Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman. Etlar Carit
paa?« spurgte han.
»Lapperi!« svarede Bryggemann, medens Adolph iførte ham Uniformen. »Hvem tænker paa sligt, naar Fædrelandet er i Fare? Først Æren i Behold – saa Klæderne! – Lad nu Trommen røre for at samle vor Compagni her paa Pletten.«
Denne Ordre viste sig ved et senere optaget Krigsforhør at være et nyt og utilgiveligt Feilgreb af den Øverstbefalende, idet denne Trommehvirvel veiledede den endnu usikre og frygtsomme Fjende og gav ham Anviisning paa, hvor de i Mørket skulde søge de norske Soldater.
Idet Trommeslageren udenfor Gaarden begyndte at lade en Hvirvel rulle hen over den lille Høislette, følte han en Haand klemme sig fast om hans Arm, og fra et lyshaaret Hoved stirrede ham to opspilede Øine i Møde.
»Ikke en Lyd!« hviskede Halvor. »Jer Oberst maa jo være galen; Fjenden er endnu paa Vildspor – jeg viste ham Vest paa, da han spurgte, hvilken Vei Norsken flygtede. Hører han Trommen, har vi ham her om et Øieblik.«
»Af Veien, Dreng!« raabte Trommeslageren og søgte at frigjøre sin Arm.
»Giv mig et Gevær,« raabte Halvor med ubændig Energi, »saa skal jeg skyde Allarm oppe fra Fjeldet. Det samler ogsaa vore Folk og leder Fjenden til Fjelds.«
Trommeslageren sled sig løs. En skarp Hvirvel gjenlød fra Klipper og Skov; endnu en Hvirvel, vild og farevarslende. Dette Signal opnaaede tilfulde Hensigten at kalde Folk til Stede – det var blot ikke norske Tropper, men svensk Cavalleri, der som en Stormvind kom brusende ned over Sletten.
Halvor udstødte et rasende Skrig.
»Sikke umælende Tossefæhoveder!« udbrød han. »I staa ikke til at redde.«
Han forsvandt i Skoven.
I næste Nu var Gaarden omringet, og inde i den, Fanevagtens lille Skare, der i det korte Mellemrum ved tililende Mandskab var voxet til 70 Mand.
Idet Fjenden red ind i Gaarden, anført af en Rytter, der var indsvøbt i en vid Kappe, kastede Bryggemann Fanen til Dillerud.
»Lad den forstikke i Sneen, mens vi drage os tilbage mod Broen,« befalede han.
Fanen vikledes sammen og forsvandt, medens Obersten og hans Folk i god Orden drog sig ud af Gaarden ned mod den omtalte Bro.
»Overgiv Jer – I ere een mod tyve!« lød en befalende Røst foran Svenskerne.
»Der talte Du dit sidste Ord, og det var en Løgn, Kong Carl!« udbrød Bryggemann, rev et Gevær fra den nærmeste Soldat og sigtede paa den kappeklædte Rytter, som holdt ubevægelig foran sine Folk i det klare Maanelys. Geværet klikkede med en smældende Lyd; en Haanlatter lød fra Rytteren, som ikke var Kong Carl, efter hvad der senere blev oplyst, men Arveprindsen af Hessen.
Efter denne mislykkede Heltebedrift slængte Oberst Bryggemann Geværet fra sig og overgav sig, uden at der blev vexlet et Skud eller et Sværdslag. Enkelte af hans Folk undslap ved at søge til Fjelds, de øvrige bleve afvæbnede og som Fanger førte til Præstegaarden.
Det er i nærværende Fortælling ikke Hensigten at give en udførlig Skildring af de følgende krigeriske Tildragelser under Svenskernes Indfald i Norge uden forsaavidt, at Fortællingens Hovedpersoner tage Deel deri. Her maa det være nok at minde om Brigadeer Kruses tapre Kamp ved Höland Præstegaard, hvortil han indtraf nogle Timer senere, underrettet om Bryggemanns Nederlag af hans flygtende Folk.
Uden at afvente Forstærkning indlod Kruse sig ved nævnte Bro med en langt overlegen Fjende, drev Carl den Tolvte to Gange tilbage til Skovene, men maatte omsider trække sig tilbage over den smalle Bro, hvor han mistede flere Folk. Kruse skal i denne ulige Kamp med egen Haand have fældet sytten Fjender og skudt Prindsen af Hessen; Kuglen trængte ind gjennem hans Gehæng og maatte siden skjæres ud af Hoften. Prindsen blev ufortøvet ført tilbage over Grændsen til Sverig.
Ligeledes huggede Kruse Kong Carl over Armen. Da Brigaderen haardt saaret tilligemed sine Folk som Fanger blev ført ind i Præstegaarden, lod Carl den Tolvte ham forbinde af sin egen Feltskjær, komplimenterede ham og spurgte, om »Jutan Frederik« havde mange saadanne Krigere, for saa skulde Fanden slaaes med ham, hvortil Kruse svarede, at han var kun en af de ringeste Soldater, hvilket Kong Carl skulde komme til at sande, dersom han trængte længere ind i Landet.
Da Kongen saae Bryggemann og hørte om dennes Uheld, sagde han spøgefuld: »De burde ikke hedde Bryggemann, men Tryggemand.«
Denne Hentydning syntes ikke at berøre den fangne Officeer pinligt. Han opslog en skraldende Latter, lagde Haanden paa Brystet og forsikrede, at det var en overmaade stor Vittighed af Majestæten.
Da han gjensaae Oberst Kruse som Fange i den samme Stue, hvori de nogle Timer tidligere skiltes, maalte han den tapre, saarede Helt med et haanligt Blik.
»Jeg vasker mine Hænder,« udbrød han med overlegen Foragt, »efter den Ordre, vi fik at holde os til. Det kan man kalde en liderlig Conduite!«
Ved den senere Krigsretsdom, der faldt efter vidtløftige Forhør, fratog den danske Konge Bryggemann hans Officeersbestalling, hvorimod Oberst Kruse det følgende Aar blev forfremmet til General.
Saaledes udspilledes dette korte Drama, der blev af skjæbnesvanger Betydning for Frederikshald, idet de Øverstbefalendes Mangel paa krigersk Overblik begunstigede Fjendens Angreb, som paa dette Tidspunkt med Lethed kunde være afslaaet af den samlede norske Troppestyrke, der fandtes spredt i Egnen, og Landet saaledes dennesinde for videre Invasion have været forskaanet.
EN NORGES SØN
Samme Aften, som Kong Carl den Tolvte udførte dette vellykkede Overfald paa Höland Præstegaard, vandrede Bjørnstad frem og tilbage i Storstuen hjemme paa Fossegaarden, som ved Stedets naturlige Beliggenhed dannede en afsondret Fæstning paa en fremspringende Klippepynt. Henne ved Bordet sad hans Hustru Mari. Det døsige Lampelys kastede sit gullige Skjær over hendes indfaldne Træk, der vare prægede af stor Blidhed og megen Forsagelse. Hendes klare Øine, der endnu besad Ungdommens Glands i deres rynkede Indfatning, fordi hendes Sjæl havde bevaret Ungdommens Styrke i Hengivenhed, hang ved Mandens mægtige Skikkelse, der syntes at fylde det store halvmørke Rum, som han fyldte hendes Hjerte. De foldede Hænder fore af og til rykkende i Veiret, som om hun beherskedes af en dyb Sindsbevægelse. Det gjorde hun ogsaa: det var et mangeaarigt Opgjørelsesøieblik mellem de aldrende Ægtefolk.
Bjørnstad havde nylig talt; hans malmfulde Røst dvælede endnu i Luften. Hans buskede Bryn vare sammendragne, hans Skridt smaatmaalende, medens hans Sjæl tog de store Lidenskabers vidtflyvende Sving i Udbrudets Øieblik.
»Troer Du, jeg er seende blind og hørende døv, sløv og følelsesløs? – Javist, Hustru!« udbrød Bjørnstad og standsede med tilbagekastet Hoved og Tommelfingeren i Ærmegabet. »Jeg var din unge Kjærlighed, Jeg mindes vel den Sommerdag da lille Anne Mari brød ind i vor Have, for at smage vor Frugt, og jeg fangede dig for bestandig i mine Arme, – Du blev min Manddoms trofaste Ledsagerinde i Modgangens Dage, – jeg saae det nok, – Du kæmpede din Kamp, for at mildne mit Sind mod mine Landsherrers Usseldom, Du vilde lære mig at bøies under deres Overmagt. Du kæmper derfor endnu, i Dag, hver Time, Du lever. Hør det nu: de bøie aldrig min Nakke, Byherrerne dernede. Jeg sætter min Fod paa deres, til de have gjort deres Uret god imod mig.«
»Siig hellere: de sætte deres paa vor, Halvor,« sagde Mari. »Hvad fører al denne Modstand til?«
»Er det da saa meget, jeg forlanger? blot en Erklæring, blot nogle gode Ord for al den Uret, de voldte os.«
»Javist, Byen skyldte Dig at udbedre din Gaard dernede ved Skarivandet. Du fæstede den af Kollegiet i faldefærdig Stand og troede dem paa deres Ord, da de lovede at udbedre Huset og istandsætte Digerne. De bleve vore strenge Herrer, holdt ikke deres Løfter, men inddrev alligevel de høie Skatter, og da Du klagede til Byraadet, holdt det med Kollegieherrerne og dømte Dig i Bøder. De toge vort Kvæg, vor Høst, til Du maatte drage af Gaarde; de gjorde Dig svarlig Uret. Men Herren har jo været os god siden; nu ere vi vel bjergede. Dog fortsætter Du Krigen. I Gaar kom Stævningsmændene for sidste Gang herop, – Du bliver lyst fredløs, sagde de, dersom Du ikke forliger Dig med de mange Klagere. Husk, det er alle de store Kjøbmænd dernede i Frederikshald, Du har