Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie
op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa den fremmede, fine Dame. —
»Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; – ja, det gør hun – ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner saa længe. – Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja, for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. – Ja, je' maa stræve, vi sku' jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.«
Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik hun igen til sit Arbejde.
Fruen sad lidt paa Træstolen henne ved Vinduet.
Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede, hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag.
Men saa tog hun sig sammen.
Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev lagt ind paa den Seng.
Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde rejse alene.
Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde hende syg.
Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt, at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og – maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og rolig svaret:
»De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.«
Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden i Halsen. – Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante Stilhed hendes oprørte Nerver.
Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt, saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den svagt skyede, blege Vinterhimmel.
Hvor var her dog … næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til, hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin.
Men koldt var det alligevel at staa stille.
Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage.
Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun er begyndt at se sig om.
Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt.
Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor, det er da saa koldt at gaa og vente.«
Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille, lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig i Stolen ved Vinduet.
»Ja men, er det ikke Deres Plads?«
Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.«
»Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved Siden af?«
»Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale me'?« …
Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt, den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.
Fruen hægtede Pelsen op.
Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af.
»Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke det.«
»Ikke saa ganske nylig,« svarer Fruen med et lille Smil.
»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel heller ikke alt det igennem. De ka' tro, – det er et stort Øjeblik, naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos, aah saa fast, saa fast ..«
Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at banke af en dyb og hemmelig Lykke.
»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu' blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu' te' Bønderne. – Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,« tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je' spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem. Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.«
Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja saamænd.«
Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.
Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved.
»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet. Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de' va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa det igennem; ja, je maatte … Men Jøsses je snakker, og nu piver Toget. Saa kommer Heralde straks.«
Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne.
Den Gamle rejste sig for at se efter hende.
»Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.«
»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa gerne forstyrre lige straks.«
»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den stakkels Tøs …«
Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den lille Forhave.
»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat … Ja, Farvel lille Frue … Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka' De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor der er smaa Børn og saadan … Det er ikke saa redt, naar Manden ta'er sig en Taar. Nej det er ikke … og kivsomt er det for Konen.«
Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt efter hende …
Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige Frue kom ind.
Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned over Drengen og sagde:
»Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille Gut.«
Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det forsømte, lille Legeme.
»Aah Frue … kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte Badeværelset hos Dem hver Lørdag … Og nu skal det lille Skind være i saadan et Griseri.«
Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet,