Et Ægteskabs Historie. Vilhelm Østergaard
var oprigtig mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han tilføjede:
»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde, og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet til. Godnat du!«
De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time. Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig havde kaldet frem.
Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin Ungkarlelejlighed inde i Byen.
III
Fire Gange om Dagen i Sommer – og Badesæsonen gaar Dampfærgen fra den stadselige jydske Havn over til den lille sandede Ø i Vesterhavet – Øen, der er berømt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres maleriske Klædedragt. – Hvilket henrivende dolce farniente kan man ikke nyde paa Fanø!
Kun et halvt hundrede Skridt fra Færgestedet ligger den hyggelige Gjæstgivergaard, en rigtig god gammel Gjæstgivergaard med blomstrede Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin kjære Fødeø og dens Befolkning.
Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over Land.
Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse.
Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed.
Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa, kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune, men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik. Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger antaget en ny Skikkelse.
Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet, glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned i Søen. —
I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang, man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv, ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og giver Svar, som man ikke vilde undvære – —
Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen, men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder at betro.
En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget, vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved sig selv:
»Flere Badegjæster!«
Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn.
»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende Gjæstgiver.
Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne.
»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna – Hr. Genremaler Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?«
»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«, forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre, jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?«
Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at kjende Fruens Mand.
»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen. Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et Maleri af Dem.«
Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig – hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham – men den gode Frue begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama.
»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han.
»Ja, meget.«
Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et Sidestykke til Moderen.
Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten, hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne.
Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge. Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han for et Øjeblik siden var bleven forestillet for.
Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store, men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar, som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende.
De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen. Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften.
»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de nærmest foreliggende Æmner, saasom