Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie
te' Du har vaaren me' tre Gange;« tilføjede Maren eftertænksomt.
»Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«, blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je' Vand te' en Time, før je' la'e mig … Saa gaar »Figuren« sgu … Det skal Du se, naar Du først er i'et.«
Heralda blev fnysende vred og hvast fornærmet.
»Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl … Men saa er de jo saa sø'e og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke om Kærlighe' og den Slavs … Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge te' Ungen, ja … saa er der en a'en Snak, – ja der er … Og vi ka' da'tte drovne dem som Kattekil'jer.«
Saa ringede det.
Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet.
Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved at trække Hanskerne af.
Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans frem i dem, idet hun sagde:
»Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?«
Med Forsøg paa byagtig Tonefald svarede Maren:
»Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.«
Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa meget af deres Dreng og var saa god ved ham.
Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev forstyrret, – men – hun maatte liste sig ind og se ham endnu engang, – der var saa længe til i Morgen tidlig.
Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke Frynser, det lille Legemes sunde Varme – hun kunde ikke lade være at lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det.
Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde. Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa, hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op.
Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud.
Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning:
»Du … Maren er saa flink og fornuftig, – Du kan tro, hun har lidt meget under sit Fejltrin.«
Doktoren svarede ikke.
Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet.
De havde siddet længe stille i Tusmørket uden at tale.
Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt.
Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og fraværende ind i Halvmørket.
Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham …
Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.«
De to henne i Sofaen lo lidt.
Saa sagde Doktoren:
»Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal være den eneste.«
»Ellers blev der nok ingen Ende paa Forkælelsen, mener Du.«
»Ja, netop ..«
»Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting og havde saa behageligt et Væsen … Jeg vænner mig aldrig til Laura; hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen … At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa … nej, det er og bliver mig en Gaade og en ligefrem Sorg.«
»Det var værst for hende selv … stakkels Pige.«
»Uf, den Kæreste … Har Du set ham siden?«
»Jeg mødte ham forleden og talte med ham.«
»Spurgte Du om Barnet …?«
»Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje … Han tog ellers Sagen meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise den Gamle noget andet, senere; … men han var jo lovlig ung til at gifte sig og binde sig.«
»Sagde han det?«
»Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at sige, at det skulde han have betænkt noget før.«
»Stakkels Heralda!«
»Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.«
»Og hendes eget ..?«
»Ved Du hvad … Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det bliver godt Vejr.«
»Ud paa Landet!«
»Ti Minutter med Jernbanen … Du har saa godt af at færdes lidt. Du murer Dig saa meget inde herhjemme nu.«
»Ja … men … tager Du med?«
»Nej … nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed. Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver til … dets Sjæl, Temperament, Karakter … Aah min egen …« Og han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme.
Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted.
Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden.
Hvis den nu formede sig, nærmede sig, omsnoede hende og kvalte hende …
Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med! ..
Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor Heraldas Dreng var i Pleje.
Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers.
Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der stærkt af Grønkaal og brændte Kviste.
Fruen gik ind i Stuen.
Heller ikke her var nogen.
Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs langsomme tik tak.
Jo, nu skelnede hun et spædt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven.
Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner.
Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krøllede Lagen, laa Drengen.
Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud.
Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret Barnehoved op til sin Kind … Og nu denne stakkels, lille Dreng her!
Og stakkels Heralda!
Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham!
Medlidenheden