Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion. Erichsen Ludvig Mylius
laa Sensommer-Glød
paa det ensomme Næs.
I det gulnede Græs,
hvor Vildbækken flød,
dèr laa vi og rensede Vunden,
og nu er Saaret forbunden.
Der var sket noget stort,
kastet bort noget tungt,
og vi drømte saa ungt,
som vi før havde gjort,
da vi gik i den hjemlige Verden
og digtede Planer til Færden.
Ja, hvor gransked vi tidt
i det grønlandske Kort
og beregned hvert Skridt,
som vi vidste blev vort,
– vi vidste det! Vi kunde mærke,
vi var ubetvingelig stærke.
Thi det kan ikke ske,
at en Ungdom, som vil
og har Kræfter dertil,
maa sig vingestækt se
og lade sig skubbe fra Reden
af Oldinge-Stædigheden.
Og det »Adgang forbudt«,
som en mugnet Plakat
fra vor Enevoldsstat
mod vor Rejse fik skudt,
dette Grønlands kinesiske Lukke
vilde vi sønderhugge!
Da saa Landet laa frit,
og trods »Venne«-Kritik
i Opfyldelse gik
hvad vi drømte saa tidt,
om de unge Vinger at strække,
da var vi bevægede begge …
Og nu ligger vi stængt
i Polarnattens Hi,
vore Drømme er fri,
nye Planer blir tænkt …
Maaske stævner vi nordpaa ad Aare
til Sejr eller Fald eller Baare.
Ja, jeg véd, hvad du kan.
Du har Grønlænder-Blod,
jeg har prøvet dit Mod,
du er modnet til Mand,
og du er, blandt alle jeg kender,
den tryggeste, hvad der saa hænder.
Du kan ro en Kajak
gennem oprørt Vand,
du kan styre et Spand,
om saa Fanden det trak,
du er født her i Pollandets Øde,
og her skal din Skæbne du møde.
Dette Land, det er dit,
du, som taler dets Sprog!
Du skal skrive en Bog,
som kan lære os lidt
om Folket ved disse Kyster,
dets Skæbne, Drømme og Dyster.
For vi andre, vi gaar
ikke dybt i et Folk,
som vi kun gennem Tolk
i Tale faar …
Men mod Nord kan jeg gaa, om du følger,
over Ishavets stivnede Bølger.
Ja, mod Nord, Grønland rundt,
dèr, hvor ingen har traadt!
– Er i Drømmene blot
dette Syn os forundt?
Eller gaar virkelig Færden
mod ukendte Egne af Verden?
Vi har Kraft nok og Mod
og et lysende Haab,
vi fik Æventyr-Daab
under Isblinkens Fod,
vi har Ungdommens sejrrige Alder,
– men mod Syd ligger Hjemmet og kalder …
Hvor vi gaar! Hvad der sker!
Om vi mødes igen!
Se, da er der, min Ven,
ingen Mistillid mer:
Det er ærlige Haandslag, vi giver,
de er rene de Hænder, der skriver!
Og krystalklar og pur
– som den Vildbæk, der flød
under Sensommer-Glød —
er vort Venskabs Natur.
I Mindernes lutrende Rødme
staar Samlivets Smærte og Sødme.
IV
JØRGEN BRØNLUND
Kære Jørgen, sære Jørgen,
du vor tro »Alt-mulig-Mand«,
aldrig nogen Grund til Sørgen,
Jørgen alt udrette kan.
Faar en Hundeskagle Nykker,
gaar et Slædejern i Stykker,
skal der bruges Fil og Sav,
er han Manden
med Forstanden
og det rette Haandelav.
Men vi skændes næsten daglig,
jeg og Jørgen, med Humør.
Ogsaa jeg vil spille faglig,
jeg har rejst i Verden før.
Men jeg kommer ingen Vegne,
hans Begreber er hans egne,
al min Visdom uden Vægt.
Et despotisk
»Idiotisk«
er hans Svar paa Dialekt.
Men vi kan som Regel staa os
ved at følge Jørgens Raad,
skøndt han helst vil overgaa os
paa sin Slæde som i Baad.
Bringer han os lidt i Knibe,
og der er blot ringe Stribe
Udvej for vort unge Liv,
altid tør han,
altid gør han
just det rette, klog og stiv.
Jørgen er vor bedste Jæger,
skyder altid Smaavildt nok,
og i »Hulen« han os kvæger
som en sjælden renlig Kok,
er snarraadig Blikkenslager,
snild som Smed og Bøssemager,
ja saagar i Tegnekunst;
dydig, vittig,
frisk og flittig,
sparsom med sin Ros og Gunst.
Jørgens hele Kundskabsmængde
er just ingen ringe Part;
dybe Ting han gennemtænkte,
ræsonnered altid klart.
Kølig er hans skarpe Hjerne,
haane Dansken vil han gerne
– nu