Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman. Etlar Carit
og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen Vinter langs Grændsen, og vi ere blevne skrøbelige i Maven siden.«
Lærer Ramus rømmede sig og vedblev med hævet, salvelsesfuld Røst, da han saae, at han havde fanget Opmærksomheden ved Tidens brændende Spørgsmaal, Sildefiskeriet.
»Ja, med mine høigunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med Sildens Mangfoldighed eller dens Misvæxt at gjøre; den retter sig gemeenlig efter Aaringernes større eller mindre Frugtbarhed paa Landjorden. Fisken har altid i følge Forsynets høieste Bestyrelse været saa fidele at gaae meest til her, naar vi har været meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nøie Forbindelse med Grønlandsisen.«
Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af Papegøien.
»Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender jeg bedre til. Hvalen og Silden, men især Torsken holder sig tæt op til den Slags Driviis og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det Øie. – Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til Vands, og vores gode Hvalsild har baade Rogn og Flomme og Mælk med paa ærlig norsk Viis, mens dens Unger bliver til Vissensild i den svenske Skjærgaard, for deres Vand er forgiftig for norske Gjæller.«
Et bifaldende Raab lød til den sidste Taler, der nød sin Triumf og saae sig om med et bevidst Nik, medens han bankede i Bordet med sit Knivskaft efter et nyt Kruus Most.
»Jeg har selv været med til, at de forgangen Aar styrtede hele min Skibsladning af svensk Sild i Rakkerkulen i Danzig, fordi de Snydere ikke vilde troe, den var norsk, hvormeget jeg end svoer mig fordærvet derpaa. Hvad siger I! herunter med hele Stadsen? Skal dette vare ved, bringer svensk Sild, Herren evig, vor norske Graabein i Miskredit.«
En tyk Borger benyttede Øieblikket og sagde:
»Vi maae dog som retsindige og velbetænksomme Borgere give fornøden Oplysning til Anklagedes Uskyldigheds Forestillelse i Sagens rette og egentlige Omstændighed og Beskaffenhed, idet Svensken nok veed at give sin Sild Fordeel fremfor vor ved at nedsalte den i Egetræestønder, mens vi stole paa vor norske Hvalsilds Retfærdighed og kun salter ham i Fyrretræer.«
»Nei, vi kan ikke med Svensken,« sagde Oldermanden atter og slog i Bordet. »Silden hørte, Gud forbande mig, os til fra Tingenes Begyndelse deroppe Nord paa, og utallige gjæve Kjøbmænd ere gaaede fallit, fordi de i god Tro slog sig ned paa vore Kyster; saa blev Silden af Svensken andetsteds bestemt og henledt. Vi kan ikke med Svensken.«
»Ja, jeg bliver ved mit, som allenfals er mit eget!« raabte Daniel. »Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til Vands. Det samme siger ogsaa vor gode norske Søhelt, Peder Wessel fra Bergen. Han kan trasakke dem, han!«
»Den Mands Skaal bør drikkes i min bedste Kanarisekt,« sagde Værten Jonassen rørt; »den tømme vi med høit løftede Albuer, kjære Venner.«
»Den forgyldte Nøgle«s Stamgjæster reiste sig og tømte Krusene for Peder Wessels Velgaaende med korte Leveraab, og saa blev der pludselig dødsstille i Krostuen, medens Papegøien, der ved Raabene vækkedes af Søvnen, foer op, baskede med Vingerne og skreg gjennemtrængende og med overbevisende Kraft:
»Pas paa: – Patron snyder – de snyderrr! hi, hi, ha, ha!«
FRA BJØRNEHIEN
En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde Træk var under Stamgjæsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves i dens Heelhed, fordi den berører en af Borgernes Rigdomskilder: Sildefiskeriet, ubemærket traadt ind i Stuen og stillede sig ved Bordets øverste Ende, medens hans Blik prøvende fløi over Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en tætpakket Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af Tobakstaage og Mørke. Alles Øine stirrede paa den Sidstkomne, som om der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette Øieblik.
Manden var Peder Colbjørnsen, Ætling af den berømmelige Colbjørnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter Fædrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt beboede.
Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens ypperste Mænd, der i disse Trængselens Dage foregik alle Andre med et glimrende Exempel paa Mandsmod og Kløgt.
Her vil maaskee være Stedet at fremhæve den hæderlige Colbjørnsenske Slægt, idet dens fremragende Mænd yde et væsentligt Bidrag til deres Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering, ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mænd, der stode fuldt paa Høide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af Slægtens Forfædre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fædrenegaard Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i Christiania og døde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar. Endnu findes en Descendent af Slægten i lige nedstigende Linie paa Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soløer, en i sin Ælde eiendommelig Hovedbygning af Træ, der foruden øvrige Værelser bestaaer af en usædvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Spærtag, bæres af et mægtigt Mastetræ, hvorpaa der forhen fandtes en Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opført i Aaret 1324. Paa Væggen i denne Storstue hænger en Tavle med Inscription fra 1779 af Sorenskriveren Schiermann, en Danskfødt, hvilken Omstændighed maa tilskrives, at han nævner en dansk Konge, skjøndt Norge paa nævnte Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksøn.
»Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer,
nedlagdes første Steen til dette Klippehuus.
Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer,
bo her, til »stjernet Bjørn, nedslingres næsegruus!«
Slægtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bære Navnet berømmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brødre Jacob Edvard og Christian Colbjørnsen høie Pladser i vor Kulturhistorie som Justitiarii i dansk Høiesteret. Efter vor berømte Lovkyndige Anders Ørsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han døde som Conferentsraad 1799.
Broderen, Christian Colbjørnsen, var ligeledes Justitiarius i Høiesteret og døde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i sit 65de Aar. Han skal have været i Besiddelse af en overordentlig Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i Epigrammet som i Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraaler og Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige, udmærkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Løsning skyldes for en stor Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brødre findes ogsaa et Epigram:
Brødre af Fødsel ei blot, men Brødre af Aand og af Kløgt
Fædreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mænd
Forfædres Navn og Rang de hævded' ved fædrelandsk Idræt,
og som de hædrede Nor, hædred' hans Ros dem igjen.
Da Kong Frederik den Sjette vilde ophøie Christian Colbjørnsen i Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at »han ligesom sine Forfædre intet andet Adelskab ønskede end Bevidstheden om at have virket til Kongens og Statens Gavn.«
Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld Stub gift med en Colbjørnsen. Stub tog efter endte Studier ved Kjøbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten blev han ansat som Præst i Christiania, og her berettes, at en gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prædikenen og udbrød høilydt: »Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel geführt?«
Denne berømte Præst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig 1643 og udmærkede sig ved sin Nidkjærhed og militair Indsigt, blev Bedstefader til de for deres Tapperhed og Høisind velkjendte Søskende Hans, Peder og Anna Colbjørnsen, som hovedsagelig udgjøre vort Bekjendtskab til Slægten, og