Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie
og at hun var saa glad ved, at de kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud af ham.
Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa sig forklaret.
»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa underholdende, og saa … saa troede han vel, at han kunde byde mig alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.«
»Men Heralda … hvor kunde De ogsaa … sammen med Deres Forlovede?«
»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, – og han er jo vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov; og han er jo saa mageløs vittig selv.«
I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og hviskede til hende.
»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og haabløs udbrød hun:
»Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!«
»Heralda dog!«
»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.«
De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem.
Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt.
Heralda begyndte igen:
»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt. Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet godt, sagde han, og han blev saa underlig … og jeg ved ikke, hvad der gik af mig …«
Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen til Fruen …
Men hun hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse … hun kunde ikke bære mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger … Aah, hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle triste Tanker …
Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda, der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede Dreng græd efter hende …
Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede op og ned paa hendes Skød.
Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng; hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:
»Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.«
»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u' me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos Matrialhandleri.«
»Du ..«
Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru, der saa frisk og munter ud.
»Ja, kære.«
»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du hvad .. jeg .. jeg ..«
»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige Stammen.
Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg.
Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne, bøjede hun sig ned til ham.
»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. – Vejret var saa klart, – jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. – Saa er der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort – det hele, – Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har været – «
Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt:
»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig – saa mange ere saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden; men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig. Jeg vil ikke give efter for min Svaghed. Vi vil ikke mere have en Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?«
»Mange er jo nødt til det, og hvis – «
»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe. Jeg ved naturligvis nok, jeg er – «
»Forkælet, min egen Ven.«
»Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham.
Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse.
Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig:
»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine Kræfter.«
DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN
Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt, i Flager paa de smaa Grantræer – den falder roligt, som det aldrig vilde høre op.
Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene.
Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede.
Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker træt til de smelte.
Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han skal bære hjem til sin gamle Kone.
Han retter sig langsomt.
En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder Sneens ensformige Blødhed.
Saa giver han sig til at snøre Brændet sammen og slænger det op paa Nakken.
Stien er næsten sneet til.
Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt, at han ikke kan tænke paa andet.
Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og klynker Gang efter Gang:
»Gid jeg var død!«
»Gid jeg var død, saa elendig jeg er!«
Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken: Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer – øverst oppe ved Hvælvingen et strengt, koldt Øje.
Det Øje!
Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde Sne, og han bliver liggende.
Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind