Moder med Madsen. Erik Skyum-Nielsen
samtidig er konstruktionen også slået over fra tragik til leg. | Og stadigvæk kan jeg identificere mig med de fem. Det er så at sige fem holdninger hos mig, jeg kan genkende. Han, der skriver om “Om ikke”, er helt klart den matematiske, han er logikeren med behov for at få et virkeligt system. Så er der en biografiker, en jeg-kredser, der skriver “Om lidt”, fordi der jo ikke er så meget liv at kredse om. Videre er der en solipsist, som er oven over det hele og kan sådan skalte og valte med verden, ja, der er faktisk to varianter af ham, der er den mere fysiske i “Om sorg”, som styrer sin verden og gør det med hård hånd, og så er der “Om sig”, som er sådan den mere distancerede, som trækker verden frem og væk fra sig selv, altså sådan en ekstrem solipsist eller Gud, hvad man nu kalder ham, fordi de minder om hinanden. Og så er endelig den femte, som er ham, der analyserer de andre, og som skriver “Om tale”. Han mener, at han sidder med løsningen, fordi han kender de fire andre og altså kan sidde og skalte og valte og vælge og vrage imellem dem, indtil han så kommer ind i sit problem, som er, at hans egen bog jo også er en del af værket, og dermed skal han pludselig til at forholde sig til sig selv. For de fleste af dem er problemet, at de begynder at skulle forholde sig til sig selv. Dér begynder vanskelighederne at komme. Det er nemt at snakke om verden, når man holder den ud i strakt arm, men så snart man må involvere sig selv, så kommer problemerne.
Men derfra, fra de to bøger, du nu har karakteriseret – “Otte gange orphan” med de monomane fortællere og “Tilføjelser” med de fem positioner, som er spaltet ud i lige så mange hæfter – og så frem til de bøger, du skriver her omkring og lige efter årtusindskiftet, der er der jo en lang vandring. Kan vi sige, at det er, fordi der er kommet historie, omverden, selvstændige skikkelser på, at der er kommet en vildtvoksende fiktional rigdom, som ikke var der før? | Ja.
Er det biologi eller forfattererfaring? | Jeg tror meget af det er erkendelsen, der kom igennem de to værker, jeg snakkede om, “Otte gange orphan” og “Tilføjelser”, hvor det også er karakteristisk, at “Tilføjelser” faktisk slutter med at lukke op. Det eneste, der er at holde sig til, det er fiktion, og derfor ender de alle fem med at begynde at fable eller fantasere. Oven på deres stringens og deres forsøg på at holde styr på verden, så kommer deres fablen. Det er så at sige min personlige erkendelse, at nu har vi de dér vilkår, og vi kender de dér barske betingelser, jamen, så lad os da prøve at få det bedste ud af det, og det bedste, det er altså at prøve at fantasere, dvs. benytte verden til det, man nu kan bruge den til.
OPBRUD FRA HØJMODERNISMEN
Litterært ligner det en ankomst til mangfoldighed og til dialog, til mere og mere vildtvoksende eller i hvert fald knopskydende fortællinger. Men eksistentielt er det også en ankomst til en accept, en seen i øjnene, en tagen for givet, altså du begynder at stave meget elementært til “da vi nu er her” eller “nu er det så åbenbart sådan det er”, og laver dig, i hvert fald i flere omgange, en ny begyndelse. Det mærker man meget stærkt, når man går i gang med de første, skal vi kalde det, parodiske eller genreciterende bøger, “Liget og lysten” og “Tredje gang så tar vi ham”, og så sker det jo en gang til med “Tugt og utugt i mellemtiden” gennem en ankomst og en tagen i besiddelse og en accept af verdens mangfoldighed. Det er en figur, du gentager nogle gange op igennem dit forfatterskab, at starte forfra eller begynde et nyt sted. | Ja, og det kan jo altså minde om det matematiske system, at man opstiller præmisserne, og så siger: lad os nu se, hvis det og hvis det og hvis det, hvad så? Og det gør jeg selvfølgelig også, fordi det rent fysisk eller rent oplevelsesmæssigt har været en stærk oplevelse for mig at komme igennem den proces, som jeg beskrev, altså det at få ryddet op og sagt: Nå, jamen det er ad helvede til, men lad os leve. Det er en erkendelse, som er så påtrængende, at den kommer igennem som tema eller som afsæt i en del af mine ting. Jeg synes allerede, at den er til stede frem til “Tugt og utugt”, jeg synes allerede, den i høj grad er til stede i “Sæt verden er til”, hvor der også er folk, der kaster sig ud i fiktion, som så at sige vælger hver deres roman at leve i. Dér føler jeg selv, at jeg næsten laver en omvending af “Tilføjelser”. Hvor “Tilføjelser” har fem adskilte mennesker, som altså kun kan vrænge ad hinanden, og som kan være optaget af deres eget projekt, dér har vi i “Sæt verden” igen fem personer, men da er det deres samvær, deres måde at interagere. Til trods for at de faktisk lever i forskellige samfund eller så at sige på forskellige tider eller i forskellige stilarter, så finder de ud af at få et fælles værk eller fælles univers op at stå.
Det giver du jo også en af dem, Kismet, lov til nærmest at udtrykke, som et credo fra bogen, at de skal have lov til at være sammen i én roman frem for at falde fra hinanden i adskilte rum. | Det tager jeg selv som eksempel på, at temaet er blevet vendt, på den måde, at jeg er sluppet ud af den spændetrøje, der var i “Tilføjelser” med den optagethed eller erkendelse, at vi er isoleret, eller at vi sidder hver for sig. Den holdning bliver vendt i “Sæt verden er til”: Vi har altså hinanden.
En generel psykisk eller eksistentiel situation bliver tilbagelagt og afløst af accept og åbenhed og mangfoldighed, ja, men det afsæt deler du jo med mange forfattere. Det er et afsæt, som sker på et typisk sted i tiden, hvor en bestemt form for modernisme er nået til sin afslutning og kalder på en modsigelse. Opfatter du det sådan, at du med det skift er en del af en bevægelse? | Ja, set på afstand kan jeg jo godt se, det er sket for alle de andre. For mig føltes det som en personlig vandring. Stort set alle dem, der erkendte sig som eksperimenterende avantgardister, fandt jo udveje til at komme over i de mere populære eller lidt mere tilgængelige eller mere legende former. Der er meget få, der fortsætter med sådan rabiate eksperimenter, som vi gjorde det i tresserne. Jeg kan næsten ikke huske nogen, der gør det. Jeg kan naturligvis også få et tilbagefald, men stort set så var det en proces, vi skulle igennem alle sammen. For mig føltes det i høj grad som min egen udvikling, og jeg troede, at jeg var den eneste i en vis forstand. Jeg troede, at det her er noget, jeg må igennem og prøve at fatte, men så har jeg selvfølgelig også skævet til de andre, og så opdager jeg tilfældigvis, at så er de i gang med noget, der minder lidt om det, for det er på forskellig vis, vi gør det og kommer frem til at ændre holdningen.
Hvad består den overgang i? Vi har allerede indkredset det med nogle ord: accept, ankomst, ny begyndelse, men du kunne jo også sige, at jeget fra at have været hovedproblemet bliver sat i parentes, at jegets selvportrætter bare er billeder imellem en masse andre, eller, på det tekstlige, det fortællemæssige plan, at monolog bliver afløst af dialoger og polyfon-former, at enkeltsporsbøger, som kører én linje helt igennem, bliver afløst af flersporsfiktioner, og at en eller anden patos på eksistensens vegne bliver afløst af en humor, en leg, en ironi. Der er flere dimensioner at beskrive det i, altså fra jeg til mig eller os, hvad angår personerne, fra én til to til mange, fra tragik til komik, fra menneske til samfund. Der er flere måder at se det på. | Ja, og for mig ligner det også en filosofisk proces, altså at man i første omgang er, jeg vil ikke sige solipsist, men dog er jeg-centreret og bevidst om, at det hele sker ud fra mig, at alt, hvad jeg erkender, er min forestilling. Det er en erkendelsesproces, som man skal igennem, og man skal forstå, at selvfølgelig kender jeg kun min verden, men det næste trin er, at man erkender, at de andre har også deres verden. Og det forbløffende er, at vi faktisk er i stand til at interagere temmelig godt. Det er ret sjældent, vi kommer i store konflikter, vi vil ofte kunne bruge hinanden og forstå hinanden og leve sammen med hinanden og udnytte hinanden osv. Jeg synes også, at det minder om en erkendelsesproces, jeg selv er gået igennem, og som altså fører frem til det komplekse og rumlige.
Men nu sagde du, at det første var tragisk og det andet komisk, og det er selvfølgelig rigtigt, at der er et komisk element i det, at man har fået distance, men tragedien kom jo ind på en anden måde i det nye samfundssyn eller den nye måde at se det på, for der er nok ens egen tragedie og ens egne problemer, men der er sørme også de alle de andres, altså medmenneskenes. I og med at man har accepteret de andre som medmennesker, som værdige og som ligeværdige med én selv, har man jo altså også skabt grundlag for en masse sorg. I og med at vi tror på hinanden og hjælper hinanden osv., så er det klart, at vi også har taget de andres skæbne