Et Ægteskabs Historie. Vilhelm Østergaard
saa venlige at invitere os over til sig, og de vil gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.«
»Er Frøkenen ansat ved Theatret?«
»Ja – det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.«
Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden.
»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde – at komme til at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning.
»Aa ja – hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg begyndt at tvivle stærkt om.«
»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt – især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om sig selv.«
»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at faa en Rolle.«
Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig.
»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?« spurgte Henning.
»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg kunde gaa fra det hele.«
Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet.
Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun vistnok fortjente at være.
De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort.
Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om sine egne Forhold.
Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg.
IV
I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud, sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende Medlemmer blandt Badegjæsterne.
I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed.
Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas og hendes Moders Bekjendtskab.
Der var – som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres sidste Samtale – kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet.
Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog – i Begyndelsen med en vis Forundring – at det var blevet mere fristende at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind.
Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende. Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige, saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem.
Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende.
En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale. Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret sammen som gamle, fortrolige Bekjendte.
»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa skeptisk derom.«
»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«.
»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«.
Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse:
»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed. Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har, fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling kan føre til noget.«
»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem. Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er én Stilling, som bliver tilovers for Dem,