Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion. Erichsen Ludvig Mylius

Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius


Скачать книгу
selv at vide det.

      Jørgen vil jeg altid huske

      længst af al hans mørke Slægt.

      Ingen Dansker kan ham kuske,

      han er stærk i Selvrespekt,

      minder mig om stejle Jyder,

      kender sine Landsmænds Lyder,

      ser og skatter deres Værd,

      lod mig lære

      dem at ære

      paa vor lange Grønlandsfærd.

      Eskimoen er godmodig,

      med den fri Natur i Pagt,

      og jeg véd, han hader blodig

      Enevældets snævre Magt.

      – Blandingsbørn blir født uægte,

      som den Danske ej kan nægte

      Penge og Paternitet.

      Sagen glemmes,

      han forfremmes,

      bliver »Amtmand« trods sin Bêt.

      Men forelsker han sig ærligt

      i en smuk Grønlænderinde

      og vil giftes! Hvor besværligt

      at faa stiftet Hjem med hende!

      Kun mod Tab af Embedsstilling

      faar han Ægteskabsbevilling,

      – Manden maa jo være gal!

      Staten harmes

      ved den armes

      Syn paa dansk Missions-Moral.

      Vi har kristnet Eskimoen,

      lært ham Tvivlens Sjæleangst.

      For sin Frihed vandt han »Troen«

      og fik Kaffe for sin Fangst.

      Selvkaldt er vi Landets Herre,

      vi kan for Kulturen spærre,

      og det har vi hidtil gjort.

      Penge vandt vi,

      Folket bandt vi

      stavnsfast bag en lukket Port.

      – Naar en Gang i Grønlands Styre

      sjette Frederiks flade Aand

      faar sin slet fortjente Hyre

      og blir kvalt i egne Baand,

      og naar Vejen brydes aaben

      til at holde over Daaben

      Landets egne Børn som Mænd,

      der kan lede

      egen Rede,

      saa er Jørgen glad igen.

      Jørgen! Du maa ikke slippe

      Fremtidshaabet for dit Folk,

      rank og grundfast som en Klippe

      skal du være Retfærds Tolk.

      Du skal se, der gryr en Morgen,

      da I hejser Flag paa Borgen

      under unge Frihedskor:

      send da ikke

      hadske Blikke

      ned til gamle danske Mor!

      V

      GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA«

      Gaba er god,

      god som et Barn, selv om alt gaar imod,

      han kan sig let med vort Vildliv forsone,

      længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,

      som han forlod.

      Gaba er klog,

      taler blot et malabarisk Sprog,

      tidt maa vi ty til de særeste Fagter,

      eller vi udgransker det, som vi agter,

      af en Glose-Bog.

      Gaba er Kok,

      Koksmath især – men han har en barok

      Lyst til vor Smagssans at undertrykke

      ved at benytte som Viskestykke

      Skjorte og Sok.

      Gaba er flink,

      lystrer med Iver vort ringeste Vink

      – helst dog, naar Vinket betyder at skaffe

      Vand paa en Kedel til The eller Kaffe,

      – se da hans Blink!

      Sukker især

      har han, den Slikmund, usigelig kær,

      sender sin Skefuld forelskede Blikke,

      naar han behændig faar Top til at ligge

      – en Kunst, der er svær!

      Gaba er glad,

      sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,

      men naar vi mindsker en Dag Provianten,

      saa kan han sætte sig ordknap og vranten

      over sit Fad.

      Gabas Tobak

      er hans Bekymring og evige Snak,

      og for at skaffe sig noget at røge

      tror jeg, han gerne vilde forsøge

      sin Skind-Timiak.

      Han er adræt,

      let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.

      Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:

      Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:

      »Danse mig træt!«

      Gaba har Trang,

      Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,

      ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;

      rusker man Fyren, saa svarer han værdig:

      »Jeg drømte, jeg sang.«

      Gaba har Røst,

      Salmesang er ham en daglig Trøst,

      Melodierne er bestandig hans egne,

      og de tager Tonen fra samtlige Degne

      her under Kyst.

      Han er literær,

      nedskriver Gloser og Folkesagn her,

      lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,

      ikke en eneste Sjæl kan udtyde

      hans Kragetær.

      Gabas Moral,

      Kristenmoral, den er ikke saa gal:

      dybt han beklager sin hedenske Søster,

      fristes dog selv af hedenske Lyster,

      naar Natten er sval.

      Kæk i Kajak

      gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,

      kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,

      er efter Sæl en paalidelig Skytte.

      Gaba, hav Tak!

      Tro har han fulgt,

      delt vore Kaar under Velstand og Sult.

      Rækker vi bare Uperniviks-Landet,

      skal han faa Sukker og meget andet,

      aabent og dulgt.

      Hundred iblandt

      dem,


Скачать книгу