Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie
drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende.
Da brast hun i Graad.
»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du fik din Mad hos mig den første Tid! – Jamen, jeg maa jo ikke, jeg tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.«
Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja, ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra, saa meget det skal være.«
Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne Stue.
Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, – hvad var dog al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn – nyt Liv, rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.
Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, – saa var hendes Hjærte ikke fordærvet – Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit Barn i sine Arme. —
Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen, dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, – det er det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. —
Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. —
Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme, gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte med sig, og hun var kun Moderen, der tænkte paa det Samfund, som engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn.
Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod hende, mod den unge Moder der og mod Barnet. – Alle Børn skylder ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i deres paavirkelige Sind … At man vovede at friste paa saa mange Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed nok til at forædle de Længsler, de vakte, – ikke kunde holde, hvad deres Ydre lovede! – Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen. Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede kun dunkelt, at noget galt var der … hun havde ikke før tænkt nok over det, det som gjaldt hendes eget Barns Sjæl.
Hun havde været med til – tankeløs og med æstetisk Ubehag – at vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog idetmindste forsøgte Kampen. —
Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men Livet gemte og fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske sit Ansvar og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og der skulde det for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng; og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham!
Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; – aah ja – vist var de lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette, legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.
I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden havde hun jo ikke Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.
Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin Fortrolighed med hende.
– De smaa dagligdags Bemærkninger, – hvor det gør lidt ondt ikke at faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed, hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. – Tankerne vældede ind paa hende. —
Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn, men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede – paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de tilstøvede Planter, – at sætte alt ind paa at vinde den Styrke, som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning!
Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. —
Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til Stationsbygningen.
Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis … det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit lille Barn ude blandt Fremmede … og .. Synd for Barnet var det selvfølgelig ogsaa … men det hele var jo fra den anden Side set ogsaa saa forkert … og man maatte jo ikke glemme, at det var en stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, – det var dog det eneste naturlige! …
Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne, bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og passe et andet, hvis Forældre betalte hendes moderlige Omsorg …
Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke sammen, medens Toget fór af Sted.
Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som Tusmørket slørede og gemte; kun engang – da Fruen trøstende lagde sin Haand paa hendes – , saa hun taknemmelig op. —
Da de igen stod i Byen, sagde Heralda:
»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen; Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa glat paa Gaden.«
Saa gik de to bort sammen. —
»Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være – ?«
»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. – Men man hørte jo saa meget om alt det.«
»I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at sige!«
»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det var det eneste, at det maatte komme dertil, for saadan gik det med de