Moder med Madsen. Erik Skyum-Nielsen

      Forskrækket mærkede jeg at bussen begyndte at køre og sprang i sidste øjeblik op mod den åbne dør. Med en uheldig bevægelse ramte jeg døren eller hende, jeg var i min fortumlede tilstand ikke i stand til at afgøre hvilken af delene det gik ud over. Jeg besluttede at lade som ingenting da hun allerede havde vendt mig ryggen og var på vej hen mod en siddeplads inde i selve bussen.

      Jeg bestemte mig til at blive på bagperronen for at undgå at komme til at uddybe mit uheld nærmere, men så snart hun havde sat sig kaldte hun mig med en armbevægelse nærmere. Jeg tog det par skridt der var hen til hendes plads mens jeg overvejede hvordan jeg skulle forklare mit uheld. Jeg stillede mig lidt bag hende mens jeg ventede på at høre hvad hun havde at sige til mig. Hendes tavshed foruroligede mig lige så meget som en bebrejdelse over min klodsethed ville have gjort. Jeg stod tvivlrådig idet jeg havde mest lyst til at liste tilbage til bagperronen engang hvor hun ikke bemærkede det, men på den anden side kunne dette let give hende indtryk af at jeg havde dårlig samvittighed. Jeg besluttede mig til at finde en anvendelig forklaring på min optræden før.

      Til min overraskelse opdagede jeg pludselig at vi allerede havde nået mit bestemmelsessted endnu inden jeg havde fået konstrueret en tilstrækkelig forklaring. Da jeg opdagede at det var ved at være sidste øjeblik for mig til at komme af, løb jeg frem gennem bussen uden at sige et ord til at retfærdiggøre mig hos kvinden. Hovedkulds kastede jeg penge hen til kontrolløren og sprang af uden overhovedet at se mig tilbage.

       Besøget (1963)

      MATEMATIK OG FIKTION

      Hvad er forskellen på litteratur og matematik eller på at skrive og at regne? Og har du fået det spørgsmål før? | Ja, det har jeg sikkert, men jeg er hyppigere blevet spurgt om det modsatte, altså hvad ligheden er mellem dem. Der er selvfølgelig nogle forskelle mellem forfatteri og matematik, men lighederne er måske lidt nemmere at håndtere. De ligner hinanden på den måde, at det er konstruktioner. Det er sådan set undersøgelser af et univers, eller et sted, hvor man sætter nogle regler op, og det er fælles for matematiske systemer og i hvert fald nogle former for litteratur, at man afprøver, og så ser man, hvad det her egentlig fører til med de og de aktioner. Det kan jeg se som en slags lighed, men den kan ikke køres for langt, fordi det trods alt er forskellige universer, man kører i. Og forskellene er selvfølgelig langt større, blandt andet jo fordi man i matematikken har en vis efterprøvelighed. I romanen er man overladt, henkastet til sin fornemmelse, og man har ikke nogen eksakt mulighed for at efterprøve de teorier, man arbejder med.

      Men når du laver et romankoncept eller stiller nogle spilleregler op, har det så karakter af en hypotese: hvad nu hvis? | Ja, det har det i hvert fald sommetider. En del af mine bøger ligner det, altså ikke sådan at jeg har formuleret det meget klart for mig selv, men jeg får lyst til at skrive om et anderledes univers, dvs. et univers, hvor en eller flere af vores almindelige dagligdags regler er suspenderet.

      Som for eksempel? | Ja, man kunne forestille sig, at vi lever et ganske almindeligt liv, som vi gør, men hver eneste dag skifter vi ægtefælle, bopæl og arbejde osv. Det syntes jeg var værd at undersøge. Hvad ville det føre til, hvilken slags menneske ville man blive under de omstændigheder, og hvilken historie kunne jeg udfolde i det univers?

      Og så får vi udskiftningssamfundet? | Ja, og så får vi “Se dagens lys”. Det er meget nemmere for mig at formulere den idé her bagefter, men jeg har jo ikke siddet og formuleret de dér præmisser helt klart, men det er sådan set det, jeg afprøver i den bog. Og det store arbejde med at skrive en bog som den og de andre, det er at sidde og leve sig ind i det samfund, at prøve at forestille sig, hvilke konsekvenser det ville have, hvis man levede under de omstændigheder. Hvilke associationer ville man have i den og den situation, og hvilken omgangsform og hvilke interesser kunne man få? At opnå den fornemmelse af, at man kender det dér univers indefra, det er faktisk et vældigt stykke arbejde, en slags indre research eller konstruktionsresearch, som gør, at man begynder at føle sig hjemme under de dér omstændigheder og har de dér reaktioner, som man må formode, at menneskene, der lever i det samfund, er udstyret med, sådan at man kan reagere adækvat, når den ene kommer med en vits. Så er det den og den måde, man reagerer på hinanden og forstår hinanden. Og det ligner jo lidt det at lave et fiktivt univers i form af en matematisk konstruktion.

      Jeg kunne selvfølgelig også se det som en helt anden form for historie, men hvis jeg skal sammenligne med matematikken, så har den altså den lighed i struktur, at man bygger et samfund eller et system op og ser, hvordan det fungerer, og spørger, hvor hullerne er. Hvad kan der ske, hvor vil det gå galt, hvor vil man have det dårligt?

      Matematikken opererer jo også med problemer, som selv de bedste hjerner må blive ved med at vende tilbage til – problemer, som er uløste, eller som engang har været postuleret uløselige. Er der en lighed dér også? | Ja, det er der også. Det er noget af det, der fascinerer mig ved matematikken, det var sådan set de steder, hvor den ikke rigtig falder på plads. For en ting er, at man kan sidde og udlede en hel masse ting, men når der pludselig opstår den mulighed, at man kan modbevise det, dvs. at der er et andet system, eller man kan påvise, at der er huller og nogle problemer, man aldrig ville kunne undersøge, så begynder det at blive sjovt, og så begynder det måske at ligne vores tilværelse. Og det er selvfølgelig også det, der er spændende, når jeg laver historien, at afdække de forhold, som måske er uerkendte for de mennesker, der lever i det samfund, og så prøve at påvise dem. Hvis jeg skal vende tilbage til det der Se-dagens-lys-system, som jeg snakkede om, så vil menneskene i det lide af en eller anden form for hukommelsestab i den forstand, at det går så stærkt, at de hele tiden engagerer sig i nuet og ikke har behov for og ikke får repeteret nogen enkeltoplevelser. Hvor vi jo altså får oplevet vores morgener gang på gang på gang, dér er det for dem nyt hele tiden, de er udsat for krav og må hele tiden leve sig ind i situationen, hvorfor hukommelsen bliver et lidt andet fænomen, end det er for os.

      Ja, og omgangen bliver også rutinepræget og overfladisk, set med vores briller i hvert fald. | Ja, på en anden måde end vores selvfølgelig, for det er klart, at vores jo også er overfladisk set med deres øjne, hvis man kunne beskrive vores samfund med deres øjne. Der var en idé, ha. Så ville det selvfølgelig også være nogle underligt overfladiske mennesker, der lever i vores samfund, for dem. Men det er klart, at de er overfladiske i den forstand, at de går i gang med hinanden med det samme, og det minder sådan lidt om f.eks. højskolesamvær, hvor vi kender den dér fornemmelse, at vi alle sammen kender hinanden, og alligevel, når vi så kommer til at sidde og snakke, så kan vi ikke huske, hvor kommer han fra, og hvad er det, han interesserer sig for og sådan, fordi det var helt tilbage i forgårs, jeg snakkede med ham, så det er allerede væk. Og den dér højskolefornemmelse er måske til stede i det Se-dagens-lys-samfund, hvor jeg prøver at vise, hvordan en manglende hukommelse manifesterer sig. Og jeg forestiller mig, at der måtte være en længsel efter de fænomener, som vi kender, altså de lidt mere dybtgående følelser og vedvarende følelser, som jo er uerkendte i den forstand, at de mennesker ikke forstår, hvad det er, de har aldrig prøvet den slags. Men så er der altså en længsel, som man vil opdage hos mange mennesker, de har