Da smor var guld. Inge Marie Larsen
Først fra 1894-95 findes der nøjagtige opgørelser over import til Danmark af smør fra Rusland (inklusive Finland):
IMPORT AF RUSSISK SMØR TIL DANMARK, 1894-99:
| 1894-95 | 327.490 pud | (11 mio. pund) |
| 1895-96 | 376.612 pud | (13 mio. pund) |
| 1896-97 | 420.774 pud | (14 mio. pund) |
| 1897-98 | 445.804 pud | (14 1/2 mio. pund) |
| 1898-99 | 455.099 pud | (15 mio. pund) |
(Vestnik finansov, promyšlennosti i torgovli, 1900, 8: 361; omregning til pund ved forf.)
Fra 1896 begyndte Smørtidende at bringe priser på russisk smør. Kategorien omfattede både smør fra Finland, som fik de højeste priser, fra Estland og Livland, som fik de næsthøjeste, og fra Ruslands indre, som fik de laveste. Indtil 1898 blev hovedparten af det russiske smør afsat i Danmark, primært København, og kun begrænsede mængder blev reeksporteret. Finere partier blev solgt som anden eller tredje klasses bordsmør, mens mindre fine gik til bagerier, hvor de erstattede amerikansk smør, der blev indført i tuber og var af “meget tarvelig Kvalitet” (Hjerl Hansen 1949: 112). Der blev også solgt russisk ost i København (annoncer i Smørtidende i 1890erne fra firmaet Heyman & Co).
I 1890erne havde russisk smør endnu ikke sin egen rubrik i officielle engelske importstatistikker, men figurerede under “diverse”. Importen voksede imidlertid så stærkt, at det fra 1900 fik sin egen rubrik (Smørtidende, 1900). Også den engelske presses interesse for russisk smør tog til. Det ansete The Grocer skrev i 1895, at russisk smør blev fremstillet på såvel små og snavsede som store og professionelle mejerier, og at det var “better than one might expect”. Rusland havde, skrev bladet, mulighed for at blive et stort smørland (refereret i Smørtidende, 1895, 39). Det tidligere nævnte Manchesterfirma, Dowdall Brothers, betegnede russisk smør som godt og anvendeligt 2. klasses smør (Smørtidende, 1899, 3).
Dårlig emballering var én af grundene til, at man i begyndelsen ofte pakkede russisk smør om i København før videresendelsen til andre vesteuropæiske destinationer. Den engelske lovgivning vedrørende fødevareimport var streng, og i Danmark frygtede man, at uensartede, ituslåede og snavsede dritler kunne give problemer (Stepanovskij 1912: 74). Ompakningen var ikke ulovlig, når blot man ikke udgav dritlernes indhold for at være andet end det, det var. I England var det i begyndelsen en udbredt praksis at blande det russiske smør op med “forskellige Smørproveniencer”, fordi man ikke fandt det godt nok til at blive solgt under eget navn (Hjerl Hansen 1949: 114). Heller ikke denne praksis var ulovlig, så længe varedeklarationen var korrekt.
ET SPRINGBRÆT
Efter det første år var E.F. Esmanns hovedsæde i København yderst tilfreds med Vologdaforretningen. Avancen for 1897 var på 25.000 kr (HHA: E.F. Esmann. Kopibog, 1898-1900, 1898, 14.2.). Ganske vist overvejede København en overgang i 1900, under indtryk af de lovende sibiriske perspektiver, at lukke forretningen i europæisk Rusland, men overvejelserne endte med en udvidelse. Ud over kontoret i Vologda åbnede firmaet en modtagelsesplads i Grjazovec syd for byen og i 1905 en filial i Rybinsk i guv. Jaroslavl (Hjerl Hansen 1949: 30-31; Makarov 1926: 70).
Vologdaforretningens vigtigste betydning var imidlertid, at den, med Hjerl Hansens ord, blev et “Springbræt for Arbejdet i Sibirien”. Allerede i 1896 havde G.I. Pallizen og Brdr. Blandov åbnet både kontor og mejerier i den vestsibiriske by Kurgan og var begyndt at eksportere sibirisk smør. I efteråret 1897 tog Carsten Korch på “Undersøgelsesrejse” til Kurgan. Han telegraferede hjem til København, “at Betingelserne for Aabning af Filial var yderst lovende”. Resultatet blev, at Carsten Korch i december 1897 forlod sin post i Vologda og rejste til Kurgan for at åbne E.F. Esmanns første sibiriske filial (Hjerl Hansen 1949: 30-32).
*
Trods vanskeligheder vandt mejeribruget således støt frem i de nordlige europæisk-russiske guvernementer i tiårene inden århundredskiftet. Det skete primært i privat regi. Sektorens største problem var de mange små, uprofessionelle mejerier, som efterhånden skød frem og truede de velfungerende privatmejerier og andelsmejerierne. Forsøgene på at skabe en andelsbaseret mejerisektor, som både skulle inddrage de menige bønder og virke som en modvægt mod butiksmejerierne, var imidlertid stort set forgæves. Andelsmejeriernes fiasko skyldtes en kombination af en række faktorer, hvoraf de vigtigste var: Manglende engagement og forståelse blandt bønderne for andelssagen og markedshandelen, mangel på likvide midler og kapital blandt småproducenter og småbønder, som førte til forretningsmæssig troløshed til fordel for privatmejeriernes butikker, samt dyb mistillid til alt og alle. Måske kunne andelssektoren med held have benyttet sig af butikshandelen og på den måde have udkonkurreret de elendige butiksmejerier, men andelsfolkenes frygt og foragt for butiksmejerierne gjorde, at det lå dem fjernt at anvende dette middel. Alt i alt kan vi konstatere, at overgangen fra naturalieøkonomi til markedsøkonomi var en brydningsfuld affære i 1860-90ernes kapitalfattige Rusland.
I 1870erne var meningen med at oprette andelsmejerier at igangsætte mejeridrift for trængte godsejeres og bønders skyld, men senere blev formålet også at bremse spekulationsmejeriernes vækst. Andelsfolkenes modstand mod denne del af mejerisektoren bundede ikke i en principiel og ideologisk-politisk aversion mod det private initiativ. Der var ikke tale om et korstog mod privatkapitalismen, men mod uprofessionelle småkøbmænds jagt på hurtige penge.
I 1890erne foregik der en løbende debat i offentligt regi for og imod andelsmejerivæsenet mellem socialdemokrater på den ene side og populister på den anden. Socialdemokraterne anså andelsforetagender for at være kapitalistiske og urealistiske størrelser i det fattige russiske bondesamfund og klassedelte landbrug, hvor foretagenderne efter deres mening fungerede som kapitalens forlængede arm og kun gavnede de i forvejen velbjergede. Populisterne anså derimod andelsforetagender for at være åndeligt og praktisk beslægtede med det russiske folks arteltradition og folkelige, fælleskabsorienterede og ikke-kapitalistiske af væsen. Både socialdemokrater og populister var imidlertid anti-kapitalister og anså købmænd for at være egennyttige, snu og griske udbyttere af folket. Smørproduktionens og andelsbevægelsens liberalt-reformistiske foregangsmænd havde ikke så stærke meninger, men var mere praktisk og pragmatisk orienterede. Ligesom de radikale populister og andre intellektuelle foragtede den jordejende russiske adel sædvanligvis forretningslivet og købmandsstanden (Fischer 1953: 90). Dette gjaldt ikke mejerisektorens foregangsmænd. Ganske vist opfattede de småkøbmændene med deres elendige mejerier og butikshandel som branchens fjender, men store, solide handlende og handelshuse, indenlandske såvel som udenlandske, blev opfattet som allierede.
Russiske smørhandlere var førende på hjemmemarkedet, og de største af dem havde også en vis andel i eksporten. Men i løbet af århundredets sidste tiår voksede udenlandske firmaers eksportandel, især i kraft af tilstrømmende danske smørkøbmænd. Guv. Vologda var centrum for eksporthandelen. Danmarks fremtrædende position i den internationale smørbranche gjorde det oplagt for russiske mejerifolk at knytte kontakter til Danmark og ansætte danske mejerister som statsinstruktører. Danske smørfirmaer fulgte hurtigt i statsinstruktørernes fodspor, og København blev i nogle år førende på vesteuropæisk plan i import af russisk smør. Danske firmaer havde i kraft af deres handel med dansk og fremmed smør i verdensmarkedets centre gode forretningsforbindelser og afsætningsmuligheder. Den velvilje, danskerne fra starten mødte i europæisk Rusland, skyldtes dels det akutte behov for erfarne og solide eksportører, dels de ikke-kommercielle kontakter, som allerede tidligt, i 1870erne, var blevet etableret mellem danske og russiske mejerifolk. For danske smørfirmaer var russisk smør et kærkomment produkt, fordi det kunne erstatte danske primavarer på det danske marked, så eksporten af dansk smør kunne øges. Russisk smør kunne også råde bod på det utilstrækkelige udbud af sekundasmør på de engelske og tyske markeder. Handelen med både dansk og fremmed smør gav danske smørkøbmænd mulighed for at operere optimalt på verdensmarkedet.
Alt imens voksede efterspørgselen efter smør både på hjemmemarkedet og afsætningsmarkederne i Vesteuropa. Det stod klart, at den europæisk-russiske smørsektors kapacitet snart ville være utilstrækkelig, og at nye opkøbsmarkeder var påkrævede. De sibiriske perspektiver