Udsatte born i dagplejen. Bente Jensen
et kompetenceløft, ”gøre en forskel”
(videreudviklet fra Jensen, 2005, side 99)
Hvis synet på ’udsatte børn’ og hele problematikken om udsathed grundlæggende er problemorienteret, bliver konsekvensen let, at indsatser rettes mod reduktion af barnets individuelle problemer og eventuelle synlige tegn som fx adfærdsproblemer. Hvis børne- og problemsynet derimod ændres i retning af at sætte fokus på ressourcer, bliver konsekvensen, at hele forståelsen af og arbejdet med indsatser bliver mere konstruktivt orienteret mod pædagogikken, der kan stimulere barnets udvikling, socialt, personligt, følelsesmæssigt og intellektuelt. Dertil kommer, at hvis problematikken om social arv og udsatte børn tager afsæt i et mere kontekstuelt teoretisk syn, fx et økologisk perspektiv (Bronfenbrenner, 1979) eller et socialpsykologisk mestringsperspektiv (Werner & Schmidt, 1992; 2001), så er konsekvensen, at indsatser rettes mod det positive, fremadrettede, og der sættes fokus på børns læring, livschancer og kompetencer, dvs. intellektuelle, sproglige og sociale kompetencer.
Social innovation i et organisatorisk læringsperspektiv
Den foregående indkredsning af begrebet social arv og de tilstødende begreber om en henholdsvis kompensations- og innovationsorienteret tilgang til indsatser for udsatte børn bidrager til at understrege, at der eksisterer komplekse problemstillinger på området, som indebærer, at der fremover må satses mere på at se på social arv-problematikker som en samfundsmæssig og pædagogisk problemstilling. Skal vi som samfund kunne nå nye mål med indsatser på dette område, er det nødvendigt at søge nye veje både i praksis og forskning. Her kommer begrebet social innovation i spil i forhold til at undersøge nye pædagogiske muligheder, metoder og den måde, praktikere forholder sig til nye lovkrav og viden på området på.
Social innovation defineres her overordnet som fornyelse af og i sociale ydelser i vores velfærdssamfund under forandring. Denne form for fornyelse kan i forhold til problematikken om social arv og udsathed tage afsæt i et nyt fokus på uddannelsessystemet (fra tidligste alder i dagtilbud, dvs. både institutioner og dagplejen). Et sted at starte er gennem en skærpet pædagogisk opmærksomhed og en ny bevidsthed om de skitserede risikoprocesser i hverdagen, dvs. eksklusion og andre utilsigtede ulighedsskabende mekanismer. Udfordringen til forskningen og praktikere bliver i den sammenhæng at være parate til at tage vante rutiner og gældende forskning op til fornyet refleksion og at satse på forandringsprocesser og -potentialer i hverdagslivets praksisser set i lyset af den komplekse problematik om social arv og udsathed.
Fornyelse af feltet vil videre dreje sig om at udvikle og implementere nye organisationsformer, metoder og en dertil knyttet fornyelse af fagligheden i arbejdet med udsatte børn. I den sammenhæng kommer ledelsesformer, kompetencer og lærende fællesskaber i centrum som et af de centrale omdrejningspunkter. Men ét er struktur, noget andet er de konkrete processer og tiltag, der skal til for at skabe egentlig udvikling. Implementeringsforskning relateret til institutionel udvikling (Jensen & Rasbech, 2008; Winter & Nielsen, 2008) og forskning i innovation og arbejdslivslæringsforskning (Elkjær & Wahlgren, 2006; Siggaard Jensen, 2007) angiver, at medarbejderes faglige udvikling fordrer både ydre rammer, som muliggør nye organisationsformer, og indre betingelser, der fremmer institutionel læring og videndeling knyttet til fællesskaber.
I et netop afsluttet interventions- og effektstudie (Jensen et al., 2009b) undersøges det nærmere, hvordan institutionel læring og fornyelse sættes i gang og fastholdes via systematisk omlægning af organisationsformer, herunder konkret planlægning af et udviklingsforløb og modeller for forandring, og hvilke effekter dette fornyelsesarbejde har målt på børns kompetencer og læring. Endvidere bygges der i det pågældende projekt på den overordnede hypotese, at praktikeres læring gennem videndelingsfora i større målestok igangsættes og reelt implementeres, hvis der opnås en følelse af ejerskab til projektet i de pågældende medarbejdergrupper, og i det ligger der også, at medarbejdernes motivation er til stede eller initieres gennem projektet. Disse antagelser støttes af fremherskende læringsteroretisk forskning inden for organisations- og arbejdslivet (Antonacopoulou et al., 2006; Elkjær, 2005; Elkjær & Wahlgren, 2006).
De samme tendenser blev identificeret i et kvalitativt studie af et igangværende udviklingsprojekt rettet mod professionelles kompetenceudvikling med fokus på udsatte børn i Roskilde (Jensen et al., 2005). Her blev det også tydeligt, at konkret handling rettet mod forandring af praksis kræver nye organisationsformer både eksternt og internt.
Disse overvejelser over begrebet social innovation ligger bag bogens afsluttende analyser af dagplejens udviklingspotentialer for arbejdet med mere effektfulde indsatser for udsatte børn. I analysen lægges der vægt på at identificere dagplejens behov for muligheder og vilkår for at udvikle egen faglighed og praksis. Dette falder helt i tråd med bogens videnskabs- og erkendelsesmæssige grundlag, at viden og udvikling er sociale konstruktioner, hvilket implicerer, at fokus i analysens sidste afsnit vil være at se på innovationspotentialer i en social arena, der oftest er kendetegnet ved at bestå af ’privatpraktiserende’ aktører. Hvordan spiller dette forhold ind på dagplejeres hverdagsliv og udviklingspotentialer, og hvordan kan det influere på fremtidige analyser og interventioner i dagplejen med henblik på at forbedre indsatser for udsatte børn?
Opsummerende kan det konstateres, at lovgivning, forskning og praksis i forhold til udsatte børn i dagtilbud samlet set peger i retning af at sætte fokus på børns livschancer og social mobilitet. Dette felt har været under hastig udvikling gennem de sidste 3 til 5 år, hvor der bl.a. er sat øget fokus på dagtilbudenes rolle som et miljø for en pædagogisk satsning over for udsatte børn gennem læring jf. loven om pædagogiske læreplaner (Socialministeriet, 2004) og Dagtilbudsloven (Familie- og forbrugsministeriet, 2007). Endvidere er der sket en betydelig udvikling af kommunernes praksis på området (EVA 2008), og sidste skud på stammen er to samlede udviklingsinitiativer initieret af Kommunernes Landsforening (KL, 2008) med henblik på at skabe fællesskaber og øget kvalitet i dagtilbudssektoren. Dette som en samlet strategi med fokus på almenområdet på den ene side og området udsatte børn på den anden side.
På trods af denne udvikling i lovgivning, praksis og forskning i forhold til tidlig indsats for udsatte børn (Nordenbo et al., 2008; 2009; Jensen & Mehlbye, 2009; Mehlbye, 2009) har det ikke omfattet dagplejeområdet. Det er her, nærværende undersøgelse tager afsæt. Den overordnede hensigt er at give dagplejen en stemme i den samfundsmæssige debat om, hvorvidt og hvordan dagtilbud kan opfylde lovgivningen vedrørende udsatte børn.
1.5 BOGENS STRUKTUR OG LÆSEVEJLEDNING
Bogen er bygget op af i alt 7 kapitler samt bilagsmateriale, bilag1: tabelmateriale knyttet til kapitel 2-4, bilag 2: om metoden og datagrundlag og bilag 3: profil af dagplejere hhv. med og uden socialt udsatte børn i dagplejen.
I kapitel 2 præsenteres undersøgelsens resultater vedrørende nogle af de centrale forudsætninger for dagplejens arbejde med udsatte børn. Det drejer sig om dagplejens opfattelse af begrebet udsatte børn og udsathed og de udtryksformer, som identificeres gennem hverdagen som tegn på problemstillingen. Her præsenteres dagplejens, dvs. dagplejeres og dagplejepædagogers iagttagelser af udsatte børn og disses signaler. De bagvedliggende spørgsmål, som tager afsæt i studiets teoretiske grundlag, handler om, hvordan ’udsatte børn’ italesættes, og hvilket problem- og børnesyn dagplejen lægger for dagen. Der er i den sammenhæng spurgt mere konkret til, hvilke sider af udsathedsproblematikken dagplejen får øje på gennem hverdagslivet. Måske ser dagplejens professionelle noget andet og mere, netop fordi man i dagplejen er ansvarlig for en lille gruppe på 3-5 børn og arbejder under helt andre og mere hjemlige forhold end daginstitutionernes professionelle, som gav udtryk for deres syn på udsatte børn og problematikken om ’social arv’ i den omtalte daginstitutionsundersøgelse (Jensen, 2005). Måske er det ligefrem sådan, at andre udtryksformer hos udsatte børn ’kaldes frem’ på grund af, at der er færre børn samlet, og at de professionelle – her dagplejere – har nær kontakt med børnenes forældre og kender