Kildekritisk tekstsamling. Группа авторов
men til stor skade og splid for svenskerne. […]
Uddrag af Olaus Petri:56 Een swensk Cröneka. Gengivet efter oversættelsen i Tortzen, s. 87f
[…]
Så havde og kong Magnus det så bestilt, at kong Valdemar skulle fare til Gotland og straffe dem der på landet, men hvad årsagen har været dertil, kan man ikke ret vide. Nogen siger dog, at han lod det gøre, fordi de der på landet ikke ville give ham sådan skat, som han begærede af dem. Dog, hvordan det nu end er, så er det jo klart, at han har haft en ond vilje til dem, og da han ikke selv for rigens råds skyld kunne straffe dem, som han ville, lod han en anden gøre det.
Samme kong Valdemar fordærvede Gotland i grund. I tre slag på een dag overvandt han dem der på landet, og 1800 bønder blev slagne på Sankt Jacobi aften [= 24. juli] a[nno] d[omini] 1361. Da fordærvedes landet så, at det aldrig kom til sådan magt igen, som det før var. Det var i fortiden et mægtig rigt land, thi dér havde været stabelen57 i Østersøen. Men nu blev det fordærvet. Og kong Valdemar lod alle rigdomme føre bort fra landet, usigeligt guld og sølv. Dog kom det ham ikke til gode, thi skibet, som det var i, blev borte. Han satte også sine fogeder og befalingsmænd der på landet. Men de blev der ikke længe, førend bønderne slog dem ihjel. Så skændede kong Valdemar også Øland, ødelagde slottet der, og der blev 500 bønder ihjelslagne og landet plat fordærvet.
Det behagede rigets råd og de svenske ganske ilde, og de blev så meget værre tilfreds, end de før var, at kong Magnus således lod Skåne gå bort og kronens land fordærve. De havde også mange andre sager imod ham, hans onde levned udråbtes åbenbart, mange til forargelse, og det rygte udgik om ham, at han ikke andet havde i sinde end at fordærve riget i grund.
[…]
Uddrag af Arild Huitfeldt:58 Danmarckis Rigis Krønnicke, Chronologiae II (København 1601).Gengivet på moderniseret dansk efter Tortzen, s. 88f
[…]
År 1361 var der atter krig imellem kong Valdemar og kongen af Sverige, hvilken kom for mange artiklers og løfters skyld, som tilforn var lovet, og endnu skulle fuldgøres, som var for det giftermåls skyld med kong Håkon og hans datter, som var lovet og ikke bragt i stand. Den svenske historie indeholder, at kong Magnus har været vred på de gotlandske og handlet med kong Valdemar, at han skulle overdrage dem: hvilket og kan være lovet tilforn og af begge samtykket. Thi siden Visby blev en stabel- og oplagsplads, viste de kong Magnus føje vilje af deres land.
Kong Valdemar drager med sin hær først til Øland, hvor han ihjelslog 500 mand, besatte Borgholm, indsatte sin høvedsmand der og gjorde sig hele landet underdanigt. Men da han var bortdraget, fik de svenske Øland tilbage. Derfra drog han til Gotland, hvor han gjorde tre slag med almuen på én dag og blev dem overmægtig. Af landfolket blev slagen 1800. Da han kom til byen, stod den ham velvilligt overfor, dog ville han ikke drage ind ad porten, men lod nedslå et stykke mur og kom igennem med hans hele slagorden: hvilket skete fjerdedagen for S[ankt] Jakobs dag.59 Her samlede han et usigeligt stort bytte og rov, fordi det var en stabelstad og oplagsplads, og med samme rigdom sejlede han tilbage. Et af hans skibe blev under Karlsø60 med kosteligt gods fra kirker, klostre og borge taget af søen med meget sølv på. […] Herefter følger et afsnit om Visby som den rige stabel- og handelsstad. Det slutter med ordene:
[…] Til hvad rigdom den by har været kommet er endnu at se af de mange skønne stenhuse, hvælvede gader og tårne om byen, som findes. Men der findes nu inden murene mange steder øde og goldhed, at man kan så nogle læster korn inde.
År 1361 stadfæstede kong Valdemar og hans søn Kristoffer dem i Visby alle deres privilegier og friheder, de før havde haft. Item61 forundte han dem at have slig frihed udi Danmark og udi fyrstendømmet, som andre hans undersåtter udi danske stæder havde. Sammeledes at bruge deres gods frit i riget, item at have deres egen mønt som af arild. Overværendes hertug Erik af Sachsen, hr. Claus Lembek, hr. Henning Podebusk, hr. Valdemar Sappe. Datum 5. dagen efter Olai dag [= 3. august] år 1361 til Visby.
[…]
Uddrag af Hans Nielssøn Strelow:62 Cronica Guthilandorum. Den Guthilandske Cronica (København 1633). Gengivet på moderniseret dansk efter Tortzen, s. 89-94
[…]
Udi Sverige stod det meget ilde til. Kong Magnus førte et utugtigt, sodomitisk63 levned, ville ej lade sig sætte til rette, skønt ofte påmindet, hvorfor hans regimente var alle hadeligt. Han forliger sig med kong Valdemar og giver ham Skåne igen. Kong Valdemar mente, at de tyske, som havde det i pant, kunne ej sælge det, som de ikke ejede: han [kong Magnus] frygtede for sine egne undersåtter og turde ikke forlade sig på dem, hvorfor han forbinder sig med kong Valdemar. De svenske historier siger, at han endogså skulle have bevilliget kong Valdemar, at han måtte indtage Gotland og Visby, thi de viste kongen af Sverige en ringe ting til vilje af deres by. Kong Valdemar drager til Gotland som en købmand om høsten, har haft sit tilhold længst sydpå i landet, 10 mile fra Visby, hos én af høvdingene i landet ved navn Unghanse (er kommet i venskab med hans datter, som er blevet frugtsommelig. Hendes far er engang kommen forsnart,64 da de var ene, gav han kong Valdemar en ørefigen, som han på den tid tog til takke). Er den vinter ofte kommet til Visby og rejste landet igennem, udspejdede hvor stærke de var og lejligheden over alt landet med lejlighed til hans skibsflåde at ansætte.
Kong Magnus fortrød, at Skåne således var borte, og fik kundskab om, at kong Valdemar gjorde sig rede med en stor krigsmagt, og han ville forsvare det han havde. Kong Magnus tænkte, at Gotland lå i hans vej i Østersøen, og at Visby var meget berømmet alle vegne for sin rigdoms skyld. Hvorfor han skriver til indbyggerne på Gotland og i Visby […] Brevet er så lydende.
Her følger tekst 1 i latinsk originalaffattelse.
Heraf kan man let slutte, at de svenske tager fejl i deres beskyldninger mod kong Magnus. Han har ikke været, som de foregiver, som af ovennævnte dokument er bevist, at han skulle have givet sit samtykke til, at kong Valdemar indtog Gotland, eller villet deres fordærv.
[…]
Han kom til landet ved Chronevold [Kronvald], hvor indbyggerne straks holdt slag med ham, og han blev dem overmægtig. Siden samlede de sig igen og holder et andet slag med ham på Fiellemyer i Meistebye [Mästerby]. Den anden dag holder de på samme sted et tredje slag, og da blev den gotlandske magt nedlagt, de andre taget til fange. Der lod han oprette et stenkors, som står i Grensgård. Om det er flyttet fra Fiellemyer, eller stedet, hvor gården står, har ligget i myren, er mig uvist. Da de i Visby hørte om dette store nederlag, som kong Valdemar havde gjort guterne, og at han havde i sinde at belejre Visby, lod de forstæderne uden for den østre og nørre port nedbryde, som aldrig siden blev genopbygget, og de lod deres folk forsamle. Han drog med sin krigsmagt for Visby stad og belejrede den, men borgerne gjorde udfald og sloges med ham, hvorved 1800 blev ihjelslagne. De kunne ej længere udstå belejringen og yde mere modstand, men gik ud af byen og svor ham og leverede ham byens nøgle og regimentet. På stedet, hvor dette skete, lod han til minde derom oprejse et stenkors og lod der på udhugge disse efterskrevne ord, og står samme kors i slottets bedning.65
Her følger tekst 22 i latinsk originalaffattelse.
Men han ville ikke inddrage ad portene, thi han frygtede for forræderi (eller at det ikke skulle siges, at de havde givet sig under ham, og at han ikke med krigsmagt havde vundet byen). Men han lod straks nedslå et stykke mur ved den søndre port, hvor han er draget