Madame Champagne. Leonora Christina Skov
holde ud at høre den med ryggen til. Så jeg afgiver min bestilling til et mut pigebarn, der ikke foretager sig stort andet end at svinge med sin hestehale. Hører med et halvt øre Isak sige, at han savner Karie hver dag. Hendes milde væsen. Han udtaler Karie på dansk som Marie med K. Ka-rie, og det skurrer i mine ører, som al hendes væsen skurrer i mine øjne, når jeg tilfældigt falder over billeder af hende i skuffer og skabe. Hendes hektisk plettede kinder. Jeg forstår godt, at Isak kun omtaler hende ved lejligheder som denne.
– Flødeskum eller cremefraiche?
– Flødeskum på tre af dem. Ikke noget på den fjerde.
– Og betaler du med dankort?
– Undskyld?
– Betaler du med dankort, spørger jeg.
Jeg kaster et blik i retning af cafébordet, hvor Isak har lagt ansigtet i professionelle lyttefolder. I panden, omkring øjnene. Det prikker i mine fingerspidser.
– Vent lige, kan jeg få fem hundrede over?
Isak sidder med et af Karies mange afskedsbreve i hænderne. Jeg kan kende hendes store, åbenmundede bogstaver, når jeg ser dem. Altid på det samme linjerede blokpapir, men jeg forstår ikke, hvorfor kanten på papiret dirrer sådan. Karie sendte jo sine afskedsbreve i alle retninger i årevis, så hendes ord og halvkvædede hilsener dukkede op de mest usandsynlige steder. Med tak for alt, Karie Lauretius. Flere aviser trykte dem endog mellem år og dag og gjorde helvede hedt for Isak, men han måtte jo kunne lide det et eller andet sted. Ellers var han vel skredet, inden børnene gjorde alting mere kompliceret, end det allerede var.
Jeg signerer tærtekvitteringen og rækker den til pigebarnet, der puster en kæmpe boble og suger den tilbage i mundhulen med et smæk. Og med rolig stemme hører jeg Isak spørge journalisten, hvad hun egentlig antyder lige nu? Jeg står helt stille. Journalisten stiller et eller andet hårdt fra sig på bordet.
– Adskillige kilder, jeg har talt med, har karakteriseret Karie som deprimeret. Selvmordstruet. De anså det for højst sandsynligt, at hun ...
– Men det gjorde hun ikke.
– Hvad gjorde hun ikke?
– Hør lige her, jeg kan absolut ikke se nogen grund til, at pigerne skal høre det her. Karie døde af komplikationer i forbindelse med Lauras fødsel. Vi kan sagtens tale videre i morgen, på tomandshånd. Det vil jeg meget gerne. Vi har jo en aftale klokken 15.
– Så er der serveret alle sammen!
Isaks lyttefolder glatter sig, så snart han ser mig med hindbærtærte og hvidriflede servietter. Han rejser sig galant, henter en håndfuld kagegafler og de sidste tallerkner og holder min stol.
– For at vende tilbage til det, du startede med at spørge om, siger han, mens Laura puster bobler i sin kakao med et par sugerør – ... så må jeg sige, at vi har et fantastisk liv, også bag facaden.
Jeg griber sugerørene og bøjer dem på midten.
– Det er sjældent i vores individualistiske tid, er det ikke, Isak? spørger jeg, og han nikker alvorligt.
– Lige netop. I vores individualistiske tid er der jo utrolig mange, der ikke tør åbne sig for kærligheden og hengivelsen, og hver eneste minut er jeg dybt taknemmelig for, at jeg evnede det endnu en gang. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har Linn. Det er jo et kæmpe privilegium at dele mit liv med en så smuk, begavet og talentfuld kvinde.
Jeg er så vant til Isaks komplimenter, at jeg må anstrenge mig for at rødme, men journalisten ser slet ikke, hvor godt det lykkes. Hun ser bare direkte på Isak. Løfter det ene bryn.
– Aha?
Hendes ord har en umiskendelig, spottende klang, men Isak hører kun sig selv.
– Uden at sige for meget kan jeg godt røbe, at vi har et helt utroligt jævnbyrdigt forhold bygget på absolut gensidig tillid og respekt. Der er intet usagt imellem os.
– Og ingen løgne, supplerer jeg.
– Netop, Linn. Ingen løgne. Vi lever jo et så ... særpræget liv, at ærlighed er et absolut must.
Isak har altid fascineret mig, når han gestikulerer sig vej gennem sætningerne som nu. Han hakker luften med armbevægelser, der falder præcis et halvt taktslag efter hans ord. Jeg kender ingen andre, der kan understrege sine pointer med rytme alene.
– Isak, elskede, prøv lige at fortælle om dengang, du ...
Journalisten hoster tørt.
– Du skrev Maxim Bar, din eneste romansucces, for præcis otte år siden?
Jeg kan ikke holde ud, at det giver et sæt i mig.
– Og?
– Din flossede selvbiografiske stil blev kaldt ... lad mig lige se ...
Hendes negl løber ned over et par siders notater.
– Prosaens svar på PJ Harvey. Oversat til femten sprog og nomineret til flere internationale priser. Så hvad skete der?
– Med hvad?
– Ja, med dig. Du blev udråbt til et af din generations største håb?
– Jeg gik andre veje.
Isak undskylder sig. Har jeg set toiletterne?
– De er til højre for baren. Kan du se dørene derovre?
– Nåh, derovre. Alle tiders.
Han passerer tæt forbi min ryg, men uden at røre mig. Utvivlsomt tror han, at han gør mig en tjeneste. Som dengang Kridthuset udkom, og Lindring et par år senere, og han aldrig kommenterede anmeldelserne med et ord. Lindring fik én stjerne i Berlingske Tidende, en sur anmeldelse af en feministisk anmelder i Weekendavisen og fem linjer i Jyllands-Posten, der opfordrede alle til at læse Maxim Bar og ingen til at læse “de aktuelle pseudobekendelser” citat slut. Slet ingen anmeldelse i Politiken, der ellers trykker mine bedste skriverier fra Bitchbixen hver eneste uge på bagsiden af livsstilssektionen. Laura rykker tæt ind til mig.
– Skal vi ikke snart hjem? Jeg lægger armen om hende.
– Lige om lidt, skat. Lyt lidt til din ipod, hvis du keder dig. Her, nu skal jeg finde den.
Jeg smiler prøvende til journalisten, men hun spørger bare, om jeg vil sige et eller andet.
– Jamen, det er egentlig meningen, at det skal være en hemmelighed ...
– Så tænk lige over, om du vil fortælle mig det. Når ordene er ude, er de ude, ikke sandt? Det er straight business fra min side. Jeg skriver, hvad mine kilder siger, hverken mere eller mindre.
Det er sikkert glimrende, at hun tager mig for at være komplet idiot. Det plejer Isak at sige. Folk, der har tendens til at undervurdere, opfatter generelt for lidt. Jeg håber, at jeg ser tilstrækkeligt tankefuld ud.
– Det er fint, at du siger det, men det er sikkert et meget godt tidspunkt at røbe, at jeg faktisk er ved at lægge sidste hånd på en stor generationsroman. Den udkommer til næste efterår. September, regner vi med.
– Og titlen?
– Arbejdstitlen er Venter på Yazoo. Efter bandet, du ved.
– Nej?
Jeg er lige ved at spørge hende, hvor hun dog tilbragte 80’erne, men heldigvis nærmer Isaks fodtrin sig min stol. Han lyder altid så velovervejet, når han går.
– Er det ikke en skøn titel, Venter på Yazoo?
Han giver mine skuldre et klem, der gør ondt helt ind i knoglerne.
– Det bliver en intet mindre end fremragende roman, kan jeg godt sige dig. Linns talent er jo lysende. Lad nu vær’ med at være beskeden, skat. Jeg ville jo ikke sige det, hvis jeg ikke mente det.
– Så