Skovstrup-Folk: To Fortællinger. Bondesen Ingvor
er skammeligt at tænke! Han har, fra han var lille af, været mig en god Søn, og, siden hans Fader døde, min eneste Glæde. Alle roste ham, alle holdt af ham, og saa skal saadan en vild fremmed gaa hen og tage ham fra mig, smide ham væk igjen og forspilde hans Liv – blot ved at se paa ham med sine onde Øjne.«
»Ja, nu skal du da ligodt ikke tage dig det alt for nær, Hanne,« trøstede Maren. »Johannes retter sig nok igjen; der er god Grund i ham. Er hun ikke èsen kommen hejm nøv, Sidsel, fra Unse.«
»Det er hun nok. Nu skal hun prøve til, hvad Ulykker hun kan gjøre her. Ja ija! Det er baade saa og saa med de Bø'n.«
»Ja vi vej kun saa lidt, men nu kan du da tænke over det, Hanne, om du mejn, du kan gaa her om til Sommer, og saa kan vi jo altid gjøre nærmere Avkord. Gærdebrænden skal jeg nok snakke med Anders om; jeg tænker ikke, der bliver nøve i Vejen i Morgen til Morgen. Men hvad er det? Naar vi tal' om Solen, saa skinner hun; der er jo Sidsel, om jeg ser ret.«
»Saa vil jeg smutte ud af Havedøren,« sagde Hanne. »Jeg er helst fri for at møde hende. Far vel og Tak, Maren!«
En halv Times Tid senere traadte Lindenberg ind. Det var lige i Tusmørket. I den forreste Stue stod Annette og en fremmed ung Dame. Den fremmede var i sort Astrachans Kaabe, et Stof, der for Lindenbergs Øjne tog sig ud som tætte Klynger af lutter krumme, bløde Orme; dertil havde hun Slør og blanke sorte, smaa Handsker. Bag Sløret, der dækkede Overansigtet var der et Par glimrende, mørke Øjne. Hun var ved at byde far vel; Annette slog et Tørklæde over Hovedet og fulgte hende uden for.
»Hvem var den Dame?« spurgte Lindenberg Annettes Moder.
»Dame! Naa!« svarede Maren og lo. »Ja man skulde ikke tro andet. Det var saamænd Per Skrædders Sidsel. Hun har gaaet til Præst med Annette, men har nu været en tre fire Aars Tid i Odense. Først tjente hun ude hos Grosserer Nikkeldorfs, siden har hun lært Skræddersyning og Modepynt. Hende har De da nok hørt om.«
»Nej, jeg tror ikke.«
»Hun var jo forlovet med Hanne Mørkens Johannes, men har saa igjen slaaet op med ham. Ja hun har nok havt saa mange.«
»Har hun! Og er ikke ældre end Annette!« Den unge Skolelærer gjenkaldte sig det flygtige Billede af den smalle, ranke Figur i Ormekaaben, de glimrende Øjne, de smaa Handsker og føjede det sammen med mange Kjærester og tyve Aar. Det vendte op og ned paa alle hans Forestillinger.
»Aa, det er en daarlig Familie,« sagde Maren.
»Hun var kjøn,« sagde Lindenberg.
»De ligger der ude af Vej »paa Skoven«, og ingen kan obselvere, hvad de tager sig for,« vedblev Maren. »At Per Skrædder stjæler Favnebrænde i Skoven hver Vinter, er sikkert nok, for Jakob Mikkelsens Karle traf ham en Nat forgangen Vinter i Færd med det; der gaar ogsaa Rygter om andre Slemhéder.«
»Hvor har De Manden i Dag?«
»Han er vist ikke langt borte. Gak indenfor, saa skal jeg se at faa fat paa ham. De skal da ikke staa her i Køkkenet.«
»Jo jeg gaar med det samme. Jeg vilde blot spørge, om De saa har tænkt paa at kjøre til Kirke i Morgen, for saa vilde jeg bede om at kjøre med.«
»Jeg vej knap, om det bliver til nøve. Nu var Hanne Mørkens her før og vilde have hentet et Læs Brænde. Men Anders er ovre i Huggehuset, hvis De sjèl vil have Ulejlighed med at høre ham ad.«
Lindenberg bød far vel. Henne paa Gaden gik han forbi Sidsel og Annette. De gik langsomt, tæt op ad hinanden og talte ivrigt sammen. Lindenberg tog sin Hat af og gik undseelig forbi uden at gjøre noget Forsøg paa at indlede Samtale.
»Men hvorfor slog du op med ham?« spurgte Annette i Fortsættelse, da Lindenberg var kommen noget forbi.
»Fordi han var en Laban,« svarede Sidsel sagte.
»Og saa forlovede du dig med Johannes?«
»Ja.«
»Og slog op med ham?«
»Ja.«
»Du er dog en gruelig én, Sidsel. Hvorfor forlovede du dig saa?«
»Ja det skulde jeg heller ikke have gjort, men det skete saadan, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det – paa Trods.«
»Forlove sig paa Trods?«
»For at drille den anden og – for at glemme ham. Jeg holdt saa meget af ham. Han lignede forresten eders nye Skolelærer. Han er ogsaa kjøn.«
»Men det var dog Synd mod Johannes, Sidsel.«
»Vist saa, det var en Skam; men jeg tænkte ikke rigtig over det. Han var nærmest for, og jeg trængte saa meget til at blive holdt lidt af i den Tid. Det er noget, du ikke kan forstaa, Annette.«
»Nej for han elskede dig vist oprigtigt, og naar du trængte – «
»Ja, men han tog det saa forfærdelig alvorligt. Og saa havde han disse stille Hundeøjne. Jeg vidste tilsidst næsten ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv for dem. De var som det bare Samvittighedsnag; jeg maatte gjøre det forbi.«
»Det tog svært paa Johannes.«
»Jeg skal sige dig noget, Annette, for jeg vilde nødig, du skulde tro altfor ilde om mig. Den anden var, som sagt, en Laban, saa forstaar du mig nok; men jeg kom i Tanke om, at jeg nok selv ikke var uden Skyld; det er i det Tilfælde en Pige aldrig, og jeg blev bange, rigtig forfærdelig bange for, hvad der skulde blive af mig, – saa angest at jeg en Nat drømte – Gud véd, hvor man kan drømme saadan noget! og saa kom Johannes og inviterede mig til Skovbal. Vi dansede sammen næsten hele Natten, og jeg mente, jeg kunde aldrig faa en sikrere Arm, en mere trofast Favn. Han var den eneste, der kunde føre mig fra Glidebanen.«
»Ja Sidsel, men dèr skulde du have holdt fast; det tror jeg.«
»Nej nej. Der var ikke et sandt Kys i den hele Forlovelse, Annette, og jeg vilde jo netop bort fra det hule, det løse, det slibrige – det som fører til Fald. Men saa kan det ikke nytte at begynde med en ny Usandhed.«
Annette tav; Sidsel tog hendes Arm, slog med den anden Haand sit Slør op og saâ Veninden lige ind i Ansigtet med sine skifergraa Fløjelsøjne.
»Er han forlovet, den nye Skolelærer?«
»Nej, det tror jeg ikke,« svarede Annette med Tankerne borte.
»Du skulde se at faa ham,« hviskede Sidsel med et lille Ryk i Annettes Arm.
»Er du tøvle, Sidsel!« udbrød Annette og vaagnede op. »Hvor falder du paa det?«
»Du kunde blive en net lille Skolelærermadame. Det var noget for dig at sidde øverst til Bords ved Gilderne og – skjænke Kaffe.«
»Hold Mund, Sidsel! Jeg kan ikke lide dig, naar du begynder i den Tone. Jeg kan ikke lide løs Snak.«
»Og gaa med Kappe,« vedblev Sidsel drillende, »ligesom Madam Bloch. Ja naar du bliver gammel, naturligvis. Jeg skal nok sætte dine Kapper op. Saadan noget er jeg fix til.«
»Jeg bliver vred, Sidsel.«
»Er det da ikke derfor, du skal paa Højskole, for at du kan blive lige saa lærd som han?«
»Siger Folk dét?« udbrød Annette harmfuldt og blev rød. »Aa jeg kunde gjærne græde. Hvor du er ond Sidsel!«
Sidsel lo.
»Nej det var blot et Indfald, jeg fik. Folk siger saamænd ikke noget saa forfærdeligt om dig, Annette. Pyh! Naar Folk ikke sagde noget værre om én!«
»Vidste jeg, at nogen eneste her i Byen sagde det, saa tog jeg ikke til Højskole, ikke for alt i Verden.«
»Aa Snak, Pige! Det rygtes dog engang alligevel. Men det er dumt af dig at rejse, nu jeg er kommen hjem. Sæt, jeg tog ham fra dig!«
»Tag ham bare. Jeg véd én, jeg heller vilde have.«
»Gjør du, lille Annette!« udbrød Sidsel spændt og trykkede sig tættere til Veninden. »Hvem er det? Aa det er forresten saa morsomt at have en Kjæreste, naar man blot er heldig og kan faa en god.«
»Ja