KAerlighedens vAesen. Thomas Teilmann Damm
her er ikke længere en rigtig melodi, men en dump messen, tre gange afbrudt af det kromatiske Forbandelsesmotiv. Nu følger Wagners version af den umulighedsfigur, vi allerede fandt i Des Knaben Wunderhorn:
Ligesom staven i min hånd
aldrig mere smykker sig med friske skud,
kan for dig af helvedes hede brand
forløsning aldrig springe ud!
Efter en lang pause synker både Tannhäuser og musikken sammen, så godt som tilintetgjort. Nådesmotivet klinger igen i de høje træblæsere (”så stille som muligt”), en fjern, svag forjættelse, som ender brat i en skærende formindsket septimakkord og Tannhäusers udbrud: ”Da ekelte mich der holde Sang!” Melodien til denne linje er faktisk præcist noteret, melodisk såvel som rytmisk, men så godt som alle sangere, der synger Tannhäusers rolle, spyr ordene ud i en art Sprechgesang. Det er første, men bestemt ikke sidste gang hos Wagner, at udtrykket bliver så intenst, at det synes at sprænge selve den musik, der skal bære det.
Rom-fortællingen har ingen rigtig slutning. Den toner hverken bort i stilhed eller kulminerer i vokal eller instrumental fanfare. Hvis vi ikke anede det før, så står det nu klart, at den ikke er nogen arie i vanlig forstand. Dramaturgisk set er det et af de mest betydningsfulde steder hos den tidlige Wagner, for det demonstrerer på eksemplarisk vis, hvad idéen med de mange fortællinger og genfortællinger (senere fremherskende i specielt Ringen, Tristan og Parsifal) er: den musikalsk-dramatiske genoplevelse, virkeliggørelsen af det blot fortalte for følelsen.
Der er ingen slutning på Rom-fortællingen, og det er der ikke, fordi den uden mærkbar overgang er blevet transformeret til handling her og nu: ”Derhen drog det mig” (datid) leder direkte til ”Til dig, Venus, vender jeg tilbage” (nutid). Tannhäuser kalder Venusbjerg-musikken frem: Strygerne sitrer ekstatisk, de bakkantiske motiver hvirvler fra instrumentgruppe til instrumentgruppe, de dissonant-forførende sirenekald fra lystgrotterne (”Naht euch dem Strande”) bryder endelig frem på Tannhäusers ”im Venusberg drangen wir ein!” [
DEN UNGE ADELSKVINDE Elsa af Brabant står anklaget for at have myrdet sin broder, Gottfried, Brabants arving. Gottfried er ganske vist forsvundet, men i virkeligheden er han blevet forhekset af den onde, magtsyge Ortrud. Lohengrin drager fra gralens rige til menneskenes verden for at kæmpe for Elsa. Han ankommer i en båd trukket af en svane, vinder kampen mod anklageren, Friedrich af Telramund, Ortruds mand, og lover Elsa at ville ægte og elske hende. Den eneste betingelse er, at hun aldrig må spørge ham, hvem han er, og hvor han kommer fra.
ELSA LOVER DET og er hengivenheden selv, men Ortrud sår tvivl i hendes hjerte, og på bryllupsnatten stiller hun de forbudte spørgsmål. Lohengrin er nu tvunget til at drage bort. Svanen viser sig at være den forheksede Gottfried, der får sin menneskeskikkelse tilbage. Kaos er afværget, Brabant har atter en legitim hersker. Men det er en ”affortryllet” verden, det underfulde, det magiske, forlader den sammen med gralsridderen.
SOM DET ENESTE AF Wagners værker ender Lohengrin uforløst, tragisk. Det er på en og samme tid den romantiske operas højdepunkt og afslutning. For sidste gang skaber Wagner primært ud af romantikkens tradition og med operaens skemaer mere eller mindre intakte. Fremover bygger han fra grunden og på egne præmisser.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.