Madame Champagne. Leonora Christina Skov
med citrus. Isak smiler varmt.
– Det er klart. Enhver forfatter har jo brug for sparring, ikke?
Jeg tænker på de sidste fire år. Alle nætterne, der er gået med at blogge, stirre på mit Venter på Yazoo-dokument og skrive den samme sætning ned over side efter side. Alle morgenerne med Isaks evindelige spørgsmål om, hvor langt jeg er nået. Side 420? Jamen, så er du jo snart i mål, skat. En enkelt morgen svarede jeg side 820, bare for at få en reaktion, men han smilede bare opmuntrende. Side 820? Jamen, så er du jo snart i mål, skat.
– Jeg havde aldrig fået skrevet en stavelse af min roman uden dig, elskede.
– Åh, hold nu op.
– Nej, men jeg mener det!
Jeg kysser ham på kinden, så min læbestift afsætter et dramatisk ‘o’ på hans skægstubbe. Rækker ud efter en serviet og gnider det af med dvælende bevægelser, så ingen kan være i tvivl om, at fortsættelse følger, når vi engang er blevet alene.
Når jeg sådan rigtigt betragter Isak, kan jeg stadig se og mærke, hvad der tiltrak mig for syv år siden. Eller mere. Syv et halvt. Han ser forbi mig.
– Hvor er Anna? spørger han. Har du set hende?
– Anna?
Han udtaler navnet så dramatisk, at jeg først tror, han mener sin mor, Anna Elisabeth Lauretius, men hende kalder vi sjældent andet end Betsy.
– Du har ikke set hende?
– Nej?
– Men hun var her jo lige før, ikke? Hun sad lige der ved siden af Laura og drak kakao.
– Åh, du mener ...
Jeg afbryder mig selv.
– Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sagt det i tidens løb. Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej. Hver eneste gang, jeg har været uopmærksom et øjeblik eller har vendt ryggen til. Anna har altid været mest til stede i alle de situationer, hvor hun ikke er der.
– Har du prøvet hendes mobil?
– Hvad er det nu, hendes nummer er?
– Åh, er det ikke noget med ... Laura, gider du lige finde det?
Jeg trækker i frakken og tager en dyb indånding.
– Undskyld, må jeg lige skubbe lidt til dig? Mange tak. Undskyld? Jeg skal lige forbi.
Før jeg mødte Isak, maste jeg mig vej igennem hvad som helst og gav folk fingeren, hvis de protesterede. Jeg respekterede ingen, der sagde tak og undskyld uden at mene det.
– Jeg kan sagtens klemme mig igennem. Tak skal du have.
Jeg åbner cafédøren, og alting virker så tyst derude, selv om sneen er begyndt at fyge. En enkelt cyklist bevæger sig fremad i tilsneede hjulspor, højt belæsset med poser, og i en nøgen trækrone dingler en enlig lyskæde. Jeg stiller mig under den for bedre at kunne se tasterne på min telefon og trykker, hvad jeg formoder er Annas nummer, men forbindelsen bliver afbrudt. Jeg prøver igen, selv om jeg ved, hvad resultatet vil blive.
– Kan jeg gøre et eller andet?
Journalisten står bag mig. Jeg kan fornemme hendes ånde mod min hals.
– Nej, hvad skulle det være?
Vi står lidt i stilhed og betragter cyklisten, der mister balancen og falder ned i en snedrive. Han bliver liggende en stund, inden han besværet rejser sig og samler indholdet af sine poser sammen. Græskar i alle størrelser ud over kørebanen. Journalisten træder nærmere.
– Forsvinder hun tit?
– Hvem?
Jeg knapper min frakke hele vejen ned og slynger min ræv om halsen.
– Ja, Anna, jeres datter. Forsvinder hun tit?
Jeg vender mig langsomt.
– Jeg ved ikke engang, hvad du hedder?
Hun har en tung, mørkeblå uldfrakke omkring sig. En Paul Smith at dømme ud fra det bolchestribede for ved ærmet. Vi rækker hånden frem samtidig.
– Kate Klarlund.
Hendes hånd føles overraskende varm i min. Hun klemmer til.
– Nå, er det dig?
– Hvem?
Hun ser køligt på mig, men hendes højre mundvig er knap så nedadvendt som før, og jeg kender legen. Morskaben ved den. Jeg plejer også altid at bringe folk på glatis, når de taler, før de tænker.
– Ja, dig med de alle de store portrætinterviews og featureartikler rundt omkring. Jeg læser dig skam med stor fornøjelse.
– Virkelig?
Jeg vælger at overhøre den sarkastiske tone i hendes svar og takker i mit stille sind Isak. Det var ham, der lærte mig, at jeg kunne vælge den slags til og fra.
– Dejligt at få sat et ansigt på dig, Kate. Du ved, hvordan det er; man forestiller sig alt muligt, når man kun ser et navn.
Hun drejer hovedet mod cafédøren, og jeg ved allerede, hvad hun ser. Isak, der står lænet op ad baren og taler i mobiltelefon, imens tjenerens hestehale går som halen på en hund. Hun har pariserrøv og push up-bh, kan man se, når hun bøjer sig over cafébordene foran ham for at rydde af. Kate spørger, hvordan jeg har det med, at kvinderne sværmer for Isak på den måde.
– Jamen, det tager jeg da som en stor kompliment, det er klart.
Kate betragter tankefuldt sceneriet ved baren. Hun har i grunden smukke træk i profil.
– Jeg kan ikke lade være med at tænke på Maxim Bar, siger hun. – Linn Denise og hendes hævnaktion mod Mark. Jeg har genlæst den nogle gange, senest forleden.
– Er det sandt?
Jeg ser den for mig. Linn Denise, der vender vrangen ud på sin jalousi og forfører sin kærestes erobringer en efter en. Jeanette med parykken. Kira med de matchende lysestager i vindueskarmen. Sten med det urolige blik. Maya, der begynder at græde, bare man rører hendes ben. Linn Denise får dem til at forelske sig i sig, og når det er sket, forlader hun dem med en note: Hvis du nogensinde knepper Mark igen, ser du mig aldrig mere.
– Får du ikke lyst til at gøre som dit alter ego, Linn?
– Mit alter ego?
Jeg ler og sms’er Anna. Tager mig god tid. Call. Worried. Kys L.
– Jeg kan faktisk dårligt huske, hvad mit såkaldte alter ego gør, helt ærligt.
Selv den mest åbenlyse løgn vil se bedre ud på tryk end sandheden, der længe har været, at Isak lever sit eget liv, og jeg lever mit. Det er ikke med min gode vilje, og måske er det heller ikke med hans. Jeg tør ikke spørge ham af frygt for, hvad han vil svare.
– Linn Denise er ikke længere dit alter ego, er det sådan, jeg skal forstå det?
– Linn Denise og jeg har aldrig delt andet end for- og mellemnavn. Det andet er pressens historie. Ikke min.
– Og dog slog du slægtskabet fast i hvert eneste interview, jeg er stødt på. Nu har jeg ikke lige de eksakte citater her, men i Weekendavisen udtalte du for eksempel noget i retning af, at Linn Denise var alle de optrævlede sider af dig selv. Dem, du helst ikke ville være ved.
– Jeg ville sælge bøger, og det gjorde jeg.
– Er det dit svar?
Vi ser på hinanden. Forhåbentlig er det undren og ikke medlidenhed, jeg kan spore i hendes blik.
– Ja. Selvfølgelig er det mit svar.
Jeg lukker øjnene og ser mig