Kroppens sublime tale. Elin Andersen

      Det menneske som har et melankolsk sindelag bekymrer sig lidt om, hvad andre mener og holder for godt og sandt … hans standhaftighed udarter sig til egensind. Han ser med ligegyldighed på skiftende moder og på deres skin med foragt … og hader løgn og forstillelse. Han har en stærk følelse af den menneskelige naturs værdi. Anser mennesket for at være en skabning, der fortjener agtelse. Han tåler ingen forvorpen underdanighed og ånder frihed i et ædelt bryst. (Kant i Werke bd. 2 1981:841-42)

      Naturligvis kan karakteren udarte sig, hvis standhaftigheden bliver til tungsind, andagten til sværmeri og frihedsiveren til entusiasme. Hvis følsomheden bliver forskruet, og der mangler en afbalanceret fornuft, forfalder han til overtro. Bliver forstanden yderligere svækket risikerer han at ende som et vrangbillede, en fantast eller en særling (ibid. ). Kataloget over dårligdommene er helt intakt, men det anfægter ikke den absolut positive karakteristik af den sublime melankolikers dybsind og alvor. Koblingen mellem melankolien og det sublime var hermed legitimeret i tysk tænkning.

      Kants sublime melankoliker kommer en ny sværmertype i møde, som vi indledningsvis mødte i skikkelse af Philipp Moritz’ ensomme livsvandrer på egestubben, og før ham Goethes Werther. Han er besat af en ny omfattende melankolsk sjælstilstand, frigjort fra den sorte galdes såvel som den rationelle moralsk-fysiologiske kontekst. Melankoli og fantasi blev forenet i et nyt og stærkt forbund med rum for både sentimentalitet og patos. Thi det var først her under genibevægelsens gennembrud i 1770’erne, at det kreative potentiale i melankolien – entusiasmen blev værdsat fuldt ud. Uden at knytte en bevidst forbindelse med renæssancens melancholia generosa og det hellige vanvid beriges metaforikken med et platonisk vokabularium bl.a. hos C. MartinWieland (1733-1813), der nu kan forestille sig “livseleksiren” entusiasme som en “berøring af gud” eller det guddommeliges indvirkning i den enkelte (Schings 1977:204). Man kan se åbningen mod kosmos som en rumlig udvidelse både til indbildningskraften og store hjemløse følelser.

      Genimelankolien tilførte sværmermelankolien en ny værdighed og fascinationskraft, men outsiderrollen blev der ikke ændret på. Det litterære sværmeri bredte sig også i populærlitteraturen, mens den melankolske sindstilstand bl.a. via Goethes Tasso (1790) fra da af bliver uomgængelig i selve digtereksistensen. Den heftigste moralsk belærende kritik har fortonet sig. Vores livsvandrer på egestubben er nok en ny melankolsk type, hvis stereotype gestus dækker over en mere kompleks melankolsk psyke end før. Men som han sidder og stirrer i vandet ser han dog ikke andet end sig selv, sin egen blotte eksistens. Med sit selvbetragtende tungsind tager han denne på en gang interessante og triste eksistens på sig, på samme tid som han klager over den. Sturm und Drang-generationen var hudløst opmærksomme på outsiderrollens tvetydighed, på undertrykkelsen, de samfundsmæssige skranker i den, samtidig med at de inderliggjorde den som samvittighed. Mattenklott har på interessant måde fremhævet dette tema, som en væsentlig baggrund for den vitale titanisme i 1770’erne (Mattenklott 1968).

      Maskinmetaforen var i bred forstand udtryk for en overlegen indsigt i det kropslige. I mødet med kraftgeniets almagtsdrøm, der altid ledsages af det store melankolske tungsind, bliver den i stedet tegn på subjektets afmagt, forvandlet som den blev, til billedet af marionetter, der dingler i deres snoretræk. Ingen i Sturm und Drang-tiden forstår at iscenesætte sådanne sprællemænd, som Jakob Lenz i sin dramatik, som vi senere skal se. De visionære forestillinger om kroppens betydninger, der er indlejret i disse metaforer, skal nu efterspores på tættere hold i den æstetiske teori om tableauet. Således som det udspringer af dialektikken mellem sprog og krop, narration og billede, poesi og maleri, flux og figur og sansningens dunkle begær.