Madame Champagne. Leonora Christina Skov
med hans navn på dørtelefonen er helt gulnet, men han kan ikke være gammel. Hans bevægelser er hårde og utålmodige. Næsten desperate.
Jeg har brugt flere år på at sidde her og registrere hans tiltagende frustration, blogge og skrive den samme sætning i mit Venter på Yazoo-dokument, foreløbig ned over 420 sider. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Det er et citat fra Maxim Bar. Lige der, hvor Linn Denise indser, at Mark plukker alle sine kvinder og mænd på samme tidspunkt. På samme måde, med rod og det hele. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig.
Du har ikke skrevet en linje af din roman, har du vel?
Jeg rejser mig fra skrivebordet, der fortjener bedre end mig. Det står så rankt på sine fire ben, så hemmelighedsfuldt med skufferne en smule på klem. Isak ville bare glæde mig, da han købte det, men han vidste jo, at jeg helst var fri. Jeg havde sagt det hver eneste gang, han luftede ideen om et af disse gamle mahogniskriveborde.
– Det ville bryde rummets hvidhed, kan du ikke se det? Man kommer ind og kapow! Det suger al opmærksomheden til sig.
– Men jeg kan faktisk godt lide mit arbejdsværelse, som det er.
– Hold nu op, Linn.
– Men det kan jeg!
– Ja, ja. Men du kommer til at elske det her, bare vent og se.
Jeg lister mig gennem lejligheden, fra den ene mørklagte en suite-stue til den næste. De ligner hinanden, så jeg altid glemmer, hvor jeg lægger mine ting. Alt er lyse farver, flere nuancer, enkle antikke møbler og så disse kapow-genstande. En knaldrød gulvvase. En frodig, gul orkidé. En enkelt pink pude blandt alle de hvide.
Jeg var midt i en usammenhængende drøm, da Isak ringede på dengang for syv et halvt år siden. Noget med Britt og mig i en jolle og årerne, der var drevet væk.
– Linn? Lad mig nu komme ind!
Britt rejste sig i jollen og skreg, men der var ingen, der hørte os. Der var kun stormen, der tog til og sendte bølgerne op over rælingen. Det var altid sådan noget, jeg drømte.
– Flyt dig nu fra døren, ikke?
Jeg trak ned i T-shirten fra jeg ved ikke hvornår, men den dækkede knap mine trusser, og brædderne føltes kolde mod fødderne. De knagede højt, da jeg trådte tilbage.
– Hør, sov du?
– Klokken er to om natten, Isak. Hvad havde du forestillet dig?
– Du virker bare ikke som en, der sover.
– Du aner ingenting om mig.
Jeg ville have lakeret negle næste formiddag inden vores date på Sommersko. I det kraftige entrélys kunne man tydeligt se, hvor meget de skallede, især storetæerne. Men Isak smilede bare.
– Kom her.
Jeg trak min T-shirt af og bed ham i øreflippen som sidste gang på hotellet. Hårdere end jeg egentlig havde tænkt mig, og hans udbrud tændte mig. Mellemtingen mellem et suk og et skrig af smerte og så den sprøde lyd af stift læder gennem metalspænder og lynlåse på vej ned.
– For helvede, hvor har jeg drømt om det her, Linn.
– Hvad?
– Det her.
Savsmuldstapetet føltes som sandpapir mod huden, og Isak tog fastere omkring mig. Jeg turde ikke bede ham klemme så hårdt, han kunne.
– Du har ventet på mig, har du ikke?
Han gled langsomt op i mig, og min krop svarede for mig. Selvfølgelig havde jeg ventet. Siden vi elskede på den måde forleden, havde jeg ikke lavet andet end at fantasere om fortsættelsen, og jeg bad ham tage mig på skrivebordet. Midt mellem papirdyngerne og de tomme vinglas.
– Hårdere, Isak.
Hans blik flød ud, hver gang han stødte til.
– Hårdere.
Han rødmede ud over maven og videre ud over brystkassen, så det lignede et landkort over et helt kontinent. Jeg var alt andet end forvænt med en mand, der vidste præcis, hvordan han skulle sende mig ud af mig selv.
– Du kommer jo, Linn. Lad mig høre dig.
Jeg faldt sammen omkring hans støn, der blev dybere og endte på min seng, mellem puder og dyner med uens betræk. Han ville have mig under sig, oven på sig, på alle fire og op ad væggen, og til sidst ville han betragte mig, mens jeg red ham. Det var synet af mine bryster, der fik ham til at eksplodere, hviskede han senere, da han lå og kærtegnede min ryg, mens morgenlyset så småt listede hen over gulvet.
– Bliver du ikke lidt længere, Isak?
– Det kan jeg ikke. Jeg går lige om lidt.
– Hjem til din kone?
Han tegnede store, varme bogstaver ud over min ryg.
– Skriv det lige igen.
– Du mærkede jo godt, hvad jeg skrev.
– Det gjorde jeg vel nok ikke!
Jeg kunne ikke sige til ham, at E’et i nej føltes så rart, at jeg ville have ham til at skrive det igen. De tre lige streger, der gennemskar min hud. Hvis bare han ville bruge neglene.
– Så hvad skriver jeg nu?
– Vil ... du ... møde ... mig ... i ... aften?
– Og nu?
– ... Hos ... mig?
– Så konen er ude, eller hvad? ... Hvad er det, du ...? Nej, hold lige op med det der, Isak, hvad er det, du skriver?
– Min kone døde for et halvt år siden, det ved du jo godt. Han rejste sig, før jeg kunne nå at gribe fat i ham.
– Hvad ved jeg? Isak, vent lige!
Han havde allerede bukserne og skjorten halvvejs på. Jeg fik fat i begge ender af hans bælte.
– Fortæl mig lige, hvad det er, jeg ved. Jeg trak ham nærmere sengen.
– Læser du ikke aviser, Linn?
– Nej. Og jeg ser heller ikke fjernsyn, hvis det er dit næste spørgsmål. Jeg sidder her og skriver bøger, okay?
– Du er da også i medierne indimellem. Maxim Bar, er det ikke det, din roman hedder?
Hans vægt fik sengen til at synke en smule, hvor han satte sig, og jeg svingede benet over hans. Satte mig overskrævs på ham og tvang ham tilbage i puderne.
– Fortæl mig, hvem du er?
– Isak Lauretius.
– Det siger mig ingenting.
Han kyssede spørgsmålene ud af mig med en mund, der søgte nedad og startede forfra mellem mine ben. Hvis nogen havde fortalt mig, at det ville holde op en dag, ville jeg ikke have troet på det, men da jeg gennemrodede hans skuffer for et par år siden, vidste jeg, at det var en realitet. Jeg søgte efter beviser på, at han elskede en anden, men jeg fandt ikke andet end hans gamle kursusnoter og et par af mine kærlighedsbreve. Jeg kendte ham så dårligt, at jeg end ikke vidste, hvor jeg skulle lede, tænkte jeg dengang. I dag tænker jeg snarere, at der ikke var noget at finde og muligvis stadig ikke er. Ikke andet end tv-optrædener og bookede kurser tre år frem i tiden.
Hver gang jeg når til den fjerde stue i rækken, får jeg følelsen af, at Betsy stadig er her. Det er karnappens skyld. Betsys sted, som hun kaldte den. Forsvind fra mit sted! Nu! Afgang! Hun havde arrangeret to plysbetrukne stole i den, som var de i dyb samtale. Første gang jeg mødte hende, havde jeg trukket en af dem hen til vinduet. Det var min første morgen i lejligheden. Klokken var ikke mere end syv, men Isak var taget tidligt på arbejde, og alt føltes magisk. Den uredte seng, vi aldrig var nået