Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion. Erichsen Ludvig Mylius

      Din Slægt er død. Din Far og Mor

      har nyligt vi til Hvile bragt.

      Saa tog du mod vor Briks, vort Bord

      og har vor Levemaade smagt.

      Og da vort Kød og Brød slap op

      med Vandet i den frosne Elv,

      da gav du os en Hvalroskrop

      til Hundefor og til os selv.

      Og af dit Telt vort Tag blev lagt,

      vi brændte alt dit Lampespæk,

      i din Kajak gik vi paa Jagt,

      til synkefærdig den løb læk.

      Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,

      og drog ad Kløften højt til Fjælds;

      og havde du en Hare skudt,

      gav du os baade Skrog og Pels.

      Fælles er nu vort Ædetrug

      og alt vort Stræb for daglig Kost.

      Om Hulen stryger Vejrets Sug,

      hvide er Væggene af Frost.

      Mest er du tavs, begriber knapt

      vor stille Syslen med Papir;

      det er, som om du havde tabt

      din Aands de gamle Vildmands-Stier.

      Snart sover du paa Briksens Sten

      og raaber tidt i Søvne højt,

      drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,

      nu da vort Forraad er lidt sløjt.

      Kød er din hele Tankekres,

      din Verden blot et bræklædt Fjæld,

      knap kan du tælle til en Snes,

      og dog befinder du dig vel.

      Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt

      følger du kun din egen Trang,

      hver Livsens Dag blir festligholdt

      med Elskov, Mad og Trommesang.

      Af tusindaarig Slægt udgroet,

      der langs den hvide Isblink drog,

      har du som dine Fædre troet

      paa skjulte Magters Varsel-Sprog.

      Alt det, som dine Fædre vandt

      af Livets dyrekøbte Kløgt,

      blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,

      – en Ledetraad i Livets Røgt.

      Ærværdig er din Hedning-Tro,

      som helst du følger til din Død,

      – men Kristenheden slaar sin Klo

      i al din svare Sjælenød.

      Thi ikke kender du den Gud,

      i hvis misbrugte Frelsernavn

      vi skulde øvet Hjærtets Bud

      men tændte Hadets Flamme-Bavn.

      Vor stakkels Agpaling'uak

      med Biblens Helgennavne døbt,

      fortabt den Frihed, han inddrak

      i Fjældnaturen, isblink-svøbt,

      hans Fædres Visdom søndertraadt,

      tusindaars-gamle Skikke brudt!

      Han har den store Pan forladt

      for Salmesang og Bly og Krudt.

      Hans Tarmskindstromme haanet blev,

      hans Sang forbudt, hans Sagn belét,

      – her sad tre hvide Mænd og skrev

      alt, hvad de havde hørt og set —

      saa var det altsaa dem, der stjal

      hans gyldne Frihedsliv, til Tak

      for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,

      – vor stakkels Agpaling'uak!

      Ind under Elmehækken,

      af Vestenstorme mejet,

      er der en Grav i Rækken,

      en altid kærlig plejet,

      dèr hviler trygt

      i Rosenflor

      min Mor.

      Og skinner Solen vaarligt,

      og spirer frem, selv her mod Nord,

      duftende Kalke af mager Jord,

      da mindes jeg din Grav, o Mor,

      og ser den for mig blomstersmykt,

      husker dit Blik – og véd med Frygt,

      at al din rige Godhed

      fik jeg kun lønnet daarligt.

      Alt, hvad jeg vilde sagt dig,

      og som dig skulde trøstet

      og til mit Hjærte bragt dig,

      bævede mig i Brystet —

      ak, men jeg stod

      snart ved en Grav

      og tav …

      Paa Livets travle Veje,

      opfyldt af tusinde Behov,

      rammes vi brat af Livets Lov:

      at nu har Døden valgt sit Rov,

      et elsket Hjærte skælver sygt,

      da haster vi i Haab og Frygt

      og kaster os i Hulken

      over den dødes Leje.

      – Over den dødes Kiste

      hang der en Blomstersfære,

      Venner og Fjender viste

      Liget »den sidste Ære«,

      og mellem dem

      hyklede bedst

      en Præst …

      Aa, vi er som Sjakaler,

      vi slaas gemént i Livets Krig,

      vinder vor Sejr ved skummel Svig

      men mødes enigt om et Lig —

      vi rosenkranser Ligets Hjem,

      dèr, hvor vi før holdt Torne frem,

      og tror, at disse Blomster

      vor hele Gæld betaler.

      Selv den, der vilde baaret

      dig, Mor, henrykt for Livet,

      aldrig din Tanke saaret

      og ingen Sorg dig givet,

      ham førte bort

      fra dig og dit

      hvert Skridt.

      Du blev din Søn berøvet

      og