At taenke eksistensen. Группа авторов
G.
(1987 [1948]). The Philosophy of Existentialism, New York, Citadel Press
PAREYSON, L.
(1997 [1940]). La filosofia dell’esistenza e Carlo Jaspers, Genova, Marietti
PAREYSON, L.
(2001 [1943]). Studi sull’esistenzialismo, Milano, Mursia
SARTRE, J.-P.
(2007 [1943]). Væren og Intet, oversat af Mogens Chrom Jacobsen, Århus, Philosophia
SARTRE, J.-P.
(1984). Eksistentialisme er humanisme, Viborg, Vinten. Ny udgave af samme oversættelse (2002), Eksistentialisme er en humanisme, København, Hans Reitzels forlag
SARTRE, J.-P.
(1985 [1960]). Critique de la raison dialectique, Paris, Gallimard
SLøK, J.
(1966 [1964]). Eksistentialisme, København, Berlingske Forlag
SLøK, J.
(1978). Kierkegaard – humanismens tænker, København, Hans Reitzel
THURNHERR, U.
(2007). “‘Existenzphilosophie’ und ‘Existenzialismus’ oder kurze Geschichte ‘eines’ Etikets”, i Thurnherr & Hügli (red.), Lexikon Existenzialismus und Existenzphilosophie, Darmstadt, WBG
WAHL, J.
(1969 [1959]). Philosophies of Existence, London, Routledge and Kegan Paul
WAHL, J.
(1949). Esquisse pour une histoire de “l’existentialisme”, Paris, L’Arche
II Tekster
3
“At holde forfatterens idé klar”
– Johannes Sløk og eksistentialismen1
At blive til er nemlig et spørgsmål om intensitet. Rollen, der aldrig kan få sin gyldighed fra sig selv, fra sit indhold eller sin vigtighed, gyldiggøres alene ved, at den rollehavende vælger at have sit liv – ikke just i denne rolle, men i valget af den. Det er valget, der skaber kontinuiteten, og identifikationen består ikke i at pege på rollen, men på sig selv som den, der valgte den. Det vil være rimeligt i denne sammenhæng at minde om grundtanken hos Karen Blixen: livet er et skuespil, og det gælder om at holde forfatterens idé klar, at drive den ud i den yderste konsekvens; at blive til er ét med at blive sin rolle, sin skæbne, sin historie tro.
Johannes Sløk, Eksistentialisme (s. 60)
PAW HEDEGAARD AMDISEN
Nærværende antologi og dermed også denne artikel handler om eksistensen som problem for tænkningen, eksistentialismen som filosofisk position og idéhistorisk fænomen.2 Og i forlængelse heraf handler den naturligvis også om, hvorvidt de indsigter, eksistentialismen gav anledning til, kan siges at have aktuelt potentiale.
For mit eget vedkommende gør endnu nogle afgrænsninger sig dog gældende, idet jeg vælger primært at behandle eksistentialismen i en dansk sammenhæng, og indenfor denne overordnede afgrænsning vælger jeg at gøre endnu en tematisk indsnævring gældende, forstået sådan, at fokus for min artikel særligt vil være én bestemt persons forhold til den eksistentialistiske tænkemåde. Den opmærksomme læser vil naturligvis allerede have gættet, hvem denne person er.
Hvis man ønsker at behandle eksistentialismens danske reception er der ganske enkelt ingen vej uden om ham. Johannes Sløk var og er simpelthen en af eksistentialismens og eksistensfilosofiens mest lidenskabelige og konsekvente apologeter i Danmark. Det er derfor indlysende at placere ham som tyngdepunktet for denne artikels behandling af eksistentialismens introduktion inden for den danske efterkrigstids intellektuelle debat. Johannes Sløk var nemlig om nogen katalysator for denne introduktion, om end vi skal se, at også andre aktører og forhold var væsentlige i den forbindelse.
Netop derfor vil det være passende at lægge ud med at redegøre for de idéhistoriske forudsætninger – internationalt og ikke mindst nationalt – der muliggjorde, at Sløk med sine eksistentialisme-forelæsninger i 1963 “fik pæne lægefruer til at udtrykke sig i eksistentialistiske termer, når de handlede i Magasin” (Holm 2007: 48). Når disse forudsætninger er blevet blotlagt, vil jeg i artiklens to næste afsnit, primært med udgangspunkt i Sløks klassiske bog Eksistentialisme (udgivet første gang i 1964), behandle hans eksistentialisme-konception mere indgående, hvorefter jeg vil afslutte artiklen med en kort overvejelse omkring den fortsatte relevans af eksistentialismens filosofiske ræsonnement, således som det kommer til udtryk i Sløks tolkning af den. Det bliver i denne sammenhæng endvidere nødvendigt at tage stilling til fortolkningsmæssige markeringer i den nyeste Sløk-reception.
Da Gud blev væk
Vi fører nemlig alle, hvad enten vi vil eller ej, et dobbeltliv. Den enkelte lever ikke bare sit eget personlige liv, men samtidig epokens liv, mere eller mindre bevidst (Bjerg 1994: 19).
Nok blev det fejret, da 2. verdenskrig i 1945 fandt sin afslutning, men de intellektuelle og moralske tømmermænd meldte sig hurtigt. Hvordan havde den civilisatoriske katastrofe, som nazismens uhyrligheder og krigens øvrige barbari repræsenterede, overhovedet kunne finde sted? Tegnede nazismens og krigens afsindige logik og ideologiernes ildevarslende magt over menneskene ikke et billede af en kultur og en civilisation i dyb intellektuel krise?
Det var spørgsmål som disse, der spøgte i hovederne på efterkrigsgenerationen og skabte et intellektuelt klima, hvor en omfattende kulturpessimisme på det beståendes vegne gik hånd i hånd med ønsket om at skabe en ny vej for menneskeheden, som – mente man – stod på et absolut nulpunkt, hvad angik værdier og moralske holdepunkter i tilværelsen. “Aldrig mere” blev således mottoet for efterkrigstidens tungsindige eftertanke.
Bøger som Jean-Paul Sartres Eksistentialismen er en humanisme (L’Existentialime est un humanisme, 1946) og Albert Camus’ Oprøreren (L’Homme révolté, 1951) forsøgte på et henholdsvis humanistisk og heroisk grundlag at overvinde tidens tungsind og tendensen til værdimæssig nihilisme, og forsøgte på denne baggrund at genintroducere den fra Kierkegaard udgående eksistenstænkning som en eksistentialisme. Et forsøg, som nærmest øjeblikkelig vandt genklang i efterkrigstidens yngre generationer, der så det værdimæssige vakuum, som krigen havde efterladt, som en mulighed for i Guds fravær og i et åbent opgør med det etablerede samfunds værdier og normer at starte på en frisk. Et liv i “oprigtighed” (autenticitet) og menneskelig frihed, forstået som muligheden for at træffe afgørende, eksistentielle valg, blev – ikke mindst på baggrund af de tilspidsede dilemmaer, som krigen havde stillet en hel generation overfor – afgørende nye forståelseskategorier.
Også i kunst og populærkultur afspejlede denne nye virkelighedsforståelse sig. Allerede før denne virkelighedsforståelse blev reflekteret filosofisk, havde den amerikanske kriminalroman således med sin forkærlighed for den kuldslåede ener – den som regel lettere fordrukne privatdetektiv – der måtte navigere i en virkelighed tømt for moralske absolutter og faste værdimæssige holdepunkter, skabt prototypen på den nye “eksistentialistiske” mennesketype. En mennesketype, som hurtigt vandt indpas i populærkulturens på dette tidspunkt ypperste kunstform, nemlig i filmens univers. Humphrey Bogart blev denne mennesketypes ikoniske repræsentation. Altid med en cigaret i kæften, et glas whisky indenfor rækkevidde og en kynisk, men også altid uimponeret og uhildet (autentisk) kommentar på læben.
Når jeg tænker på eksistentialismen og eksistentialismens livssyn, så kommer jeg altid til at tænke på en bestemt film (dog ikke med Humphrey Bogart på rollelisten). Det drejer sig om Billy Wilders klassiske film noir Double Indemnity fra 1944.3 Filmen indledes med en titelsekvens, hvor filmens hovedperson Walter Neffs skygge på krykker bevæger sig ind i billedet. Sekvensen er klart metaforisk. Det er det moderne, forkrøblede efterkrigsmenneske, der her træder frem. Ensom