Kognitiv poetik. Группа авторов
Mere korrekt ville det uden tvivl være at beskrive forholdet således, at det er den kultur-/bevidsthedssemiotiske teoribygger, der anlægger, snarere end hjerneforskningen, der afdækker, den pågældende analogi. Lotmans her bragte arbejde er, som så meget fra denne forskers hånd, af stor teoretisk – og ikke mindre teorihistorisk – værdi. Værdifuld er således teoretiseringen af den traditionelle retoriks tropologiske strukturer, først og fremmest metaforen og metonymien, som udtryk for kreativ tænkning som sådan. Når Lotman tænker sig de retoriske troper som størrelser, der fundamentalt har at gøre med kreativ tænkning, rækker denne teoretiske tænkning dybest set tilbage til selve litteraturteoriens aristoteliske udgangspunkt. Og historisk værdifuld er denne nyskabende teoretiske tænkning som udtryk for en orientering inden for den fænomenologiske strukturalismes videnskabelige paradigme hen imod – for nu at sige det med endnu en velvalgt term præget af Holenstein (1992) – en kognitiv semiotik.
LAKOFF OG TURNER
Antologiens anden tekst introducerer en tekstanalytisk tilgang, som tager udgangspunkt i en kausal sammenhæng mellem kognition og sprog og forbinder litterær analyse og sproglig analyse gennem den kognitive lingvistik. Poetisk sprogbrug bliver her anskuet som en ekspressiv manifestation af stabile begrebsforbindelser i bevidstheden, forbindelser, som ligger til grund for al sprogbrug, inklusive den litterære.
George Lakoff (f. 1941) og Mark Turner (f. 1954) giver i bogen More Than Cool Reason: A Field Guide to Metaphor (1989) en gennemgang af den kognitive metaforteori, som Lakoff og Mark Johnson havde lanceret ni år tidligere med Metaphors We Live By (1980, dansk 2002). I den her valgte tekst underforstås det begrebsapparat, som Metaphors We Live By introducerede, ifølge hvilket der skelnes mellem sprogligt udtrykte metaforer (f.eks. “Vores forhold er kørt fast”) og de “konceptuelle metaforer”, som de sproglige metaforer udtrykker (f.eks. ‘Et kærlighedsforhold er en rejse’). Når Lakoff og Turner i denne sammenhæng taler om “metaforer”, henvises der til de underliggende konceptuelle metaforer.
Metaforer er således ifølge denne opfattelse ikke sproglige størrelser, men er snarere tankens egne former; man tænker en genstand eller et emne gennem en anden genstand eller et andet emne. Hvorfor? For at drage slutninger om det, man tænker på, ud fra det andet emnes egenskaber i en form for genbrug af en allerede foreliggende følgeslutning. Den kognitive fordel, der drages, består i, at svagt definerede abstrakte erfaringsdomæner herved kan konceptualiseres via strukturer fra mere konkrete erfaringsdomæner. I More Than Cool Reason drejer det sig om at vise, hvordan disse konceptuelle dannelser fungerer i poetisk sammenhæng. I det centrale kapitel, som vi her bringer, drejer det sig om at demonstrere denne opfattelse af billedsprog – et sprogsyn, der ellers netop ikke giver poesien noget forspring frem for nogen anden sprogbrug, hvad angår metaforiske forekomster. Demonstrationen tager udgangspunkt i en enkelt, afsluttet poetisk tekst: et digt. Forfatterne viser, at teksten er fuld af lokale, mere eller mindre trivielle konceptuelle metaforer, der blot indgår i konstruktionen af en meddelelse om en bestemt visuel oplevelse, en oplevelse, der derefter fortolkes som globalt metaforisk udtryk for en mere abstrakt og vidtgående idé. Digtet afsøges således to gange: ved en lokal læsning og ved en global tolkning. I tolkningen bliver et arkitektonisk linjespils dynamik til en intentionel og eksistentiel dynamik, som leder tanken bort fra arkitekturen og æstetikken og i retning af religion og religiøse værdier.
Hvorvidt den globale metaforik stadig er konceptuel, eller den snarere må forstås som en udfoldet analogi, bør dog overvejes. Den almene formel ‘A er B’, dvs. “mål”-emnet er (i bestemte henseender som) “kilde”-emnet, er jo ikke anvendt i formaliseringen af den globale tolkning af digtet, hvilket peger på en tilsyneladende uafklarethed i forhold til visse af de retoriske kernebegreber: metafor, sammenligning, analogi og ikonicitet. Særligt forholdet mellem konceptuelle metaforer, ekspressiv udvidelse af konceptuelle metaforer (extension) og metaforisk fortolkning af tekster anskuet som samlede helheder (global fortolkning) savner en teoretisk redegørelse.
Denne uafklarethed er muligvis filosofisk begrundet og forbundet med en generel tendens i metaforteoriens tilgang til ikke at interessere sig for det enkelte digts udtryk og udsigelse, men i stedet at lade opmærksomheden rette mod de underliggende kognitive strukturer, som teksten anskues som værende udtryk for. Analysen blotlægger almene underliggende (metaforiske) koncepter, som også vil være at finde i dagligsprogets tekstlige manifestationer. Den emfatiske nivellering af poetisk sprogbrug og pragmatisk hverdagssprog kan udledes af en grundlæggende filosofisk indstilling til den menneskelige kognition, som udspringer dels af den analytiske filosofi og dels af den ontologiske fysikalisme, der udtrykkes i embodiment-teorien, og som gør metaforanalysen epistemisk relevant snarere end udtryksmæssigt relevant. Metaforen som fænomen ses her som redskab til erkendelse og ikke som betydningsbærende udtryk i en kommunikation. Abstrakte begreber kan med denne empiristisk funderede teori som udgangspunkt ses som metaforiske afledninger af konkrete, fysiske erfaringer. Litterære såvel som ikkelitterære tekster udtrykker således ifølge denne opfattelse noget alment i kognitionen snarere end noget specifikt i den ekspressive og intentionelt ladede udsigelse.
Hvad angår den valgte tekst – “To a Solitary Disciple” af William Carlos Williams – er det i denne sammenhæng værd at bemærke, at alternative læsninger og fortolkninger byder sig til, når fokus flyttes fra det metaforiske til de mere sanselige, såvel som kommunikative, aspekter i digtet. Den forelagte fromme, religiøse læsning er, som forfatterne også selv bemærker, blot én blandt flere mulige. Tog man eksempelvis udgangspunkt i den litterære udsigelses flertydighed – den flertydige udsigelse, som Jakobson (1960) omtaler som et af betydningspotentialerne i poesi – ville det åbne for andre fortolkningsmuligheder, idet teksten samtidig vil kunne læses som en henvendelse fra poeten til læseren, hvorved en ironisk betydning træder frem.
Endelig er det interessant, at Lakoff og Turner til sidst i denne artikel forsikrer om, at de ikke med deres litteratur-analyse agter at bedrive egentlig ‘litteraturkritik’. Dette er imidlertid netop, hvad en anden kognitiv poetiker, Sweetser, vælger at gøre i den tekst, som bringes til sidst i udvalget. Her kan altså spores to forskellige tilgange til litteratur inden for den kognitive poetik: en, som via sproglig analyse lader den litterære tekst oplyse os om virksomme strukturer i kognitionen, og en, som lader fokus hvile på litteraturens objekt: teksten selv. Eller udtrykt med et kiastisk formet billede: en, som spænder litteraturen for lingvistikkens vogn, og en, som spænder lingvistikken for litteraturens vogn.
Lakoff og Turner-tekstens styrke og største bedrift, udtrykt ved det første billede, må siges at være dels valget af en hel tekst og inklusionen af både læsning og fortolkning af den valgte tekst: det “globale” fortolkningsaspekt, og dels den konsekvente, metodiske tilgang til den sproglige analyse, som afdækker de stabile tankemønstre, vi som kødelige mennesker uafladelig benytter os af i vores erkendelse af den fysiske og sociale verden, der omgiver os.
TSUR
Reuven Tsur har skabt sin egen version af det, som han tidligt prægede med betegnelsen Cognitive Poetics (1983). Programmet fremlægges fuldt udfoldet i Toward a Theory of Cognitive Poetics (1992), som indeholder nybrydende arbejder fra de foregående årtier om billedsproglige, metriske og klanglige mønstre i poesi. Tsur har sin teoretiske baggrund i angelsaksisk nykritik, russisk formalisme og ikke mindst generativ metrik. Med det tidlige hovedværk, A Perception-Oriented Theory of Metre fra 1977, på en gang videreudvikler og overskrider Tsur den generative metriks paradigme: Det analytiske og teoretiske fokus på versets metriske struktur bliver til et fokus på, hvordan denne struktur virker på det perciperende subjekt, verslæseren. Til dette formål integrerer Tsur på frugtbar vis versteorien i perceptionsteorien, især af den gestaltpsykologiske observans.
Et indledende, grundlæggende spørgsmål, Tsur stiller, er: Hvordan kan vi skelne gyldig litteraturkritisk respons på poetiske tekster fra ugyldig respons. Langt fra at stille sig afvisende over for såkaldt impressionistisk litteraturkritik stiller Tsur sig tilfreds med at anerkende dens eksistens, idet han erkender dens force (meddelelsen af litterær virkning) såvel som dens begrænsning (umeddelsomhed om litterær struktur). Hermed bringer Tsur sig smukt på linje med en tidlig indsigt fra en anden metriker og senere kognitiv poetiker, nemlig Donald C. Freeman, der allerede så tidligt som i 1970 måtte ytre dissens ved at forsvare