Skovstrup-Folk: To Fortællinger. Bondesen Ingvor
er et rigtigt Træ, Annette! Kan du ikke fortælle mig en Smule om ham?«
»Det kunde jeg nok, men det vil jeg ikke. Det skal ikke nævnes for noget Menneske. Du skal blot vide saa meget, for at du ikke skal tro, jeg løber efter Lindenberg.«
»Var der da nogen Ulykke i det? Han er kjøn, og han er vist ogsaa god, er han ikke?«
»Det er han vist.«
»Og har et godt Embede, kan faa et bedre med Tiden og gjøre dig til Madame eller, hvis du hellere vil, Frue, lige hvad Dag du vil.«
»Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skal ikke saa højt op.«
»Det gjør du Ret i,« sagde Sidsel med et Suk og tilføjede et Øjeblik efter: »Havde jeg tænkt lige saadan, var jeg ikke bleven forkludret.«
»Det er du vel ikke?«
»Jeg bliver ingen Ting til,« udbrød hun smerteligt. »Se kun til, og hvem kan jeg takke derfor? Min egen Fader. Han er en gammel – «
»Sidsel dog!«
»Det var ham, der ikke havde Rist eller Ro, inden han fik mig ud til Odense. Og hans Formaning ved Afskeden var den: »Brug dine kjønne Øjne, Sidsel! Dem har du ikke faaet for ingen Ting.« – Var det ikke rart, synes du?«
»Sagde din Fader det?«
»Og hver Gang, jeg kom hjem, spurgte han, om der ikke var en Grosserer eller Løjtnant, der havde bidt paa, og saa meget hæslig Sludder. Desværre var jeg dum nok til at lytte efter; jeg bildte mig ind, jeg kunde faa en Baron tilsidst. Fader vilde altid jeg skulde fortælle om mine Herre-Bekjendtskaber, og saa maatte jeg jo sørge for at have oplevet noget. Uha! Man bliver tilsidst saadan – «
»Gud fri os, Sidsel! men sagde din Moder ingen Ting?«
»De har gaaet saa længe i Spand sammen, hun og Fader, at hun ikke har nogen egen Mening. Hun kan vist ikke tænke sig det anderledes. – Du nævner aldrig for noget Menneske, Annette, hvad vi her taler om! Jeg har aldrig sagt det til nogen før.«
»Jeg skal nok tie. Og jeg forstaar ogsaa nu, hvorfor du er taget fra Odense. Men hvor vil du blive hjemme, Sidsel?«
»Det vil jeg heller ikke; det er blot i Sommer, til jeg kan faa en Lejlighed oppe i Herninge. Saa nedsætter jeg mig som Modehandlerinde, og skulde det saa engang med Tiden ske, at der kommer én, som jeg kan holde rigtig af, og som holder af mig, saa gifter jeg mig med ham, enten han er Kammerjunker eller Skorstensfejer. Der har du mit Skriftemaal, Annette!«
»Saa vil jeg ogsaa skrifte for dig,« sagde Annette undseelig, »og alt dette bliver en Hemmelighed mellem os to. Den, jeg holder af er – « og hun hviskede Veninden et Navn i Øret.
»Din Moder vil ikke synes om den Svigersøn,« sagde Sidsel alvorligt.
»Det vil hun sagtens ikke, og jeg véd heller ikke rigtig, om han synes om mig. Men saa bliver jeg den, jeg er.«
»Nej, det maa du ikke sige,« udbrød Sidsel og slog om paa ny. »Gaa og hænge af, fordi én ikke vil, naar der ellers er Mandfolk nok, det hører der Lyst til.«
»Sagde du ikke selv – «
»Ja, alt med Maade, min Engel! Man kan ogsaa gaa og fange Griller og bilde sig ind, at der kun er ét eneste Menneske til, som duer noget, og som èr noget. Men det kan man sige sig selv er Indbildning. Man skal vogte sig for saadanne Særheder. Det er ikke altid den første, der er den bedste.«
»Min den første bliver ogsaa den sidste,« sagde Annette stille. »Folk er jo saa forskjellige.«
Sidsel sukkede let. »Jeg vilde ønske, jeg var i dit Sted, Annette!«
»Ja men jeg véd jo ikke, om han bryder sig om mig.«
»Selv om han ikke brød sig om mig,« hviskede Sidsel.
III
Hanne Mørkens sad ved Rokken i sin Stue. Udenfor holdt Jævndøgn sit Indtog med Blæst og Regn. Det susede i de store Blommetræer ved Laagen og knagede i Sparreværket over hende, medens hele Vandflager nu og da jog imod Ruderne som en Hagl af Smaastene. Gjennem det stigende og synkende Brus af Vejret udenfor, naar det piskende fôr ned over Markerne mod Skoven, lød den ensformige Snurren af Rokkehjulet, bag hvilket Hanne Mørkens sad tavs, fordybet og snoede Traaden. Hun var en stor og noget svær Kone med et firkantet, gulblegt Ansigt og strænge, stort skaarne Træk. Under Hvergarnsskjørtet saâ man den spidse Fod i sort Strømpe vugge op og ned paa Trædebrættet.
Der var lunt og rent i Stuen. En Tørv eller to var lagt til Ilden, og Kjedlen, som stod paa det forreste Komfurhul, gav sig pludselig til at synge. I det samme gik Døren op; en høj, smækker Karl traadte ind. Det var Sønnen, det var Johannes.
Der fløj et lyst Smil henover Moderens Ansigt; hun skød Rokken til Side, rejste sig og gav ham Haanden.
»Valkommen, Johannes! Du lod vente længe paa dig. Hvordan du har det?«
»Jeg har det godt,« svarede han med et vemodigt Smil og blev staaende midt paa Gulvet.
»Gud ske Lov! Jeg har været saa bekymret for dig. Baade sidste og forrige Søndag ventede jeg dig, men du blev borte. Og nu i dette Herrens Vejr kommer du, og det er ikke engang Søndag! Men læg dog dit Tøj, Barn! Du er vel hartad gjennemblødt.«
Johannes tog sin Overfrakke af og hængte den op paa et Søm i Dørkarmen; den lille, sorte Filthat, som var drivende vaad af Regnen, fandt han et andet Søm til nærmere Komfuret. Han havde et guligt Ansigt ligesom Moderen, sort Haar, sorte, stærke Bryn og et dunblødt, mørkt Overskjæg.
Moderen tørrede Bordet af, lige saa Træstolen ved Vinduet.
»Jeg var næsten ræd for dig, da du var her sidst, og saa at den ene Uge gik efter den anden, uden at du lod dig se! Men jeg haabede paa, at din gode, sunde Forstand skulde sejre. Naar du vilde tænke dig om, maatte du indse, at hun var ikke nogen Sorg værd.«
»Jeg har fundet det, som er bedre,« sagde Johannes og satte sig.
»Hvad har du fundet?« spurgte Moderen studsende og var nær ved at tænke paa en ny Kjæreste.
»Min Frelser,« svarede Johannes, foldede Hænderne og saâ sværmerisk mod Loftet.
»Hvem er det?« spurgte Moderen uden at have Sporet.
»Min Frelser, Jesus Kristus.«
»Nu skal vi høre! Er du bleven hellig?«
»Det vil jeg stræbe at blive. Endnu ser jeg kun det ene, at jeg er en stor Synder.«
»Hvordan er du kommen paa de Griller?« spurgte Hanne mut og satte sig med begge Hænder i Skjødet.
»Hvis du dermed vil spørge mig, naar jeg har faaet Øjnene opladt, da kan jeg nævne dig Dag og Time. Det var netop fjorten Dage siden igaar. Jeg mødte Sidsel. Det var nede paa Frederiksbroen i Skumringen. Hun saâ saa struttende skjær og frisk og mild ud, saa jeg nær var gaaet fra Forstanden bare ved at se hende. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv, saa forpint og ulykkelig følte jeg mig. For at dulme Smerten besluttede jeg at gaa ned i en Beværtning og drikke lidt af Samlingen bort. Men just som jeg stod paa Kjældertrinene, var der én, som greb mig i Armen. Det var en anden Malersvend, som jeg er godt kjendt med. »Hvor skal du hen?« spurgte han. »Som du ser,« svarede jeg. »Jeg vil ned og have mig et Glas, jeg er ikke vel.« – »Følg lidt med op ad Gaden først,« sagde han saa. Jeg troede, det var noget, der angik ham selv, og gik med ham, men han begyndte at spørge mig ud, hvad det var, jeg bar paa, og jeg vilde heller end gjærne fortælle; det letter altid en Smule. »Naar det er saadan fat,« siger Karlsen, »da véd jeg et Sted, som er bedre end Værtshuset. Der skal være stort Indre Missions-Møde i Aften, og jeg er just paa Vej. Følg du med!« – »Det er vel en Helligforsamling?« spurgte jeg, for jeg vidste, han gik til saadan noget. »Nu kan du jo prøve det,« svarede han. »Hjælper det ikke, kan du endda bag efter gaa paa Værtshus. Dét løber ikke sin Vej.«
»Det var ogsaa en daarlig Udvej at gaa paa Værtshus,« sagde Moderen. »Det skulde vèl hjælpe.«
»Jeg