Et Ægteskabs Historie. Vilhelm Østergaard
en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru Thorsen.
Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«, som Madamen havde laant.
Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem den halvt aabne Dør. Men Herregud – der var jo ikke noget ondt deri.
Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere Velstand. —
VI
De havde været forlovede i fire Maaneder. —
Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han var hos hende.
I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for hende; de lod snarere til at skræmme hende.
Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.
Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige, hvad der bedrøvede hende. —
En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«
Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham. En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden skulde have al den Fritid, han kunde raade over. —
Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.
Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro, hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.
Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.
»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er, men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille Plads tilovers for mig – en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde mig over hans Lykke.«
En anden Gang – nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos Henning – kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.
»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom, men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske intet af; han har naturligvis ikke sagt Dem det, vel …?«
Minna rystede paa Hovedet.
»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«
Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen. Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.
Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket Tavshed paa begge Sider.
Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende. Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning. Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde tændt Lys.
Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved Vinduet – altsammen i dyb Tavshed.
Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over dette mer end almindelig slette Lune.
Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. – Men hun saa' trods sin Uartighed – Henning kunde i Øjeblikket ikke finde nogen bedre Betegnelse – saa fristende sød ud, som hun sad der ved Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa bløde og runde som et Barns.
Han gik hen til hende.
»Hvad er der i Vejen, Minna?«
Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.
»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«
»Ingen Ting!«
»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver at være saa barnagtig.«
»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig, der kalder mig saadan«.
»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив