Udsatte born i dagplejen. Bente Jensen
af dagen på baggrund af fornyelse af lovgivningen.
Der tegnes et billede af, at ændringerne i dagplejen primært er sket i legestuerne, hvor dagplejere og dagplejepædagoger er samlet. Det kan umiddelbart virke overraskende, at anvendelsen af de pædagogiske læreplaner har ført til flest ændringer i dagplejen, fordi evalueringen som nævnt samtidig viser, at det er her, læreplansarbejdet har været mest hæmmet af kommunalreformen. Det skal muligvis ses som udtryk for, at den tænkning og systematik, som følger af læreplansarbejdet, synes mere ny for medarbejderne i dagplejen end i daginstitutionerne, hvor der er en større andel af pædagogisk uddannet personale.
Endelig peger slutevalueringen (ibid.) i retning af, at børn med særlige behov – eller som her defineret ”udsatte børn” – får en særlig opmærksomhed i kommuner og dagtilbud, men at det ikke foregår specifikt i forhold til de pædagogiske læreplaner. Således vurderer godt en tredjedel af institutionslederne, at læreplansarbejdet har ført til ændringer for gruppen af børn med særlige behov i forhold til nye pædagogiske metoder og nye aktiviteter. Blandt dagplejeledere er tallene tilsvarende. Godt og vel to tredjedele af institutionslederne og dag -plejelederne svarer, at de har igangsat særlige aktiviteter for børn med særlige behov ved siden af læreplansarbejdet. Størstedelen af dagtilbudslederne vurderer som tidligere nævnt, at læreplansarbejdet generelt er til gavn for børnenes udvikling. Imidlertid er det alligevel omtrent halvdelen af daginstitutionslederne og en tredjedel af dagplejelederne, som mener, at indsatsen i forhold til de pædagogiske læreplaner ikke har stået mål med udbyttet.
Evalueringerne antyder således, at arbejde med læring og læreplaner er på vej i dagplejen – men ikke slår stærkt igennem, og slet ikke når det gælder udsatte børn. Undersøgelsen her giver gennem sit kvalitative design nogle indtryk af de grunde, som dagplejere selv fremfører, og af de konsekvenser dette får for mødet med udsatte børn (se også kap 3) .
1.3 FORSKNING OM FORSKELLIGE TILGANGE TIL ARBEJDET MED UDSATTE BØRN
Fra den teoretiske og empiriske forskning har vi gode ansatser til at antage, at en innovativ læringsorienteret og socialpædagogisk tilgang til problemstillinger vedrørende udsatte børn vil have bedre chancer for at opnå effekter end en individ- og problemfokuseret tilgang. Denne sidstnævnte kompensationsorienterede tilgang risikerer i sig selv at kunne blive en del ’af problemet’, idet den har indbyggede konsekvenser i retning af at sætte yderligere marginaliseringsprocesser i gang (Melhuish, 2003; Melhuish et al., 2004; Jensen, 2007). I den nyere internationale læreplansforskning ser vi tendenser, der peger i samme retning. Også her er der identificeret to sideløbende og sandsynligvis ’konkurrerende’ tilgange eller grundsyn, der får vidt forskellige konsekvenser for udsatte børn (Bennett, 2006; Jensen, 2007).
Det paradoksale ved de omtalte kompensationsorienterede tiltag er, at de på trods af gode hensigter risikerer at ende med at blive en ’slags selvopfyldelsens profeti’, hvorigennem problematikken vedrørende social udsathed forstærkes yderligere. Dette selv når den pædagogiske bestræbelse overordnet går i retning af at udvikle børns muligheder og læring. Om barnet opfatter sig selv som ’kompetent’, dvs. anerkendt og respekteret som aktiv deltager i hverdagens praksisser, eller om det føler sig som værende ikke ’god nok’ eller inkompetent, bliver afgørende for, om det kan lykkes at skabe forandringer, så det enkelte barn reelt kommer ind i processer, der styrker dets handlekompetenceudvikling og sociale integration. Da sådanne processer langt fra foregår eksplicit, dvs. som noget, man er bevidst om som pædagoger, men mere som noget, der ’ligger i luften’ i det specifikke pædagogiske miljø, skal der en øget pædagogisk opmærksomhed på mulige eksklusionsrisici til. Disse skjulte risici knytter sig først og fremmest til forventninger i det pædagogiske miljø og deraf afledte problemer med at udsætte børn for en særlig ’udsathedsidentitet’. Vi taler i den forbindelse om, at såkaldte marginaliseringsprocesser og eksklusion kan være på færde institutionelt og kan modarbejde indsatsers gode hensigter ofte ’bag om ryggen på aktørerne’ (Jensen, 2005; 2007; Palludan, 2005; Jespersen, 2006).
Anden forskning og evaluering af udviklingsprojekter peger på to grundlæggende forhold, der synes at virke ekskluderende. For det første opfattes visitationer og traditionelle metoder i den forbindelse overvejende som en måde at stigmatisere udsatte børn på, og bagvedliggende faglige og ”territoriale konflikter” mellem dagtilbud og PPR og dårligt samarbejde som følge deraf kan udgøre faglige barrierer i den forbindelse. For det andet ser det nævnte ’mangelsyn’, som mange praktikere er mere fortrolige med at tænke ind, når det drejer sig om at identificere børn, ud til at hænge sammen med hele bevillingssystemet og med den pædagogiske grunduddannelse (jf. Jensen, 2005). Det nævnes i institutionerne, der indgik i undersøgelsen fra 2005 (ibid.), at støttebevillinger skal gå gennem PPR, sagsbehandler og/eller en anden form for tværfaglige organer. Det vil sige, at hjælpeforanstaltninger såsom en støttepædagog kun bevilges, hvis institutionen netop kan udpege barnets vanskeligheder og særlige behov. Denne tradition har tilsyneladende sat sig godt fast i hele systemet, hvilket i sig selv kan blive et problem, idet dette øger risikoen for, at social arv-problematikker uintenderet bliver fastholdt eller forstærket gennem samfundets institutioner og tiltag.
Sammenfattende kan man på baggrund af den nævnte danske undersøgelses resultater (Jensen, 2005) og en senere opdatering (Jensen, 2007) om selve opgaven vedrørende udsatte børn sige, at daginstitutionerne i deres pædagogiske arbejde stadig placerer sig inden for en af følgende to retninger: en kompensationsorienteret eller en innovationsorienteret.
1.4 TEORETISK BAGGRUND OG AFSÆT
Social arv, som er undersøgelsens begrebslige udgangspunkt, kan kort opsummeres som følger: Negativ social arv knytter sig på den ene side til socioøkonomiske, kulturelle og socialt ulige vilkår og muligheder og på den anden side til marginaliseringsproblematikker og de vanskeligheder og problemer, som socialt udsatte børn ofte bliver ofre for i samfundets institutionelle sammenhænge fra vugge til voksenliv. De to former for marginalisering eller udsathed kan gensidigt forstærke hinanden. Når en marginaliseringsproces eller eksklusion, som det ofte kaldes, først er i gang, kan det være vanskeligt at bryde ud af den – den ’smitter af’ og føres ofte videre fra generation til generation. Blandt andet på grund af samfundsinstitutioners ulighedsskabende processer, men også på grund af mangelfulde sociale netværk samt en række risikofaktorer i barndommen, som børn, der vokser op under socialt belastende vilkår, let bliver ’udsat’ for – dels som følger af vanskelige vilkårs (økonomisk, kulturelt og socialt) konsekvenser for den enkelte familie og dels som konsekvenser af den samfundsmæssige ulighed, der reproduceres generation efter generation uanset tidens øvrige tendenser.
Det, som er kendetegnende for en ’social arv’, er forestillingen om, at det er ’noget’, man overfører fra generation til generation, og dette ’noget’ kan defineres med begrebet ’habitus’ fra den franske sociolog Pierre Bourdieu (Bourdieu, 1997). Begrebet habitus dækker en samling handle- og holdningsmønstre, dvs. bestemte handlekompetencer, som inkorporeres, ved at yngre generationer overtager mønstre i fortolket form fra forældregenerationen, mens ’reproduktionen’ foregår gennem overdragelse af sociale karakteristika. Det sker bl.a. i kraft af en socioøkonomisk position med alt, hvad den måtte indeholde af statiske forhold såsom materielle goder, boligforhold, økonomisk råderum, nærmiljø etc., men også i form af holdninger og livsstil knyttet til bestemte sociale positioner og gruppetilhørsforhold. Social arv kædes hos Bourdieu sammen med social handlen, som følger forskellige habitus (ibid.), dvs. den måde, mennesker håndterer vilkår på. Mestrer man så at sige spillet i relation den omgivende sociale verden, som Bourdieu udtrykker det (ibid.), er den sociale arv positiv, mestrer man det ikke, forekommer arven at være negativ. Det er altså ikke nødvendigvis det enkelte menneskes økonomiske ’kapital’, der bliver bestemmende for, om mennesker mestrer spillet og dermed for personens livschancer. Det alt-afgørende er derimod koblingen mellem individuelle kompetencer, både socialt, fagligt og vedrørende kreativitet, fleksibilitet og personligt overskud, og evnen til at tage kontrol over og magte situationer.
Det