navnet siger, korte notitser om årets begivenheder, efter alt at dømme nedskrevet af anonyme munke i forskellige klostre (navnene er dog ikke altid dækkende). Men selv om de således kunne tænkes at være ført løbende, lader dette sig ikke efterkontrollere gennem skriverhænder o.l., idet ingen af dem er bevaret i originalaffattelsen. Tværtimod er der mange tegn på, at dele af én årbog kan have dannet forlæg for en anden, eller at notitserne i den nu foreliggende form først er blevet til på et senere tidspunkt (eksempler på begge dele kan findes i de her gengivne tekster).
12 Originalteksten har obiit, han døde (samme glose anvendes i teksterne 22, 23, 25, 26, 27, 28, 31 og 32), som er den almindeligste betegnelse for »at dø« (af obire, egl. at gå ud, gå bort).
13 Originalteksten har mortuus est, han er død (samme glose anvendes i tekst 24 og 30), verbum afledt af mors, død.
14 Hermed menes Sønderjylland.
15 Mange kirker førte såkaldte nekrologier (dødebøger), som er kalendarisk ordnede fortegnelser over afdøde personer, for hvem kirken hvert år skulle læse sjælemesse på deres dødsdag.
16 Artiklen benytter dels en samtidig, ikke udgivet udgravningsrapport af W. Mollerup, dels en kort omtale, ligeledes af W. Mollerup, i Nationalmuseets anden Afdeling. Redegørelse for dens Virksomhed siden 1892 (udsendt 1908).
Kampen om Gotland 1361-76
Opgaveformulering
Giv på grundlag af en kildekritisk analyse af det gengivne materiale:
(1) en redegørelse for, hvad vi kan vide om Valdemar Atterdags felttog til Gotland i 1361;
(2) en kronologisk redegørelse, så vidt det lader sig gøre, for hvem, der havde herredømmet over Gotland i tidsrummet 1361-76.
Indledning
Øen Gotland var i ældre middelalder en rig ø med omfattende handel. Politisk hørte øen formelt under Sverige. Gotlands forhold til Sverige var dog ret løseligt. Der betaltes en årlig skat til den svenske konge, men svensk lovgivning var ikke gældende på øen. Ved midten af 1300-tallet var Gotland mest behersket af de fortrinsvis tyske købmænd i den betydelige handelsby Visby, der var medlem af de tyske hansestæders forbund.
Hansestæderne omfattede et stort antal byer langs Østersøens øst- og sydkyst, Nordsøens sydkyst, de tyske floder og i det nuværende Holland. Den ledende by var Lübeck, og fællesskabet bestod især i, at man havde fælles handelsprivilegier på de vigtigste markeder og toldfrihed hos hinanden. Dette, og behovet for at beskytte handelen, medførte en livlig mødevirksomhed, som dog ofte var begrænset til en mindre del af byerne. I perioder førte Hansestæderne, eller nogle af dem, fælles krig eller fælles indsats mod sørøveri. Det blev finansieret ved opkrævning af en såkaldt »pundtold« i de hansebyer, der deltog i indsatsen. Hanseforbundet var altså en forholdsvis løs organisering af byer, der hver for sig var selvstyrende eller i større eller mindre grad underkastet de fyrster, der beherskede det omliggende territorium.
Det danske rige var gået i fuldkommen opløsning i 1320’erne, og da kong Christoffer 2. døde i 1332, var alle dele af riget pantsat til fremmede herrer, især to holstenske grever. Kort før kongens død udbrød der oprør mod den holstenske panteherre i Skåne, grev Johan. Skåningene henvendte sig til kong Magnus Eriksson af Sverige og Norge og bad om hjælp. Enden blev, at kong Magnus overtog panteherredømmet over Skåne ved at udbetale den store sum, som Skåne stod i pant for, til grev Johan.
Magnus Eriksson var i 1319 som treårig blevet konge af både Sverige og Norge. Hans regeringstid blev præget af stærke modsætninger til aristokratiet i de to lande. I 1343 blev det besluttet, at hans yngste søn, Håkon, skulle efterfølge ham i Norge, når han blev myndig, og at den ældste, Erik, skulle efterfølge ham i Sverige, men først efter Magnus’ død. I 1355 tiltrådte Håkon som norsk konge, mens Erik året efter satte sig i spidsen for et aristokratisk oprør mod faderen i Sverige, hvilket medførte, at kong Magnus mistede magten i store dele af landet frem til Eriks død i 1359.
I 1340 besteg kong Christoffer 2.s søn, Valdemar Atterdag, den danske trone. Han fik overladt det nordligste Jylland, men skulle så fremskaffe og udbetale pantesummerne for resten af landet, før han kom i besiddelse af det. Frem til 1360 lykkedes det ham med en blanding af militære, politiske og økonomiske midler at få kontrol over næsten hele Jylland og øerne.
For kong Magnus af Sverige og Norge var det meget om at gøre, at Skåne blev hans som en permanent besiddelse, der fremover skulle regeres sammen med Sverige. Det gik Valdemar Atterdag ind på i 1343 for derved at sikre sig ro på denne front.
I 1359 blev der i forbindelse med den unge Eriks oprør mod faderen indgået en alliance mellem Valdemar Atterdag og kong Magnus og dennes søn, kong Håkon. Alliancen blev beseglet med en aftale om ægteskab mellem kong Håkon og Valdemars datter Margrethe. Året efter, i 1360, fandt Valdemar Atterdag imidlertid en gunstig lejlighed til at angribe og erobre Skåne. Og det følgende år gik han videre mod de indtil da svenske øer Øland og Gotland.
Valdemar Atterdags fremfærd betød naturligt nok, at kongerne Magnus og Håkon søgte hjælp mod Valdemar. I juni 1361 indgik de en alliance med grev Henrik af Holsten. Og i september 1361 indgik en svensk delegation og en række hansestæder et angrebsforbund mod Valdemar Atterdag, ligeledes med henblik på at vinde det tabte tilbage. En hanseatisk flåde, der belejrede Helsingborg Slot, blev dog i sommeren 1362 slået af Valdemars styrker. Derpå blev der i november samme år mellem Danmark og de involverede hansestæder indgået en ca. toårig våbenstilstand, som kong Magnus tilsluttede sig den 21. december.
I mellemtiden oplevede kong Magnus i november 1361 et oprør fra de svenske stormænd i samspil med sønnen, kong Håkon. Magnus blev fængslet, og i februar 1362 blev Håkon valgt til svensk konge, men senere på foråret blev fader og søn igen forsonede og kunne i fællesskab vende sig mod stormændenes ledere.
Modsætningen til de svenske stormænd førte efterhånden til, at de to konger igen søgte alliance med Valdemar Atterdag, og 9. april 1363 blev kong Håkon i København omsider gift med Valdemars 10-årige datter Margrethe. Det førte til, at de utilfredse svenske stormænd gik i aktion. I løbet af efteråret aftalte de med hertug Albrecht af Mecklenburg, at hans søn af samme navn skulle være svensk konge. Mod slutningen af 1363 drog en mecklenburgsk-holstensk hær til Sverige, og i februar 1364 blev den yngre Albrecht af Mecklenburg formelt valgt til konge af Sverige. Magnus og Håkon kunne dog fastholde herredømmet over dele af det vestligste og sydligste Sverige, også efter at de tabte et slag i foråret 1365, der førte til, at kong Magnus blev taget til fange.
I foråret 1366 lykkedes det kong Håkon at få Valdemar Atterdag til at gå ind i krigen mod kong Albrecht af Sverige. I sommeren 1366 mødtes Valdemar imidlertid med bl.a. hertug Albrecht af Mecklenburg på Ålholm Slot på Lolland, hvor der blev sluttet en foreløbig fred mellem mecklenburgerne og Valdemar Atterdag. Fredsaftalen skulle siden ratificeres i begyndelsen af 1367, men dette skete aldrig, idet Valdemar i modsætning til mecklenburgerne, herunder kong Albrecht af Sverige, ikke mødte op på aftalt tid og sted.
Selvom der i mellemtiden var sluttet fred mellem Danmark på den ene side og Hansestæderne og Holsten på den anden, virkede Valdemar Atterdags virksomhed fortsat stærkt provokerende på de fleste magter i det nordlige Europa. Mecklenburgerne pustede naturligvis til ilden. I november 1367 indgik et meget stort antal hansestæder den såkaldte Kölnerkonføderation mod Valdemar. Dette blev i begyndelsen af 1368 fulgt op af alliancer med mecklenburgerne inklusive Sverige, med Holsten, hertugen af Slesvig og et stort antal jyske stormænd med det formål at dele Danmark mellem de involverede fyrster. I løbet af 1368-69 erobrede de allierede en række danske borge, især langs Øresund, men takket være, at Hansestæderne indgik en separatfred, den såkaldte Stralsundfred i 1370, slap Valdemars rige