Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman. Etlar Carit
i Folkets Hjerte, medens hans Navn burde staa i straalende Glands for enhver Nordmand: den fra Svenskekrigen bekjendte tapre Klokker, Ole Svendsen Bakke fra Id.
Mari vendte langsomt sit Hoved mod ham, deres Blikke mødtes, alvorsfulde, tillidsfuldt forstaaende.
»Her maa hjælpes,« sagde Ole Svendsen.
»Ja, han maa hjælpes, Broder,« sagde hun.
»Stakkels Søster! stakkels Bjørnstad!« ytrede Ole Svendsen Bakke. »Her maa hjælpes af al Formue. Jeg kjendte ham ikke ret før i Dag. Du har Ret, Mari, han er en brav, norsk Mand. Mit Hjerte glædes i denne Stund. Det er kun hans Dømmekraft, som er bleven forrykket og i sygelig Overdrivelse fortegner den Uret han har lidt, til den antager unaturlige Dimensioner.«
»Gud signe Dig, Ole,« sagde Konen, medens hendes Mundvige droges nedad. »Saaledes er min stakkels Halvor. – Blev Du vred, da han talte saa ondt om Dig?«
»Nei, Søster, i Aften glædes jeg ret; først nu forstaaer jeg Eder begge. Han skal blive reddet for sig selv, der er hans værste Fjende, det lover jeg ved Jesu dyre Blod. Vi skulle seire.«
De to Søskende rakte hinanden Haanden. De skiltes med et Nik.
Idet Ole Svendsen gik mod Døren, lød springende Fodtrin udenfor i Sneen, Forstuedøren blev aabnet, Fødder stampede mod Steenbroen, og Stuedøren blev revet op.
Drengen Halvor sprang frem paa Gulvet, slængte sin Hue paa Bordet, saae sig om med en overmodig, straalende Seiersmine og raabte:
»Hvor er Far min – Far, som siger, at ung Halvor ikke duer, Halvor dovner, Halvor Fantungen – ? – Her er han! – Hvor er Far?«
Hans Stemme forstærkedes til et udfordrende Jubelbrøl. Bjørnstad traadte frem i Døren.
»Her er din Far! – Er Du fuld, Dreng? Har Du igjen været ude at føite om i Stedet for at sove i din Seng?«
»Sove? – Troer mine kjære Forældre, at deres mandhaftige Søn er en saadan Tryne, der sover, mens Svensken er brudt ind i vort Land?«
»Svensken?« spurgte Bjørnstad.
»Ja, netop Svensken. Og jeg har slaaedes med ham det bedste jeg orkede. Höland Præstegaard er overrumplet, fordi vore Folk ikke lystrede mig. Riser og vor dyre Fane er i Kong Carls Magt. Ret strax kunne de være her, og imens sidder mine kjærlige Forældre og Morbror Ole i Kakkelovnskrogen.«
»Han er fuld,« sagde Bjørnstad til sin Hustru. »Det er dit Kjæleri, som har ødelagt Hvalpen, fra han var lille. Hvad sagde jeg, naar Du frelste ham fra Ferlen?«
Halvor gik hen til Ilden, satte sig paa Hjørnebænken, trak de frosne Støvler af, skrævede ud med Benene og gned sine valne Fingre, medens han med en ubeskrivelig overlegen Mine saae tilbage paa de Forsamlede.
Bjørnstad traadte hen til Sønnen.
»Op fra min Plads, og staa rank!« befalede han.
Halvor saae nølende op; Faderens mørke og truende Aasyn indgjød ikke Lyst til Løier. For at vise sin Freidighed stak han Tungen ud under Kinden, saa at den dannede en Bule, idet han adlød Befalingen. Bjørnstad hævede sin Haand, som for at lade den falde med et tungt Slag paa Sønnens Kind. Drengen sprang tilbage, men rettede sig strax, rank og kneisende.
»Skam faae den, der slaaer en norsk Mand paa Øret!« raabte han. »Fra i Nat er jeg ikke Dreng mere; jeg har været med blandt Mænd, der værne deres Land. See her.« Han drog Bryggemanns Skriin frem fra sin Kofte og stillede det paa Bordet. »Det er fuldt af Danskekongens Sølvmønt.«
»Hvor har Du faaet det Skriin fra?« spurgte Faderen barsk.
»Fra Krigen, begribeligt,« svarede Halvor; »det er ærligt Krigsbytte. Nu behøver jeg ikke længer at hale Tømmer paa Land i vor Fos og lade mig skjælde for Røversøn af Drengene i Frederikshald. Nu kjøber jeg mig et Gevær og melder mig til Peder Colbjørnsens Mænd. De siger, at han hverver tapre Folk dernede til at forsvare Landet. Og sit Fædreland skylder man det Bedste, man har, lærte Du mig jo.«
»Lad det nu være nok med den Snak,« afbrød Bjørnstad sin ophidsede Søn. »Er det svenske Penge, Du har der i Skrinet?«
Halvor betænkte sig.
»Oberst Bryggemann glemte dem, da han rendte fra Fjenden,« svarede han tøvende.
»Og nu har Du Lyst til at beholde hans Pengeskriin?«
»Det er da bedre, jeg har det end Svensken,« svarede Halvor forundret; »det er jo mit eget surt erhvervede Bytte.«
Bjørnstad vendte sig atter mod Hustruen.
»Der seer Du Følgen af din Opdragelse: vor Søn er en Tyv.«
»En Tyv, Far!« Drengen traadte frem til Faderen og saae ham vredeglødende op i Ansigtet. »Det Navn skulde Du nødig nævne.«
»For Guds Skyld!« udbrød Moderen og kastede sig mellem Fader og Søn, hvis Blikke mødtes som skarpe Klinger.
»Er jeg en Tyv?« gjentog Halvor og slyngede pludselig Armene om Moderens Hals. »Motter, Motter, hvad har jeg ikke oplevet i denne Nat! Jeg sad oppe i det høieste Fyrretræ og saae Kong Carls Folk bugte sig frem over Sneen. Jeg peb som en Ugle – hele Flokken bragte jeg til at standse; det var et herligt Øieblik. Jeg har været en brav, norsk Soldat. – Saa reddede jeg Skrinet fra Svensken.«
Mari klappede beroligende sin Drengs Hoved.
Halvor sled sig løs.
»Nei, vil I vide, hvem her skal passes paa, saa er det Olaug derovre!« raabte han. »Hun var i Nat inde i Officerernes Værelse, og de bød mig Guld for at hente hende ind til dem igjen. En Pige maa ikke i disse Krigstider springe om mellem os Soldater; det ender med en Gebræk.«
»Æblet falder ikke langt fra Stammen,« – sagde Bjørnstad.
»Olaug er en brav Pige; men hun maa holdes stramt,« sagde Drengen. »Hun er ikke noget Skjændselsbarn, og jeg er ingen Tyv.«
Ole Svendsen Bakke, som fra Stuens mørke Baggrund hidtil havde været et taust Vidne til dette Familieoptrin, traadte nu frem og sagde:
»Du har Ret, Bjørnstad, din Søn skjelner ikke her mellem Ret og Uret; men han bærer ikke Tyvemærke i sit Ansigt. Hvad jeg nu maa sige, bliver Du vred over, men det maa siges. Det er ikke din Hustru, der har lært ham at tage sig til Rette i fremmed Gods; det er Dig selv, som lærte ham op i din Bedrift ved Fossen i Stedet for at lade ham drage op til et dygtigt Haandværk.«
»Trænger Du Dig nu mellem Fader og Søn, som Du har trængt Dig mellem Mand og Hustru, Klokker Bakke?« spurgte Bjørnstad, der forgjæves søgte at stramme de skjælvende Læber til et haanligt Smiil.
»Morbror Bakke har Ret: Du bør snarest lade mig lære Krigshaandværket grundigt,« sagde Drengen og saae Faderen freidig ind i Ansigtet. »Nu kan Du slaa en Gang til, fordi jeg er frimodig.«
Bjørnstad tav og betragtede Sønnen.
»Bryggemanns Penge skulle afleveres i rette Vedkommendes Værge,« sagde han. »I Morgen gaa vi til Frederikshalds Øvrighed med Kassen. – Pak hans Tøi,« vedblev han henvendt til Hustruen, »hvis din strenge Hr. Broder tillader det. Jeg seer, det er paa Tide, at Drengen sættes under Mandstugt. Bjørnstads Søn maa ikke vanarte.«
Han dreiede sig paa Hælen og forlod Stuen.
Halvor gjorde et Hop i Veiret, slog i livsalig Glæde ud med begge Arme og raabte: »Herre Jesus – Hurra! I Morgen skal jeg sættes i Krigslære i Halden og lære at blive General! – Men pas imens paa Olaug herhjemme, Morbror Ole; hun deiser ud, siger jeg, hun deiser, Herren evig, ud, naar jeg ikke længer kan jumpe om efter hende heroppe i Skovene, og hun ret længe skal bo under Tag med den Fidelspiller derovre. Har I hørt, hvor han sidder og lirer for hende om Kvælden? Det lyder ynkeligt, jammerligt!« Halvor stampede i Gulvet. »Og en Gang imellem saa stort og kjønt som nede i Kirken. Det er ikke til at holde ud. Pas paa hende, mens jeg er borte, siger jeg. Hun maa holdes i fasten Lænke, lille Mor, for hun er det bedste, det deiligste, jeg veed, paa hele Jorden!«
FØR STORMEN
Rygterne