Moderne dannelse. Birgit Eriksson
Hvis Hjemløs har medvirket til at låse genreforventningerne fast, vil det dog være misvisende at give den hele ansvaret. Efter alt at dømme hænger fastlåsningen også sammen med den banalitet, at dannelsesromanerne tematiserer en dannelse, der i mange år har fremstået så ladet med betydning og ofte også så belastet, at det let har fået ideologiske og politiske præferencer til at skygge for en mere snæver litteraturfaglighed. Går man fx til Vilhelm Andersens Illustreret Dansk Litteraturhistorie (1924-1934), så bruges dannelsesbegrebet ikke som en genrekonstituerende term, men indgår i en ideologisk konstruktion, hvor det harmoniske dannelsesideal prises. Man kan da også konstatere, at dannelsesromanen som forskningsfelt har været skueplads for en polarisering af positionerne, så man i mange år enten måtte være dannelsestilhænger eller -modstander. Denne polarisering har både levet af og selv fremmet en fast og snæver genrekonvention, idet den ville have haft langt sværere ved at fungere i forhold til en mindre entydig gruppering af romaner.
Fra 1960’erne og frem var det polariseringen, der bestemte beskæftigelsen med dannelsesromanen i Danmark. På den ene side videreførte Aage Henriksen og hans elever en dannelsestænkning, der nedtonede konflikterne til fordel for deres harmoniske løsning. På den anden side stod Johan Fjord Jensen og en heterogen gruppe af ny- og ideologikritikere, som forholdt sig særdeles kritisk til dannelsestanken og forskød fokus fra slutningens harmoni til forløbets interne konflikter. I denne polarisering var det karakteristisk, at Henriksen, som gerne ville arve humanismen og dannelsestænkningen, koncentrerede sig om Goethe, hvorimod Fjord Jensen, som ville gøre op med den, mere rettede blikket og skytset mod Hjemløs. Kanoniseringen af Goldschmidts roman, som blev foregrebet af Vilhelm Andersen, slog således for alvor igennem i 60’erne, hvor Fjord Jensen og kredsen omkring ham publicerede en række artikler om dannelsesromanen i bl.a. tidsskriftet Kritik.
Når hverken den ene eller den anden pol for alvor fik ændret genrekonventionerne, skyldes det formentlig, at det var de ideologiske modsætninger, der satte dagsordenen for beskæftigelsen med genren. Ny- og ideologikritikernes analyser af dannelsesromanernes konflikter åbnede således ikke feltet. Snarere end en udvidelse af genrekonventionerne førte de til en udskilning, hvor naturalismens udviklingsromaner blev skilt fra guldalderens dannelsesromaner. Dannelsesromanerne skulle stadig være finale og orienterede mod individets integration i totaliteten, mens forløbet i udviklings- eller sammenbrudsromanerne var styret af en kausalitet, hvor individets løbebane var underlagt arv og miljø og ikke endte i en samfundspagt, men en isolation fra det sociale.
Jeg skal ikke her gå nærmere ind i en diskussion af denne udskilning, som oftest sætter en mere eller mindre skarp grænse omkring 1870 og fx adskiller Goldschmidts Hjemløs og Hans Egede Schacks Phantasterne (1857) fra J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880) og Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904). Men det er ikke vanskeligt at finde sammenhænge, der overskrider skellet mellem de såkaldte dannelsesromaner og udviklingsromaner. Man kan fx påvise, hvordan danske dannelsesromaner efter 1870 har mere til fælles med Læreår, end romanerne før 1870 havde (de Mylius 1982: 163-164).5 Yderligere kan man indvende, at det historiske skel ikke løser genrens åbenlyse problemer: En række af de ældre romaner, der også efter udskilningen angiveligt burde være dannelsesromaner, har stadig meget svært ved at leve op til de eksklusive genrekrav, som ikke synes gavnlige for meget andet end de ideologiske polariseringer af feltet.
Kredsen omkring Henriksen greb sagen helt anderledes an, men heller ikke den ændrede genrekonventionerne. Den interesserede sig nemlig ikke specielt for dannelsesromanen som genre, men fokuserede i stedet på det personligt-biografiske og på dannelsestænkningen. Henriksen og flere af hans elever har således skrevet store forfatterbiografier, der ofte fremstår som ret finaldeterministiske og idealistiske udgaver af dannelsesromanen. I disse biografier ser man i højere grad end i mange kanoniserede dannelsesromaner, hvordan alle detaljer underordnes en fremgangs- eller sammenbrudshistorie, og hvordan et inderliggjort individ placeres i et dualistisk modsætningsforhold til omgivelserne.
Disse biografier har ikke bidraget til en åbning af dannelsesromangenren, men snarere til det modsatte, og det samme synes trods alle gode hensigter at gælde den Goethe-inspirerede dannelsestænkning, som Henriksen gennem hele sit forfatterskab understregede vigtigheden af. I et livsfilosofisk og åndshistorisk perspektiv fremhævede Henriksen igen og igen Goethes hele personlighed og suveræne “ånd”, uden at det dermed lykkedes at aktualisere hverken ham eller dannelsestænkningen. Tværtimod forekommer det at være et problem for Goethe-receptionen i Danmark, at Henriksen længe optrådte som hans arvtager, idet dannelsestænkningen dermed fremstod som et alternativ til materialisme, formalisme og andre moderne onder og som bundet til uhåndgribelige og metafysiske kategorier som indlevelse, intuition, harmoni, ånd osv. I Henriksens udgave blev Goethe kontraintentionelt et dannelsesideal fjernt fra realitetens og modernitetens verden, og det samme skete med Læreår, som han – senest i den stærkt esoteriske Litterært testamente fra 1998 – læste som en gennemført frimurerroman fuld af mystisk visdom. Vakte denne læsning aldrig genklang, gav den næppe heller mindre esoterisk indstillede læsere lyst til at kaste sig over romanen.
Henriksens og Fjord Jensens positioner kan på godt og ondt personificere den ideologiske og metodiske polarisering, der i dansk sammenhæng i mange år var bestemmende for beskæftigelsen og ikke mindst manglen på beskæftigelse med dannelsesromanen. Da Fjord Jensen i den seneste del af sit forfatterskab nærmede sig dannelsestænkningen,6 havde han forladt litteraturen og dermed også dannelsesromanen, som han senest beskæftigede sig med i “Sisyfos i labyrinten – dannelsesromanen og det postmoderne” fra 1986. I forhold til polariseringen er dette essay interessant ved, at Fjord Jensen i forlængelse af bl.a. Jean-François Lyotards teorier om det postmoderne ser en række ligheder mellem kritikken og dannelsestænkningen: Begge er de børn af det moderne og deltager i Vestens store legitimeringsdiskurser, kritikken i oplysningens, og dannelsestænkningen i humanismens diskurs. Yderligere er de begge dualistiske og søger noget mere sandt under fremtrædelserne.
Opbløder Fjord Jensen den teoretisk-ideologiske polarisering, fastholder han dog en meget ensidig genreopfattelse. For ham er den underliggende mening i dannelsesromanens dualisme den livsoverskuende identitetsdannelse, hvor alle elementer forstås som en del af helheden, og hvor de forskellige udviklingstrin til slut går op i identitetens enhed. Mens Dilthey nuancerede finaliteten ved at understrege, at de enkelte oplevelser havde en egenværdi uafhængig af målet, vender Fjord Jensen ganske enkelt om på fortegnene mellem del og helhed og gør livsforløbets helhed til “mere-end-summen-af-alle-livsforløbets-enkeltheder” (Jensen 1986: 20). I hans hurtige fremstilling af den traditionelle dannelsesroman foreligger forløbet
som en relativt afsluttet helhed, der lader sig fortolke som en helhed, og som ved at blive fortolket som en helhed leder frem til, at det, der ikke forstås som del af helheden, derved afslører sig som fremtrædelse (Jensen 1986: 220-221).
Er dannelsesromanen ifølge Fjord Jensen altså dualistisk, detaljeundertrykkende og synteseorienteret, så er alternativet ikke en glad postmodernisme, som fejlagtigt tror at kunne undgå den vertikale dualisme ved at se jeg’et ikke som en fast personlighed, men som et spektrum af roller. Dualismen er nemlig indeholdt i enhver fortolkning, der sætter noget ind i en sammenhæng, og disse sammenhænge foreligger, hvad enten vi fortolker dem eller ej. Hans positive modbillede bliver i stedet Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen (1979), som prøver at gøre op med centralperspektivismen, samtidig med at den udtrykker en dualistisk livsforståelse. Den ved, at “selv opgør med dualismen finder sted i en dualistisk form” (Jensen 1986: 34), og er dermed langt klogere end både den traditionelle dannelsesromans detaljeundertrykkende vertikalitet og postmodernismens sammenhængsfornægtelse. Det vil de færreste sikkert være uenige i, men problemet er, at både postmodernismen og dannelsesromanen næsten karikeres til ukendelighed. Den radikale modsætning mellem Fodboldenglen og den traditionelle dannelsesroman kan kun etableres, fordi Fjord Jensen bruger en meget rigid genreopfattelse.
At det er særdeles vanskeligt at finde den så udskældte helhed og harmoni i konkrete romaner, var også en af konklusionerne i Thomas Jensen og Carsten Nicolaisens antologi Udviklingsromanen – en genres historie