Madame Champagne. Leonora Christina Skov
Det sagde du også sidste gang, jeg spurgte.
– Gjorde jeg?
Hun lader mit svar stå et øjeblik. Spørger, om jeg vil have gin eller kamillete. Heldigvis er hun holdt op med at løfte det ene bryn, når jeg beder om gin. Hun smiler bare og bryder ginflaskens forsegling, mens jeg betragter hende i lyset fra den enlige pendel over zinkvasken. Vi er tvillinger, tveæggede, og i hendes ansigt ser jeg tydeligere og tydeligere aftegningen af det stykke vej, jeg ikke er gået. Nætterne med for meget arbejde. Årene med økonomiske problemer uden nogen at dele dem med. Det hele har aflejret sig i dybe skygger om øjnene, og jeg forstår ikke, hvorfor hun viser dem frem på den måde.
Hun rækker mig en flaske Rose’s lime, så jeg selv kan hælde op.
– Er det noget med Isak?
En snert i hendes stemme.
– Nej, selvfølgelig ikke.
– Det er klart. Selvfølgelig ikke
– Hold nu op, Britt.
– Hvad? Jeg giver dig jo bare ret.
Jeg sætter mig ved det ovale køkkenbord og tømmer mit glas, så isklumperne klirrer, og hun tænder en samling bloklys i glasstager. De passer ikke til resten af interiøret. Da jeg siger det, tænder hun nogle flere.
– Så hvad bringer dig herud i det her vejr?
– Det er Anna. Hun er forsvundet igen.
Britt lægger spørgende hovedet på skrå, og jeg rækker ud efter en appelsin i glasskålen på bordet. Piller den, så saften står mig i øjnene, og nævner portrætinterviewet, der er virkelig vigtig eksponering for os lige nu, hvor Isaks seertal er nedadgående, men det sidste siger jeg ikke. Det går jo op og ned med den slags.
– Det er vildt uhensigtsmæssigt, at Anna er forsvundet lige nu, konstaterer jeg bare, og det er som talt ud ad Isaks mund. Uhensigtsmæssigt. Britt smiler en lille smule.
– Ja, det tror jeg gerne.
Jeg hælder ren gin i mit glas og tømmer det. Rækker ud efter flasken igen, og Britt ser undersøgende på mig.
– Du har det ikke godt med det portrætinterview?
– Nej.
– Så hvorfor ...?
Jeg får aldrig talt Isak fra at fortsætte. Det ved Britt lige så godt som jeg. Han vil hellere flække sin arm på tværs end at brænde en så åbenlys chance for omtale. Hun nikker for sig selv.
– I må vel bare få det bedste ud af det, siger hun, og jeg giver hende ret. Få det bedste ud af det. Britt siger langsomt, at hun så Anna så sent som i fredags.
– Ja?
Britt sender mig et af sine blikke.
– Ja. Hun var forbi til en kop te på vej hjem fra skole, og da hun skulle til at gå, nævnte hun faktisk, at hende jeres au pair-pige før Polina ...
– Katalina Kitkova?
– Det skal nok passe. Hun opsøgte Anna i spisefrikvarteret for at sige, at der var problemer.
– Uddybede hun?
– Nej. Hun kyssede bare Anna på begge kinder og sagde see you soon, som om hun mente det. Det var Anna selvfølgelig meget optaget af.
– Nå?
– Anna så helt forelsket ud, hvis du spørger mig.
– Åh, hold nu op, ikke.
En pigestemme råber skingre eder på den anden side af væggen i det samme. De få gange, Anna og Laura har forsøgt sig med noget lignende, har jeg råbt langt værre ting tilbage i hovedet på dem.
– Marianne har det vist ikke så godt for tiden. Hun lader Camilla tyrannisere sig fuldstændig, bemærker Britt og hælder kamillete op i et keramikkrus. Det har en smuk, rund facon, der minder mig om mors porcelæn derhjemme.
– Så hvorfor har hun det dårligt?
– Hvor skulle jeg vide det fra?
– Jamen, ser du ikke ... en del til hende?
Marianne Jensen har været Britts nabo i årevis, men jeg mødte hende først for et års tid siden. På trappen og helt tilfældigt. Hun viste sig at være en attraktiv kvinde med grå cottoncoat og lang, mørk hestehale. Da jeg passerede hende, bad hun mig hilse Britt, og hendes måde at sige Britt på overraskede mig. Hun sagde det så intimt.
– Hvorfor bliver du ved at antyde, at der er noget mellem Marianne og mig?
– Det antyder jeg da heller ikke!
– Kan du ikke prøve at lade være, Linn? Vi er bare naboer.
Britts knoer er helt hvide, da hun griber om hanken for at tage en slurk af sin te, og stilheden er ikke til at holde ud.
– Er du sikker på, at Anna er o.k?
– Anna?
Hun stiller koppen fra sig.
– Det skal jeg jo ikke kunne sige, vel?
– Men du kender hende bedre, end jeg gør.
På dette sted er det meningen, at Britt skal svare noget benægtende. Noget beroligende, men hun ser ud til at være for træt. Faktisk ser hun træt ud hver eneste gang, jeg ser hende. Næste gang må jeg huske at spørge hende, hvordan hun har det. Jeg bunder et glas gin og lime og overvejer, hvor mange år jeg i grunden har udskudt det spørgsmål.
– Og Denise Design går godt? prøver jeg.
– Som det plejer. Posthusene er glade, kunderne er glade.
– Du sælger kortene ind til alle posthusene nu?
– Det ved du jo godt. Det har jeg gjort de sidste fem år.
Det er sandt. Jeg ved det, og alligevel bliver jeg ved at spørge.
Der er meget i denne verden, der er helt okay med mig, men ikke at min søster anser det for et kald at designe bundnaive postkort. Jeg har fundet mit kald! Det sagde hun faktisk, da hun kom løbende op ad vores hovedtrappe med sine første masseproducerede kort i hænderne. Isak kom til. Og pigerne. Vi stod i en akavet rundkreds om hendes rystende skuldre i entreen, og jeg tænkte hele tiden, at Isak måtte gøre et eller andet. Han kunne vel for fanden stikke hende en kleenex eller en nødløgn om, at han fuldstændig forstod, hvordan hun havde det. Men det var Anna, der trådte frem, stillede sig på tæer og omfavnede Britt, imens hun hviskede hende et eller andet i øret, jeg ikke kunne høre. Lo, da Britt løftede hende i vejret og svingede hende rundt. Britt havde ikke været til at komme i nærheden af i årevis, og ingen havde nogensinde haft held til at omfavne Anna før da. Ikke engang Isak og Laura.
Det giver et sæt i Britt, da jeg rejser mig og siger, at jeg må se at komme hjem. Isak har utvivlsomt været alene med journalisten længe nok, og der er også en dag i morgen. Jeg hører mig selv. Der er også en dag i morgen.
– Linn, vil du ikke lige have nogle postkort med hjem? Her, nu skal jeg finde en æske til dig. En af de nye.
Det er for sent at sige nej.
– Mange tak. Og så med guldbånd!
– Ja, flot ikke? Det er faktisk et nummereret bokssæt for samlere. Mine greatest hits.
Jeg bryder mig ikke om det veltilfredse smil, hun sender mig.
– Vend det lige. Du har fået det andet bokssæt, se selv. Nummer to.
Mine skrivebordsskuffer er efterhånden så overfyldte med kort, at jeg må lade mine papirblokke og skriveredskaber ligge fremme, og Isak bliver ved at spørge, hvad der forhindrer mig i at smide dem ud. Det er jo bare pap, plejer han at sige, men han ved lige så godt som jeg, at det er min søsters mærkværdige forsøg på at gøre godt i verden. Hun donerer