Skovstrup-Folk: To Fortællinger. Bondesen Ingvor
over for al den Venlighed og Gjæstfrihed.
»Vi er kun Smaafolk,« vedblev Konen, »i Sammenligning med de store Gaarde. Vi har mere Hjærterum end Husrum,« tilføjede hun beskeden.
»Jeg er ikke vant saa stort,« sagde Lindenberg. »Mine Forældre er fattige. Fader er Væver i Ranum, og dèr ligger et Seminarium. Forstanderen mente, jeg havde gode Evner og tog sig af mig. Jeg fik min Examen og har nu i tre Aar været Hjælpelærer paa Mors.«
»Herre Gud!« udbrød Konen andægtigt og foldede Hænderne. »Hvor det maa være en Glæde for Deres Forældre!«
»Nu maa De jo se at faa Dem en Pige eller Husholderske,« sagde Anders. »Men vi gaar da mod Vintertiden, saa det bliver ikke saa vanskeligt.«
»Jeg havde tænkt, at kunde jeg faa min Middagsmad et Sted her i Nærheden, kunde jeg maaske undgaa at føre videre Husholdning for det første. Lodden er jo forpagtet ud. Det var det nemmeste, og jeg tænker ogsaa det fordelagtigste.«
»Ja saagu!« sagde Anders og saâ hen til sin Kone.
»Det er fornuftigt af Dem,« svarede Konen paa det Blik fra Anders. »Og hvis det er, at De vil tage til Takke med daglig Kost, saa for en lille Tid – til De bliver noget mere kjendt – «
Hun gik ud af Stuen og kom snart igjen med et stort Saltmadsfad, Tallerkener, Smør, Knive og Gafler og begyndte at dække op. Til sidst satte hun en halv Snes pillede, haardkogte Æg paa Bordet, blankhvide og dampende, Peber og Salt og endelig et stort Glaskrus fyldt med skummende Gammeltøl.
»Vær nu s'god og spis! De kan nok trænge til noget Mad efter den lange Rejse.«
Anders Jepsen hentede Brændevinsflasken, der havde sin Plads henne paa Chatollet tillige med to Snapseglas, som han tørrede af paa et Hjørne af Borddugen.
»Hvordan staar Kornet ovre i Jylland?« spurgte han.
Den unge Skolelærer havde med Skam at sige ikke lagt synderligt Mærke til Kornet hverken i Jylland eller Fyn, men det vogtede han sig vel for at tilstaa. Han udtalte, at det saâ jævnt godt ud, men tilføjede med jysk Fiffighed, at det stod nok saa godt i Fyn.
Maaltidet sluttede med Kaffen. Konen drak en Kop med, men tog som et lavere Væsen Plads henne ved Sovekammerdøren under det Moirés Skjørt. Derefter blev Piberne atter tændt, og Anders Jepsen foreslog en lille Tur i Marken, for inden det blev mørkt at se Kornet og Køerne og Hestene og Brakmarken, som just den Sommer blev drænet.
II
Anders Jepsens Familie bestod foruden Mand og Kone af en tyveaarig Datter Annette, der havde Faderens stille Væsen, og en Søn paa sytten Aar, lang og opløben. Lindenberg spiste daglig sin Middagsmad paa den samme Stol, han den første Dag havde siddet paa og med Anders Jepsen til Gjenbo, men ogsaa til andre Tider var han hyppig at træffe i Gaarden; alt som Aftenerne tog til, og det lakkede ad Jul, fandt han det mere og mere trist at sidde ene hjemme i den store, tomme Skolebygning; ogsaa de andre Gaardmænd i Byen besøgte han af og til; men hos Anders Jepsens blev han som hjemme.
En Aften, da Lindenberg havde budt god Nat, og Mand og Kone vare gaaede ind i deres Sengekammer, tog Maren Ordet.
»Jeg tror ligodt, det bliver dem, Anders.«
»Sitte nøve Pjank!« brummede Anders, men ingenlunde i nogen misbilligende Tone.
»Tror du kanske, det er for din og min Skyld, han kommer her saa daglig.«
»I Kvindfolk skal altid spengelere paa saadan nøve. Kan du ikke nu la dem om det!«
»Jo hille rejdi nok! jeg skal ikke forstyrre det med min gode Vilje, om Annette kunde blive Skolærermadame.«
»Saa var hun val forsørget.«
»De er stille begge to og passer godt sammen.«
»Men Annette er kun Bondepige, Maren; hun er ikke lærd nok. Gamle Bloch var det smaat med ad Sidstningen. I Regningen kom hun ikke længer end til Brøk, og dette Geumgrafi eller hvad disse nymodens Videnskaber hedder, kjendte de ingen Ting til i hendes Tid.«
»Det kan komme. Annette er ikke for gammel til at lære.«
»Vil du sætte Annette i Skole igjen, Maren?«
»Annette er ikke mere dum end din Broderdatter i Broby.«
»Paa Højskole!« udbrød Anders. »Nej hør, Maren – «
»Stt! Du behøver ikke at gole saa højt, at de kan høre det ud i Gaarden. Hvad skulde der være i Vej for, at vi kunde sende Annette til Ryslinge en Sommers Tid?«
»Du er jo tøvle, Maren. Hvor kommer du paa det Indfald?«
»Det er hverken fra i Dag eller igaar. Til Majdag begynder Pigeskolen; en ringe Skilsmisse gjør ingen Skade, og naar saa Annette kommer her hejm igjen til Nøvèmbes Dav og har faaet Lærdom og lidt forbedret Maal, saa kavérer jeg for, at det skal blive til at gaa.«
»Du er dog en Syges én, Maren, til at regne den ud. Men saadan en Tur koster Penge.«
»Det gjør den. Et Par Hundrede Kroner maa vi spandére, men dem har du da i Sparekassen og lidt til. Vi faar jutte saadan nøve for ingen Ting.«
»Kan du saa være uden Pige til Sommer?«
»Det skal gaa, som det kan. Jeg tænker, vi kan faa Hanne Mørkens til at malke Køerne og give os en Haandsrækning af og til, naar det kniber. Det kommer vi nok over.«
»Ja saa gu. Naar du mejn, det lar sig gjøre – «
»Og hvad Anseelse vilde det ikke gi! Vi er kun de smaa i Sammenligning med Jakob Mikkelsens og de store Gaardfolk – kan være vi lever den Dag, de kommer til at sige Madame til vor Annette!«
Næste Dag blev der talt med Annette, og den følgende Søndag tog hele Familien til Broby for at høre de Folks Mening. Den vidste Maren i Forvejen.
Hanne Mørkens blev der ogsaa truffet Aftale med. Det skete en Lørdag Eftermiddag hen i Marts Maaned. Hanne kom for at bede Anders Jepsen hente sig et Læs Gærdebrænde, hun havde faaet for godt Kjøb; hun besørgede selv Indledningen.
»Det er et Træls Liv,« sagde hun, »naar man saadan er ene om al Del og ikke har et Mandfolk i Huset. Var det ikke, fordi jeg er saa gammel, som jeg er, tog jeg mig en fast Tjeneste paa. Saa var jeg fri for mange Bryderier.«
»Alderen trykker dig da vist ikke, Hanne,« sagde Husmoderen. »Du kan jo komme hen og tjene vos til Sommer, hvis du har Lyst.«
»Hvordan det?«
»Vi havde tænkt at sende Annette lidt ud. De har ikke godt af at gaa hejme altid, de store Tøse.«
»Aa nej, de har ingen Skade af at se andre Folks Skikke.«
»Du har da gaaet os for med et godt Exempel,« sagde Maren indsmigrende. »Hvad havde der blevet af Johannes, hvis han ikke var kommen til Odense?«
»Johannes! ja det er ikke godt at sige endnu, hvad der bliver af ham,« sagde Hanne Mørkens med et Suk. »For Tiden tegner det ikke allerbedst.«
»Jenemi, Hanne! Hvad siger du! Der er da ikke noget galt med ham.«
»Det er naturligvis Kjærestepjank. Han er jo i den Alder.«
»Sidsel har da vel aldrig slaaet op med ham! Var de ikke forlovede, tykkes mig?«
»Jo netop. Det er en slem én, den Sidsel.«
»Æblet falder sjælden langt fra Stammen. Vi kjender nok Familien.«
»Hun skulde piskes, den Tøs. Johannes er for god til at holdes for Nar af hende.«
»Han er for god til hende i alle Maader,« svarede Maren. »Det har jeg tænkt og sagt de hundrede Gange, lige fra den Dag, jeg hørte, de var bleven forlovede. Men Johannes forvinder nok det igjen, og saa vil baade du og han takke Gud til, at det ikke gik videre.«
»Det haaber jeg; men det er ellers farligt, saadan det har taget paa ham. Han var hejme en Times Tid i Søndags; han græd som et Barn og var helt sær. Bare han ikke gjør en Ulykke paa sig sjèl!«
»Gud