Da smor var guld. Inge Marie Larsen
til sig, og han var en Mester i den Kunst at dysse de Vogtere i Søvn, som var sat til at skærme Statskassen mod Angreb af alskens Projektmagere. Ikke alle disse Penge blev givet formaalstjenligt ud, men lidt efter lidt skabtes der dog ved deres Hjælp et russisk Mejeribrug, og Vereschtschagin var dettes Skaber (Koefoed 1954: 31).
Vereščagin modtog, administrerede og garanterede i perioden 1871-1897 personligt for 780.000 offentlige rubler i kort- eller langfristede lån (fra stat og zemstvoer), hvilket var 80 % af samtlige de midler, den samlede smørsektor modtog fra offentlig side i den givne periode (Otečestvennaja, 1, 1994: 367). Desuden var andelsmejerierne, i hvert fald i en periode, fritaget for at betale skat (Efimenko 1873). Hertil kom en begrænset støtte også fra ikke-offentlige institutioner som Det Fri Økonomiske Selskab og fra filantropiske privatpersoner. Alt i alt støttede offentlige institutioner (stat og zemstvoer) mellem 1871 og 1897 smørsektoren med omkring 1 mio. rubler eller 37.500 rubler om året i gennemsnit. Det drejede sig ikke om store beløb, men dog om midler, der var tilstrækkelige til at dække en lang række udgifter: Lån til oprettelse af andelsmejerier, etablering og drift af mejeriskoler og -kurser, lønninger til lærere og statsinstruktører, særlige transportforanstaltninger etc. Administrativt gav statens støtte sig udslag i, at Agerbrugsdepartementet, fra 1894 et egentligt landbrugsministerium under landbrugsminister A.S. Ermolov, ansatte mælkerivæsensspecialister som Egunov, Kalantar og Vereščagin.
Da andelsforetagenderne ikke havde heldet med sig, var de ikke i stand til at tilbagebetale alle lånene, og staten og zemstvoerne eftergav dem løbende gælden, inklusive påløbne renter. Vereščagins sidste anmodning fra 1903 om eftergivelse af et statslån, han havde garanteret for, blev imidlertid først imødekommet, efter at sagen var trukket i langdrag af finansministeriet i fire år som følge af modvilje fra finansminister Vitte (som måtte træde tilbage som finansminister sommeren 1903) og hans efterfølger V.N. Kokovcovs side. Protester mod den henholdende behandling af Vereščagin fra zemstvoer og daværende og fremtidige ministre som A.S. Ermolov, A.V. Krivošejn og P.A. Stolypin, som kaldte behandlingen af ham for “en hån”, hjalp ikke. Vereščagin måtte imens, for at kunne betale af på renterne på lånene, pantsætte sit gods for 37.000 rubler (A.V. Guterc i efterskrift til Kofod 1997: 337). På grund af de økonomiske problemer måtte han indstille sine aktiviteter i mejerisektoren, men han vedblev at arbejde som specialist for landbrugsministeriet (Otečestvennaja, 1994, 1: 367).
I Danmark opstod både private mejerier og andelsmejerier uden statslig indblanding og på bøndernes eget initiativ. Andelsmejeriernes anlæggelse blev finansieret ved hjælp af banklån, som andelshaverne hæftede solidarisk for. Bankerne tøvede ikke med at låne bønderne penge, for de kunne garantere for lånene med deres bedrift og tilliggender (Bjørn 1982: 95-100). Herved adskilte danske forhold sig afgørende fra russiske. Menige russiske bønder ejede kun undtagelsesvis den jord, de dyrkede, og kunne ikke stille med substantielle lånegarantier. Derfor måtte jordejende eller på anden måde formuende og risikovillige personer stille deres private ejendom og formue til rådighed og garantere med den til gengæld for de statslige lån. Denne finansieringsform fritog nok bønderne for at bære et større økonomisk ansvar, men den var formentlig med til at svække deres ansvarsfølelse over for andelsmejerierne.10
SMØRHANDELEN I VOLOGDA I 1890ERNE. E.F. ESMANN
I tiårene op til århundredskiftet blev mere end halvdelen af det smør, der blev fremstillet i de nordlige guvernementer, eksporteret. Resten gik til hjemmemarkedet (Riffestal’ 1899: 54-55, 57; Stepanovskij 1912: 158). Indtjeningen ved smøreksporten oversteg langt indtjeningen ved det hjemlige salg af parisersmør og andet flødesmør, også selvom priserne på russisk smør på eksportmarkederne lå betydeligt under priserne på de fleste andre slags smør, i 1890erne 28 % under gennemsnitsprisen på dansk smør (Riffestal’ 1899: 59; Makarov 1926: 73)
Handelen med smør i guvernementerne Jaroslavl og Novgorod lå med få undtagelser, som f.eks. Brdr. Blandov, i hænderne på petersborgfirmaer, som solgte smør både til hjemmemarkedet og til udlandet. I de øvrige guvernementer blev både inden- og udenrigshandelen varetaget af moskvafirmaer som Brdr. Blandov og A.V. Čičkin. De udenlandske firmaer drev næsten udelukkende eksporthandel, og deres højborg var guv. Vologda. Flere og flere udenlandske (danske, engelske og tyske) opkøbere kom til guvernementshovedstaden Vologda i løbet af 1890erne. I 1898 var der 8 repræsentanter for udenlandske firmaer i byen, samt ét udenlandsk firma med eget kontor, odensefirmaet E.F. Esmann, som havde åbnet filial i byen i 1896. Hertil kom 11 russiske firmaer med kontorer, 7 ikke-lokale og 4 lokale (Stepanovskij 1912: 158-59; Riffestal’ 1899: 53, 57; Hjerl Hansen 1949: 28-31). Omkring 1898-99 åbnede endnu flere udenlandske firmaer, de fleste danske, kontor eller udsendte opkøbere: Th. Lund & Petersen, Rindom & Restorff, Alfred Kraunsøe og John Mathiassen. Blandt engelske firmaer var det betydeligste londonfirmaet Lovell & Christmas (Vestnik finansov, 1902, 18: 180). Blandt opkøberne var den danske forfatter og forretningsmand Aage Madelung, som på dette tidspunkt boede i Vologda. Madelung købte smør op for danske, tyske og engelske firmaer (Stepanovskij 1912: 88; DBL 1981: 303-304; Remizov 1986: 236).
Odensefirmaet E.F. Esmann, det første udenlandske firma med eget kontor i Vologda, var oprindelig en korn- og frøforretning, men under indtryk af de ændrede verdensmarkedsforhold og dansk landbrugs begyndende omstilling til animalsk produktion gik firmaet midt i 1880erne over til smørhandel. H.P. Hansen, leder af firmaets filial i København, tog i 1896 initiativ til handelen med russisk smør. H.P. Hansen, kendt som H.P. Hjerl Hansen (mellemnavnet Hjerl kom til i 1908), var født i Asperup ved Middelfart og voksede op under små kår. I 1885, som 15-årig, kom han i lære som kontorelev hos E.F. Esmann i Odense. Det viste sig hurtigt, at han forstod sig på handel, og 9 år senere, da Esmann åbnede filial i København, blev han med sine kun 24 år dens leder. Den københavnske virksomhed blomstrede, og i 1899 blev Odense gjort til filial og København til hovedsæde. Fra januar 1897 blev Hjerl Hansen medindehaver og meddirektør i firmaet, hvis to andre indehavere var stifteren Edward Ferdinand Esmann og hans søn, Chr. Ferdinand Esmann (Graae 1963: 64-66).
Hjerl Hansen kendte meget vel til G.I. Pallizens eksport af russisk smør til København og London og andre danske smørfirmaers lejlighedsvise opkøb ved udsendte agenter og stod formodentlig på spring til også at involvere sit eget firma i denne handel. Den konkrete anledning var en notits i bladet Dannebrog sommeren 1896, hvoraf det fremgik, at en bornholmsk dame havde indgået ægteskab med den danske mejeriinstruktør, Carsten Korch, som var ansat i russisk statstjeneste i Vologda. Hjerl Hansen skrev til Carsten Korch for at høre hans mening om mulighederne for handel med russisk smør. Carsten Korchs svar var noget forbeholdent, men Hjerl Hansen rejste ikke desto mindre straks, eftersommeren 1896, til Vologda. Han fandt forholdene lovende og fik Carsten Korch overtalt til at forlade russisk statstjeneste for at blive leder af Esmanns filial i Vologda. Carsten Korch havde på dette tidspunkt været i Vologda i mere end et år, havde et vist kendskab til det russiske sprog, til forholdene på mejerierne og til smørsektorens professionelle folk. Udover at opkøbe smør (både bordsmør og bagerismør) skulle han stå i nær kontakt med de mejerier, hvis smør firmaet aftog, og give dem gode råd og anvisninger, så smørkvaliteten blev optimal. Filialen eksporterede også æg, vildt og kalvemaver til Danmark. De sidste blev anvendt til fremstilling af osteløbe (Hjerl Hansen 1949: 29-30).
H.P. Hjerl Hansen, direktør for E.F. Esmann og Det Sibiriske Kompagni (Det Kongelige Bibliotek, København).
Russisk eksportsmør adskilte sig ganske meget fra dansk smør. Det var grovere i konsistensen og mere aromatisk. Forskellen kunne endog være overordentlig stor, hvilket følgende hændelse viser. Under besøget i Vologda i 1896 foretog Hjerl Hansen en afstikker til Ruslands største marked i Nižnij Novgorod, hvor der var stor national handels- og industriudstilling. I forbindelse med markedets smørkonkurrence fik han lejlighed til at prøvesmage og bedømme forskellige slags smør. I den anledning skrev Carsten Korch senere til Hjerl Hansen:
Fra C.A. Hansen [Carl Alfred Hansen, en af de danske mejerister, der i 1895 indtrådte i russisk statstjeneste – forf. anm.], som De hilste på i Nowgorod skal jeg hilse og sige,