Kildekritisk tekstsamling. Группа авторов
man skulle se mere op til dem end til verdslige stormænd. Og følgen blev at der i Danmark ikke er andre end kongen, biskopperne og den der regnes for den sandsynligste tronfølger, der kan trække nogen af dem for retten i en verdslig sag.
6. Knud forsøgte også at vænne befolkningen, som endnu ikke havde stor erfaring i kirkelige sager, til at betale tiende. Men han fik ikke noget ud af sine overtalelsesforsøg, for kristendommen var stadig i sin vorden og ikke moden nok til den slags.
[…]
Ellevte bog, kapitel 13
1. Skønt kongen på alle områder havde ført sig frem med både fromhed og flid, gjorde han sig dog særligt bemærket for sin kærlighed til kirken, som han aldrig tabte af syne og altid fulgte til punkt og prikke. Da det gik op for ham at hans mange brødre i deres ungdommelige uregerlighed var noget af en plage for fædrelandet, udstyrede han dem alle sammen med store og rigelige indtægter, hvorefter han – bortset fra Oluf, der sad som jarl i Slesvig – optog dem alle i sin hird og derved for egen regning lettede landet for dets byrder.
2. Endelig blev han opmærksom på at mens våbnene havde ligget uvirksomme hen, var danskernes ry blegnet siden hans grandonkels5 dage, og langsomt blev han grebet af en lyst til at genoplive fortiden. Han ville ligne ham, og hvis det skulle gøres til bunds kunne han ikke nøjes med de udmærkelser hans egne initiativer havde skaffet ham med sejrene over folkene mod øst, så nu satte han sig for at generobre England, som han burde have arvet, men som var gået tabt på grund af ulykkelige omstændigheder. Hans tanke var nemlig at hans forfædre aldrig havde haft større berømmelse som krigere eller større besiddelser og rigdomme end dengang de herskede over England, og at denne ene ø havde kastet større glans over dem end alt det bytte de havde sikret sig i landene mod øst. De forbilleder kunne kun dumme og degenererede mennesker finde på at svigte, og det var bedre helt at undvære et rige end at være klemt inde som konge over et lille bitte stykke land. Derfor skulle hans handlinger leve op til hans forfædres tapperhed: han ville udrette noget der svarede til deres bedrifter, og for at kunne måle sig med sin berømte forfar lagde han hele sin energi i at genopbygge alt det hans far havde spoleret med sin dovenskab – for han hadede sin far, men forfaderen var hans ideal.
3. Til en begyndelse betroede han i hemmelighed Oluf sin plan, og da Oluf opmuntrede ham til at gennemføre den, afslørede han den også for folket. Alle gik ivrigt med på ideen. Kongen havde troet at Olufs svar var udtryk for hans broderkærlighed, men i det skjulte var han hans rival. Knud anede bare intet om Olufs lumske hykleri og kunne ikke forestille sig andet end at han gengældte hans varme følelser. Og selv om hans fornuft sagde ham noget andet, forbød hans rene tankegang ham at fatte så lav en mistanke om sin egen bror, for man skulle ikke kunne sige om ham at han uden årsag frakendte sin egen familie troværdighed, og af bar skræk for forræderi ikke kunne se forskel på venner og fjender.
4. I sin stræben efter kronen havde Oluf fuldstændig glemt hvad man skylder sin bror, men han skjulte sit dybt upålidelige væsen bag en facade af fuldendt troskab, og da kongens projekt var blevet offentligt kendt, nøjedes han ikke med at støtte det med smigrende ord, han opfordrede ham ligefrem til at gennemføre det – ikke fordi han havde noget håb om at Knud kunne generobre det mægtige rige, men fordi han agtede at vende vanskeligheden ved det befalede til had mod den der gav befalingen. Han betragtede sin brors tankegang med foragt og besvarede hans loyalitet og broderkærlighed med forræderi og næsten med brodermord. For han lagde mærke til hvor upopulær Knud blev på sine nye love, der skulle genoprette den strenge justits som hidtil var blevet forsømt, og for at øge modviljen mod ham opmuntrede han ham privat til at gennemføre det der var ildeset i offentligheden. For ikke at være alene om sine kupplaner samlede han en flok udvalgte forbundsfæller i en hemmelig sammensværgelse. Og intrigerne havde deres virkning: De stormænd som kongen med sine indgreb havde stækket i deres voldelige fremfærd, tilsluttede sig nu Olufs morderiske planer.
5. Knud selv forestillede sig nu at alle var mere optaget af heltegerninger end af misgerninger, så han kaldte flåden sammen og begav sig til strandene ved Limfjorden, hvorfra der er en ganske kort passage ud til Vesterhavet. Den var dengang sejlbar, men er nu lukket af en sandbanke.6 Her sad kongen så i lange tider og ventede på sin bror, og mens afsejlingen trak ud, mistede hæren gejsten. Oluf kom med undskyldninger for sin langsommelighed, men udskød stadig sin ankomst dag ud og dag ind, og sådan gennemførte han sin lumske plan for at forpurre hele felttoget mens han med alverdens løgne og opdigtede forhindringer forsøgte at skabe grobund for sit forræderi. Han håbede nemlig han kunne trække forsinkelserne så meget i langdrag at kongen enten drog af sted uden ham, hvorefter han kunne tage riget fra ham mens han var væk, eller måtte vente så længe at hæren gik i opløsning for ham, hvorefter han enten måtte lade desertørerne gå, og derved miste folkets respekt, eller straffe dem – og derved gøre sig grundigt upopulær. Sådan holdt Oluf sin bror og herre for nar, og så luskede og beregnende var de kneb han brugte til at undergrave forberedelserne til en ædel og tapper plan.
6. Og hans snedige plan slog da heller ikke fejl: alle blev lede og kede af at vente på ham, og hele flåden gjorde mytteri mod kongen. Knud, der ikke havde nogen ide om hvad hans bror var i færd med, havde gang på gang presset på for at han skulle komme, og da han endelig fik besked om hans forræderi, gav han flåden ordre om at vente mens han selv og en lille udvalgt flok mænd fór af sted til Slesvig, hvor hans ankomst kom fuldstændig bag på den lamslåede bror. Han blev nu ført frem for kongen og sat under anklage, og da han ingen brugbare argumenter havde til at afvise beskyldningerne, betragtede kongen ham som skyldig og ude af stand til at sige noget til sit forsvar, hvorefter han gav sine krigere ordre om at lægge ham i lænker.
7. Men den vanære mente krigerne ikke man kunne byde en mand af kongeligt blod, så de nægtede at udføre den. Deres ærbødighed over for kongefamilien var så stor at de hellere ville straffe dens medlemmer med døden end med lænker, for i deres øjne var det der er et almenmenneskeligt vilkår, lettere at bære end det der er en straf for trælle. I det hele taget regner vores folk traditionelt lænker for den mest ydmygende straf, og den værst tænkelige skæbne, for de holder på at en vanærende straf rammer et ædelt sind hårdere end en blodig. For dem er den ene langt værdigere end den anden – og forskellen imellem dem er lige så stor som mellem naturens orden og en ond skæbne.
8. Den opgave der var blevet betroet krigerne, udførte så i stedet Knuds og Olufs fælles bror Erik. Hans holdning var at man måtte tage større hensyn til en lovlig ordre end til en fjendtligsindet bror, og at man ikke bør skåne sin familie når det drejer sig om at straffe forbrydelser. Den der har mistet sin anstændighed, kan ikke forlange ærbødighed for sin slægt, og en hæslig karakterbrist vil fordunkle selv den mest strålende afstamning. Derfor så han ikke så meget på broderens navn som på hans morderiske planer. Så lavt kan slægtskab synke i værdi ved ussel adfærd.
Ellevte bog, kapitel 14
1. Herefter satte kongen den lænkede Oluf på et skib til Flandern, hvor han fik ham anbragt bag lås og slå. De sammensvorne fik ingen klar besked om hans tilfangetagelse, hverken rygtevis eller per sendebud, og nu fandt de på et snedigt kneb til at få hæren opløst: de klagede over kongens fravær og al den tid han spildte på at vente, og satte hele flåden fluer i hovedet med hemmelige opfordringer til at tage hjem igen. Hvis nogen åbenlyst havde opfordret til dét, skulle han efter loven have hele sin ejendom konfiskeret og selv straffes med landsforvisning eller dødsstraf. Derfor fandt de der nu ophidsede mændene til mytteri, det sikrest at folket selv tog ansvaret for oprøret, uden at bagmændene stod frem, så det ikke var enkeltpersoner, men hele forsamlingen der kunne anklages for mytteri. Og over for den kortsynede og ubesindige folkemængde var stormændenes luskede argumenter så slagkraftige at det i lige så høj grad var deres autoritet som den kedsommelige ventetid der gjorde at folket uden betænkning greb muligheden for at rejse hjem. Da kongen hørte det, blev han først bedrøvet, men senere glad. Han gjorde nemlig forurettelsen til et kirkeligt anliggende og greb anledningen, nu hvor der skulle betales en bod, til for første gang at opkræve tiende. Han var begejstret over at et heldigt tilfælde havde givet ham så nyttigt et redskab til det projekt i hånden, og hans