Madame Champagne. Leonora Christina Skov
jeg bekender, er der ingen, der kender mig, når jeg lukker min dør. Den etværelses på Vesterbrogade. Jeg boede der i ti år, men den føltes aldrig som mit hjem.
– Hvordan kan det egentlig være, at du udskiftede Linda med Linn?
– Hvad mener du?
Kate lader mine ord hænge i luften lidt for længe.
– Nu er det jo relativt let at finde ud af, at du hed Linda hele din skoletid.
– Du har talt med mine skolekammerater?
– Jeg har talt med den ene og den anden, det er klart. Det ved du. Det var jo aftalen.
Det er Isak, der har talt med magasinet, forhandlet betingelserne og fremlagt det hele som vores store chance for maksimal eksponering. Jeg har bare indvilliget i at deltage som altid, men denne gang er anderledes. Der er noget helt galt. Jeg prøver at få øjenkontakt med Isak, der er midt i et latterudbrud derinde, og Laura går hen til ham, siger et eller andet og peger på døren. Kate hoster.
– Din lille pige forstår vist en hentydning, hvad?
Isak nikker heldigvis til Brigitte Bardot-klonen i det samme, åbner døren for Laura og træder ud til os. Hans ånde danner skyer i mørket.
– Skal vi se at komme af sted ... eller er I midt i noget? Han ser fra Kate til mig.
– Nej, vi er ikke midt i noget, skat.
Til gengæld er vi helt dækket af sne begge to, men først da Laura tager mig i hånden, opdager jeg, hvor meget jeg i grunden fryser. Jeg kan dårligt bøje fingrene.
– Jeg tager lige forbi min søster og ser, om Anna skulle være der, skat.
– Du tager forbi Britt lige nu? Jamen, tror du ikke hellere, at du skulle ...
– Nej.
Isak kan selv få lov at stå med Kate.
– Det er næsten hurtigere at gå derover end at ringe, Vi ses senere, skat. Hyggeligt at møde dig, Kate. Kys kys, Laura.
En sirene blinker sine hyl gennem gaden i det samme. Hakkende lys bag os, foran os, forbi os, og da forstyrrelsen er sneet til, er jeg forsvundet om det næste hjørne, som Anna når hun er bedst. Men hun har også haft mange år til at aflure mig mine tricks, før hun begyndte at forsvinde for alvor og dukke op hos Britt. Vi ved ikke hvor ofte. Britt holder sig til løse formuleringer som Anna kommer da indimellem forbi til en kop te og jo, nu du siger det, var hun tilfældigvis lige forbi i går. Om jeg begriber, at Isak bliver ved at slå det hen med piger i den alder.
Jeg sparker til en snedrive, til den er fyldt med huller, og vandet svupper i mine støvler. Sparker til en anden. En tredje. Vandet får mine fødder til at prikke, og jeg har den største lyst til at få skriget ud, men det vil ikke gøre nogen forskel. Det har det ikke gjort i årevis.
Free your mind and the rest will follow ...
Jeg tager min mobiltelefon, selv om jeg ikke kan komme på et eneste menneske, jeg har lyst til at tale med.
– Linn her?
Det er mor i den anden ende. Hendes åndedræt vibrerer, som har hun løbet, og hun undskylder.
– Jeg ville have ringet tidligere, det er om billederne, Linda. De er væk.
– Hvilke billeder? Hvad taler du om?
Hun begynder at græde,
– Hvilke billeder, mor? ... Hvad siger du?
– Johns billeder. De er væk, Linda. Alle sammen. Hører du mig?
– Mor, jeg er lige på vej over til Britt, og det er snestorm, så ...
Hun afbryder mig, som hun plejer.
– Der kom en journalist forbi her til aften på grund af en mindeartiklen til Ugeposten, du ved. I anledning af tyveåret for Johns død. Og jeg bød hende indenfor. Jeg drømte jo ikke om, at hun ville ...
Jeg trykker det røde telefonrør i bund og åbner min taske i den nærmeste port. Finder alle farverne frem, blyanter og stifter og små etuier og maler huden over, dernæst øjnene og læberne. En tone mørkere end lyset tillader, og så håret. Det maler jeg også over med livlige, mørke krøller, inden jeg ryster ræven og ringer på.
– Ja?
– Det er bare mig.
– Hej dig. Kom ind.
Døren summer mig hele vejen op til mezzaninen. Dørtelefonen er ikke i stykker. Det er Britt, der krampagtigt holder knappen inde.
– Hej, Linn.
– Hola sweetie.
Jeg får øje på Denise Design – kort og godt i sløjfeskrift på døren, før jeg får øje på Britt, halvvejs bag den. Hendes hår er anderledes, end det plejer. Kortere i ulige længder, og jeg komplimenterer det. Vores fælles veninde Malene er en fremragende frisør.
Britt skutter sig i sin lilla kimono, den med broderede blomster, læner sig frem imod mig og stryger mig over kinden.
– Du er kold, kom ind.
– Tak. Tusind tak.
– Åh, pis med dig, Linn. Ingen tak, vel?
Jeg ville ønske, at hun ville undlade at tage mit overtøj som det første. Det får mig altid til at føle mig som en gæst i hendes hjem. Hun sparker sine uldne hjemmesko af fødderne og rækker mig dem med sit skæve smil.
– Her, de er varme.
– Hold nu op, Britt, du behøver jo ikke ...
– Nej, nej, det behøver jeg jo ikke. Vil du låne en kimono?
Den røde er til vask, men du kan få den blå, hvis du vil.
– Jeg er o.k. Jeg bliver ikke så længe.
Da jeg skrev Maxim Bar, blev jeg tit og sov, og om aftenen, når vi havde spist kylling Kiev, læste jeg dagens tekst op for hende. Hun ville sidde med benene oppe under sig i den blomstrede sofa og lytte, og når hun nikkede på sin særlige, tankefulde måde, vidste jeg, at teksten fungerede. Jeg endte med at dedikere Maxim Bar til hende. Til Britt og alle hendes nik. Jeg prøver at få øjenkontakt med hende.
– Mor ringede for lidt siden. Det var om Johns billeder.
Britt forbinder karmen og hoveddøren med raslende kædelåse. Hun tager sig god tid.
– Hører du, hvad jeg siger, Britt? Nogen har stjålet dem. Hun var helt ude af den.
Britt har været rasende på vores stedfar i årevis, og selvfølgelig har hun sine grunde, men han gjorde trods alt sit bedste, til han fik en depression og sprang ud foran toget til Hillerød. Lokoføreren måtte have krisehjælp, og Ugeposten havde for en gangs skyld noget at skrive om, men vi var jo fyldt 18, da det skete. Vi var ikke fem, som da vores far forlod os.
– Hvem har stjålet dem, sagde hun det?
– Hvad?
– Billederne, Linn.
– Nåh, nej, nej. Jeg afbrød samtalen.
Britt udstøder en lille latter.
– Du smed på?
– Ja. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg ellers ...
– Nej, det gjorde du vel ikke.
– Hvad mener du med det?
Hun slår ud med hånden mod stuen.
– Ingenting, skat. Kom nu bare indenfor.
Sofaen står det samme sted som for otte år siden. Lige midt på stuegulvet så man må gå uden om den, når man passerer gennem rummet. Marguerite Duras’ L’amant er tvunget i split over det ene armlæn som alle bøgerne før den.
–