Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman. Etlar Carit
er »frisk« – sikken et Feltraab! – Handle efter Conduite – sikken en Menneskeæder, som ikke under en Kammerat en lille Nattesøvn! – Sikke Øine den Glut havde! – den forbandede, tykhovedede Hvalp!«
Oberstlieutenanten krøb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent Aandedræt forkyndte kort efter, at han var falden i Søvn.
»Sikke djævleblændte Øine!« mumlede han endnu en Gang, mens Tanen, rød og osende som en bred Fane, sænkede sig over Lysets Tælle. Flammen slukkedes. Alt blev stille.
Udenfor i Præstegaarden stod den unge Musketeer Haavi støttet til sit Gevær og speidede agtpaagivende mod Øst og Vest. Svage Raab løde af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spændte Hanen og raabte: »Hvem dèr?«
»Tys!« hviskede Halvors Stemme. »Hurtig – fly mig et Gevær, saa skal jeg gjøre det for Jer, som jer Oberst har forsømt.«
»Hvad mener Du?«
»Der maa øieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg hørte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da jeg lagde Øret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. – Giv mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide, saa snart jeg seer Fjenden.«
»Det har jeg ingen Ordre til. – Væk med Dig, Dreng!« svarede Skildvagten.
»Saa vaer Dig selv!« raabte Halvor krænket. »Naar Du om lidt hører et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og gjør han Dig kold, saa tager jeg dit Gevær.«
Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem Porten.
En halv Time senere hørte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at Drengen gjorde Løier med ham, og fortsatte sin Vandring med Geværet paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang skarpt og gjennemtrængende bag den gamle Birk, der hældede ud over den østre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten bemærkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hævet i Stigbøilerne kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt.
»Holdt – hvem dèr?« raabte Haavi.
»Freund,« lød Svaret udenfor Porten.
»Hvad for Freund?« spurgte Skildvagten.
»God Freund,« svarede Stemmen.
»Hvad for Compagni?« spurgte Haavi.
Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele Mandskab bestod af sex Soldater.
»Kom ud – kom ud!« raabte Haavi. »Nu er Fjenden her nok for Alvor. – Ind og væk Oberstlieutnanten!«
Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dør, sad og tog et velgjørende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne Gaarddør, slog den Sovende over Benene med sin Kjæp og brød uden videre ind til Bryggemann. Der var bælgmørkt i Stuen; en dyb og regelmæssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste Evne skyndte sig med at samle Kræfter til Fædrelandets Forsvar.
»Vaagn op i Herrens Navn – vaagn op, Officeer!« raabte Drengen og ruskede den Sovendes Arm.
»Hvem dèr?« brølede Obersten og satte sig overende i Sengen. »I Djævlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud i Længden – Dag og Nat?«
»Det er mig – Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.«
»Det kunde Du jo have sagt strax,« hviskede Bryggemann med en lav Stemme, hvis Skratten han søgte at dæmpe. »Jeg laa just og ærgrede mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhørt. – Hent Redekammen, – hurtig, den sidder i Speilrammen. – Har Du Glutten med?«
»Nei, jeg har Svensken med, Høvidsmand; Svenskekongen selv holder herudenfor. Gaarden er omringet.«
»I Djævlens forbandede Navn, mine Støvler – tænd Lys!« brølede Bryggemann med en Røst, som Sindsbevægelsen gjorde hoppende.
Halvor meente at burde forstærke Øieblikkets Stemning. Han udstødte en sagte Jamren.
»Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hængt ham op ovre i Stegerset med en Krog i Maven. De myrde det ufødte Barn i Kari Sæterpiges Liv. – Skynd Jer, skynd Jer!«
»Hvor er min Hat, min Kjole?«
Det lød i Mørket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede alt overende.
»Her er hans Værge!« raabte Halvor. – »Der har vi Fjenden – Herre Jemini, han stikker Ild i Kornladen!«
Drengen foer ud af Døren med et Skrig, der vækkede Husets Beboere.
Obersten opgav at finde sine Klæder. Han fulgte ud i det Frie efter Halvor, iført ulden Nattrøie og Tøfler med dragen Kaarde i Haanden. Udenfor Porten traf han sine sex Mænd.
»Følg mig Alle!« kommanderede han med høi Røst; »her er intet Øieblik at spilde.«
Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved at see den bedækket af fjendtlige Ryttere.
»Skyd ikke!« raabte en svensk Officeer, der syntes at være Anfører for Troppen, »saa skal I faae godt Kvarteer.«
»Vi give os ikke levende!« skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst tilbage til Præstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til at hente hans Støvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse Beklædningsstykker, brød Svensken ind ad den østre Port, anført af Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen.
Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem et Vindu og ilede over mod den nærmeste Gaard, Riser, hvor hans Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var ifølge Øienvidners Udsagn paa denne Flugt iført nedtraadte Tøfler, rød Nathue og ulden Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jævnlig Tøflerne, bandede, stønnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstødte hæse Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rædsel.
Medens dette tildrog sig udenfor Præstegaarden, sneg Halvor sig ind i det forladte Gjæstekammer, famlede sig frem til Hovedgjærdet, greb Pengeskrinet, itusparkede den halvtømte Viinflaske, som stod paa Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme Øieblik, som Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Præstegaardens Storstue.
Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hørte Bryggemann pludselig en høilydt Jamren bag sig.
»Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage – det er altfor gyseligt!« græd Halvor. »De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren – og nu kommer en Skare Ryttere herned efter os.«
Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjæves anstrengte sig for at følge ham.
Et Øieblik efter vendte Halvor tilbage.
»Og de mange blanke Sølvdalere, som Svensken dèr fik fat i, det er det allerværste!« skreg han og sled sig i Haaret.
»Guds Død!« stønnede Bryggemann. »Kronens Lønninger og mine egne Tærepenge! – Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder Skrinet.«
»Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hælde Krudt i Halsen paa mig og sprænge mig i Luften.«
Bryggemann arbeidede sig stønnende videre; Skarsneen brast under ham og besværliggjorde Flugten.
»Giv mig Værgen,« raabte Halvor, »saa skal jeg bære den for Høvidsmanden.«
»Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!« raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod opstillet med Fanen og sine sexten Mand.
En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paaklædte Skikkelse under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen, løftede sin Kaarde og udbrød med bevæget Røst: »Gud være lovet med Fanen og mit Værge er Æren reddet.«
Tjeneren