Kognitiv poetik. Группа авторов
forsøgsvis observerbart ved hjælp af hjernescanning af æstetisk oplevende personer. Naturligvis ligger den reduktionistiske blindgyde her lige om hjørnet, idet æstetisk oplevelse således tjener som en blandt mange mulige empiriske kilder til illustration af hjernefunktion, og følgelig et delbidrag til hjerneforskning som sådan, snarere end til udforskning af den æstetiske oplevelse som netop oplevelse, altså som subjektivt bevidsthedsfænomen. For så vidt kan neuroæstetik siges at repræsentere en noget anden bestræbelse end den kognitive poetik, som al metodologisk og ontologisk diversitet til trods dog har det litterære fænomen som sit primære objekt.
Hvad empirisk orientering inden for litteraturforskningen angår, bidrager Richards i Practical Criticism (1929) med en så at sige principiel receptionsorientering i kritikken, som ellers først i 1970’erne bliver udbredt i efterfølgelse af Stanley Fish (1967) og Wolfgang Iser (1976), der repræsenterer henholdsvis angelsaksisk reader-response criticism og tysk receptionsæstetik. En decideret praktisk-empirisk drejning har receptionsorienteringen taget med arbejder som Kintgens The Perception of Poetry (1983), hvis resultater på grund af et begrænset empirisk udgangspunkt imidlertid er noget pauvre, og endelig mest konsekvent og overbevisende med en lang række publikationer fra og omkring David Miall, senest (2007). Disse er uden tvivl blandt de mest frugtbare bidrag til denne forskningsretning, som alt efter definition kan betragtes som tangerende eller liggende i centrum for det, som en kognitiv poetik må handle om.
Nuvel, med hjernen ude af (scannings)billedet, hvad er da såkaldt kognitiv poetiks hovedsag? Reuven Tsur, den første til at lancere selve betegnelsen, spørger netop om det samme: What is Cognitive Poetics? Svar på det spørgsmål skal vi i det følgende give bud på, og det i et videre teorihistorisk perspektiv. Hvad vi imidlertid allerførst har at gøre os klart er, at navngiveren ikke er ejeren. Tsurs kognitive poetik er blot én, omend nok så væsentlig, version af det, som må betragtes som en omfattende, mangfoldigt praktiseret og frem for alt teoretisk ikke-enhedslig forskningsbestræbelse i moderne litteraturvidenskab. Først og fremmest gør der sig mellem de forskellige praksisser en grundlæggende filosofisk, nærmere bestemt ontologisk, skillelinje gældende. Hvor de forskellige kognitive poetikere placerer sig i forhold til denne skillelinje, afhænger af, hvordan de besvarer spørgsmålet: Hvad er litteratur?
Et svar, som er repræsentativt for en udbredt, stærk strømning, især inden for angelsaksisk kognitiv poetik, gives i ovennævnte Peter Stockwells Cognitive Poetics: An Introduction (2002), den første introducerende lærebog til feltet: “Eftersom det mange gange er blevet påvist, at der i form af litterært sprog ikke gør sig noget iboende anderledes gældende, er det rimeligt og sikkert at undersøge litteraturens sprog ved brug af tilgange frembragt i sprogsystemet i almindelighed” (Stockwell 2002: 7 [overs. red.]; den sidste formulering sigter muligvis til tilgange frembragt under studier af det almindelige sprogsystem, m.a.o. almen lingvistik). Som det fremgår, opfattes litterær sprogbrug her som ikke grundlæggende forskellig fra almindelig sprogbrug og følgelig som beskrivelig, endda forklarlig, ved hjælp af sprogvidenskabelig teori og metode. Metodologi og ontologi hænger for så vidt sammen: eftersom det litterære sættes ikke at være noget særligt sprog, kan det udforskes som ethvert andet. Ifølge en sådan ontologisk forståelse bliver kognitiv poetik uden indre logisk modsigelse til applikation af resultater fra kognitiv lingvistik.
Denne opfattelse er der imidlertid gode grunde til at betvivle, som sagt ikke på logisk grund, men derimod af fænomenologiske grunde. En indvending er, at en rent lingvistisk tilgang medfører en fare for, at det litterære fænomen, objektet for den kognitive litteraturteori, tabes af syne – med hensyn til selve dets fænomenale særegenhed. Men identifikationen af hverdagssprog og litterært sprog er udbredt og karakteriserer det ontologiske grundlag for væsentlige dele af kognitiv poetik. Den forfægtes således både konsekvent og radikalt i forskellige værker af Mark Turner, der i forlængelse af Gilles Fauconnier er med til at udvikle den uhyre indflydelsesrige teori om konceptuel integration eller blending (vi skal se eksempler på kognitiv-poetisk praktisering af denne teori i nærværende antologi, jf. Turners og Eve Sweetsers tekster). Sammen med den kognitiv-semantiske pionér George Lakoff forfægter Turner i bogen More than Cool Reason: A Field Guide to Poetic Metaphor (1989), som er baseret på Lakoff og Mark Johnsons klassiker Metaphors We Live By (1980; dansk oversættelse, Hverdagens metaforer, 2002), og som vi bringer et centralt kapitel fra i denne antologi, den tanke, at det poetiske ikke er artsforskelligt, blot gradsforskelligt fra sproget som sådan. Der er overensstemmelse mellem det poetiske sprog og det almene sprog i forhold til den måde – per kognitiv-semantisk definition: den metaforiske modus – hvorpå bevidstheden eller det menneskelige begrebsunivers sprogligt kommer til udtryk. Turner kan følgelig tage skridtet fuldt ud og tale om The Literary Mind (1996; dansk oversættelse, Den litterære bevidsthed, 2000), som titlen på en populær bog lyder, uden hermed at karakterisere det litterære specielt, derimod det bevidsthedsmæssige alment. Med samme logik giver det følgelig mening at tale om The Artful Mind (Turner (red.) 2006) i forbindelse med Cognitive Science and the Riddle of Human Creativity (som dette i øvrigt fascinerende værks undertitel vil det), og – idet det skabende eller poetiske sættes som en egenskab ved sindet som sådant snarere end nogen specifik fænomenal aktivitet – at beskrive det “kreative sind” inden for de kognitiv-semantiske rammer af The Poetics of Mind, som det hedder i en studie af Lakoff-eleven Raymond W. Gibbs, Jr., med undertitlen Figurative Thought, Language, and Understanding (1994).
Teorihistorisk står denne ontologiske position i modsætning til opfattelsen af det litterære som en særegen semiotik, nemlig en sådan kommunikations- og erkendelsesmåde, som adskiller sig fra almindelig sprogbrug ved den organiske måde, hvorpå udtrykket i sig selv fremtræder betydningsskabende. Antagelsen af en sådan organicisme er det, som danner teoretisk fællesgods for formalistisk, romantisk og i grunden aristotelisk poetik – i denne antologi er denne forståelse af litteratur repræsenteret af Tsur og den store kultursemiotiker Jurij M. Lotman samt interessant nok tillige Sweetser, den også på dette punkt selvstændige elev af Lakoff.
Det mest artikulerede eksempel på, at kognitiv poetik er andet – mere og dybere – end appliceret kognitiv lingvistik, herunder semantik, er Tsur, hvis programmatiske oversigtsartikel “Aspekter af kognitiv poetik” fra 2002 vi bringer som det tredje bidrag til denne antologi. Mens den kognitive semantiks bidrag til det poetiske billedsprogs teori – hvoraf vi bringer centrale dele i antologiens anden (Lakoff og Turner) og fjerde tekst (Turner) – lader ane konturerne af en poetik, nemlig en sprogligt empiriorienteret teori om kognitionen, der behandler poetisk sprogbrug som analytisk illustrationsmateriale, da er Tsurs teoretiske bestræbelse af en anderledes ægte vare som poetik betragtet: poetisk først, kognitiv næst. Når således vor femte bidragyder, Sweetser, i forbifarten får nævnt Tsur i samme åndedrag som en række kognitive lingvister, hvor Sweetser selv i øvrigt er blandt de fremmeste, er dette en teorihistorisk betragtning, som hermed kan gives et lettere korrektiv.
Antologien indledes med centrale dele af forordet og et kapitel fra Lotmans sene hovedværk, Bevidsthedens univers: En semiotisk kulturteori (russisk original udg. 1996, engelsk oversættelse 1990), et teorihistorisk centralt dokument til refleksion af strukturalistisk tegnteoris indre udvikling hen imod kognitionsteori. Lotman ser som semiotiker den poetiske kreativitet som udspringende af en mental bearbejdning af en spænding mellem betydningssystemer, eller “sprog”, dette på et neurovidenskabeligt inspireret grundlag, som videreføres i den kognitive forsknings tilgang. Man kan sige, at Lakoff og Turners kognitionsteori på lignende vis tager to betydningsprocessers forbindelser i betragtning: billeddannelsens og begrebsdannelsens, sammensat via den konceptuelle metafor. Problemet her er, som Tsur gør opmærksom på, stivheden i de to dannelsers fungeren og dermed i resultatet, som er rent prædikativt, snarere end emotionelt. Tsurs analyse hviler på et mere kropsligt-sanseligt syn på dannelsen af betydninger, som ikke så meget er begreber, som de er følelser, begrebsbaggrunde. Den kreative og åbent betydende betydningsdannelse er til gengæld i forgrunden hos Turner i hans nye analytik, der studerer betydningers “emergens” i kraft af mentale rums forbindelser i blendede rum. Dette fænomen udnyttes endelig af Sweetser i en egentlig litteraturkritisk analyse af et dramatisk værk, der synes at åbne sig signifikant for netop denne tilgang, så dets kognitive potentiale både begrebsligt og emotionelt kommer til sin ret.
Ligesom en væsentlig