Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion. Erichsen Ludvig Mylius

      Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler,

      vi taler om det hele og siger frit vor Mening.

      De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler

      de kendes ikke her i vor Tremands-Forening.

      Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte

      for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden.

      Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,

      at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden.

      De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster

      eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre;

      de tør ikke være ene, for de ejer ingen Rester

      af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre.

      De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge,

      og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne,

      Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe,

      at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne.

      Men vi, som lever her i et stænget Mørkerige,

      Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget

      og øse af vort Indre i det uendelige

      og drøfte Livet bag os, forunderligt og broget.

      Og digte Livet fremad, saadan som det skal skabes,

      naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme;

      – hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes,

      vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme.

      Det danske Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses,

      det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben

      som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses,

      – tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben.

      – Vi tre er alle vokset fra det unge Fælles-Præg,

      hvor man entusiastisk vil Enighed bestandigt

      og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg.

      Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt.

      Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden:

      se, saadan er Moralen, jeg har af Livet taget,

      du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden

      er netop saadan formede af Læren, jeg har draget …

      Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder,

      skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet,

      – nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner,

      men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet.

      Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde

      alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd.

      Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde

      vore Karakterers sande Form for Personlighed.

      Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer,

      naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet;

      han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer

      med stærkt og svagt, med ret og vrangt – godt eller slet forrentet.

      – Mig kender du og véd, jeg er ikke af de blide,

      endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig,

      medgørlig og behjælpsom – ja, endnu maa jeg lide,

      fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig.

      Da troede jeg paa Mennesker – og paa min Barnelære —

      de var saa gode alle, jeg vilde ingen støde,

      men altid selv beflitte mig paa mild og god at være

      og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde.

      Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig,

      men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet

      forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig.

      Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet.

      Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden,

      og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet,

      før ogsaa jeg fik lært mig at slaa den Tyr for Panden,

      der ellers mit naive Hjærte vilde truffet.

      Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde

      saa rent uforberedte om Lovene, som raader!

      De skønne Idealer er jo allesammen døde,

      hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader!

      Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«,

      – men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare,

      der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare.

      Og i mit Hjærte vokste om eget Liv mit Krav.

      Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare,

      men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder.

      Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare;

      et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller.

      Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,

      hvori min Evne higede mod Selvstændighed.

      Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet,

      maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned.

      Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone,

      de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre,

      beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone,

      ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre.

      Ja – det er svært at lære, at det, som Livet kræver,

      er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende.

      – Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver:

      den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende!

      Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen;

      de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg.

      Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen;

      jo færre dine Venner, des mere er du tryg.

      Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro,

      o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder

      fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo,

      jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder!

      Det skal I alle vide, men du, min Ven, især,

      af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder,

      saa langt