Et Ægteskabs Historie. Vilhelm Østergaard
havde lovet dig at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel derved.
Saa skete det. – Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var Venskabets Baand, der havde knyttet os – en nittenaarig Pige og en fire og tyveaarig Mand – saa hurtig til hinanden. I Gaar kom det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det skete som i en Rus – Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.
Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig letsindig – vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!
Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde; hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger, med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller, om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke for hele ens Liv. –
Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i. Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes mig at faa noget fuldkomment ud af hende. – Jeg ved meget godt, at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og det vil Minna gjøre – Minna i Forening med min Kunst.
Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil: hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg, hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men allesammen – om det saa er den mest umulige Statist- eller Figurantinde – plejer de at anse sig selv for store Talenter og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder. Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse?
Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage. Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave, gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og smuk Fremtid for os.
Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig, før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar, gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. – Gid du, min brave Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.
Vi ses om nogle Dage. Indtil da
Din hengivne Henning Bentsen.«
V
Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager, langt mindre til Stuen og første Sal.
Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende, der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne Idealet af tiltalende Omgivelser.
Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø, men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte, at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning, at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste, og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.
Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres Velmagtsdage.
Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage. Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.
Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte – i daarligt Vejr – vaad og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet, Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god Veninde.
Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone – hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:
»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«
Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa inderlig vant til.
Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige Optrin mellem dem.
Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter, maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.
Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader