Da smor var guld. Inge Marie Larsen
bondekonerne, begyndte de “at korse sig og slaa sig for Panden, idet de i høje Toner forsikrer, at det er usandt.” Denne kontrol var ubehagelig at udøve, skrev han, for der vankede bøde for forfalskninger. Folk blev vrede på ham, spyttede efter ham og råbte “Nemis, d.e. Tysker, og naar jeg kjører bort igjen, raaber de til hverandre: Gud ske Lov, nu rejser han” (Mælkeritidende, 1898: 642-645). Helt retfærdig var denne beretning dog ikke over for den russiske mejerisektor, der også talte professionelle mejerier, der fremstillede godt smør.
I mange vesteuropæiske lande, heriblandt Danmark, voksede en stærk andelsmejerisektor frem i løbet af 1880erne. Andelsmejerierne blev hurtigt populære blandt bønderne, de fremstillede kvalitetssmør i store mængder, udkonkurrerede størstedelen af fællesmejerierne og gavnede de involverede parters og landenes økonomi. Det kunne derfor se ud, som om tiden nu også var moden i europæisk Rusland. Rieffestahl og statsinstruktørerne forsøgte da også at skabe en ny og levedygtig andelssektor i stedet for den, der var gået i sig selv. Ikke mindst håbede man, at andelsmejerierne ville fortrænge de problematiske spekulationsmejerier. Derimod var det ikke meningen, at andelsmejerierne skulle udkonkurrere de store, solide privatmejerier. De ville takket være deres kvalitetsprodukter kunne klare sig, mente man, eller måske se en fordel i at tilslutte sig andelssektoren, sådan som det skete i Danmark og Finland (Egunov 1897: 39, 59-60).
Allerede i løbet af 1894 åbnede fire andelsmejerier på Vologda-egnen under Rieffestahls medvirken. Alle fire havde danske mejeribestyrere. Ida Buman, der nu både havde mejeri på sin egen herregård i Fominskoe og forpagtede og bestyrede andre, omdannede herregårdsmejeriet til andelsmejeri. Andelsmejeriernes smør blev solgt til Brdr. Blandov, A.V. Čičkin og G.I. Pallizen (Egunov 1897: 48-57, 59). Ostefremstilling hørte næsten helt op (Stepanovskij 1912: 7). Håbet var nu, at statsinstruktørernes arbejde, kombineret med en ekspanderende andelssektor og inden- og udenlandske markeders krav om bedre smør, omsider ville sætte en stopper for al uvæsenet og sætte gang i eksporten.
Men heller ikke denne gang lykkedes det. De nye andelsmejerier holdt kun nogle få år, så måtte også de indstille driften, der dog som regel fortsatte i privat regi. Rieffestahl havde, ligesom Vereščagin, henvendt sig til godsejere med godsmejerier og fået dem med på andelsidéen (Makarov 1926: 115). De nye andelsmejerier måtte ikke have tilknyttede butikker, for butikshandel hørte som regel sammen med dårlig mejeridrift (Egunov 1897: 60-61). Men det viste sig hurtigt, at bønderne stadig veg tilbage for at involvere sig, måske fordi de vitterligt ikke evnede det, eller fordi alle parter automatisk troede, at de ikke evnede det (Makarov 1926: 115). Teknisk set var alle de ny mejerier velfungerende og havde ingen afsætningsvanskeligheder. Når de alligevel måttet lukke, skyldtes det endnu engang bøndernes passivitet, mangel på likvid kapital og ikke mindst konkurrence fra privatmejerier, der drev butikshandel. Her kunne bønderne få varer til gengæld for mælkeleverancer og kredit mod forventede leverancer, eller de kunne købe varer til overpris for de penge, de modtog på andelsmejerierne for deres smør. Butiksmejerierne fik på den måde en stor kundekreds, omsætning, kapital og konkurrencemæssig overlegenhed. Andelsmejerierne, derimod, stod magtesløse (Rieffestahl refereret hos Makarov 1926: 120).
En dansk mejeribestyrer i guv. Vologda, Chr. Nielsen, pegede på endnu et problem. I en artikel om mejeridrift i Rusland i Mælkeritidende skrev han, at selvom andelsmejerierne betalte bønderne mere for deres mælk end fællesmejerierne, “saa kunne de ikke bestaa, fordi Bønderne ikke ville eller kunde forstaa, at de ikke fik éns Pris for Mælken hver Maaned” (Mælkeritidende, 1902: 583). Samme problem gjorde også Vereščagin og andre opmærksom på (Vereščagin 1884: 288; Prokopovic 1918: 111). Det skyldtes, skrev Chr. Nielsen, at bønderne var “meget lidt oplyste og stærkt tvivlende om andres Ærlighed (karakteristisk for Russere er det, at de snyder hverandre, saa godt de kan, og man maa lade dem, at de er Mestre i dette).” Derfor gik de til nabomejeriet, så snart det tilbød dem en fordelagtigere pris, og derfor gik det langsomt med at få oprettet nye gode mejerier, for kun få turde løbe risikoen på grund af den stærke konkurrence om de svigefulde mælkeleverandører (Mælkeritidende, 1902: 583).
Selvom bønderne ofte var utilfredse med de overpriser, de måtte betale for varerne i mejeributikkerne, og selvom forholdet mellem mælkeleverandører og butiksmejerier kunne være anspændt, valgte bønderne altså alligevel butiksmejerierne. Selvforsyning og tuskhandel var det traditionelle og normale, og bønderne havde kun sjældent penge på lommen. Turen til nærmeste by eller marked efter forsyninger var lang og tidkrævende. Mejeributikkerne lettede bøndernes adgang til dagligdags fornødenheder, og det vejede i længden tungere end ulemperne (Egunov 1897: 60-61).
Men hvorfor oprettede andelsmejerierne ikke butikker, når det åbenbart var den eneste måde at konkurrere med de dårlige privatmejerier på? Ifølge Rieffestahl var grunden den foragt, professionelle mejerifolk nærede for butiksmejeriernes spekulative virksomhed og dårlige produkter. Den blokerede ifølge Rieffestahl for tanken om, at butikshandel godt kunne drives på hæderlig vis, som det skulle vise sig nogle år senere, og bruges i kampen mod spekulationsmejerierne (Makarov 1926: 120).
Den private mejerisektor vedblev at ekspandere gennem 1890erne. Der var ganske vist stadig et hav af små, dårlige mejerier, men der kom flere og flere store og velfungerende privatmejerier til. I 1898 var der kun 5-10 osterier tilbage i guv. Vologda, og antallet af smørmejerier var steget fra 73 i 1878 til 375 i 1894 og videre til omkring 650 i 1898 (Stepanovskij 1912: 77; Makarov 1926: 29; Riffestal’ 1899: 32). I 1898 blev der eksporteret 57.110 pud (935.461 kg) smør fra Vologda-guvernementet til udlandet, mens 42.150 pud (690.417 kg) blev afsat på hjemmemarkedet (Riffestal’ 1899: 58). På samme tid var der omkring 380 mejerier i guv. Jaroslavl og omkring 250 i guv. Novgorod (Vestnik finansov 1902, 18: 181). Guv. Vologda blev altså i løbet af 1890erne Ruslands førende guvernement på smørproduktionens og -eksportens område.
En russisk godsejer og adelsmand, Sergej von Podolinskij, som i begyndelsen af det 20. årh. omlagde sin bedrift i Tula-området til animalsk produktion i forventning om mejeribrugets kommende store betydning, skrev i sine erindringer, at det var handelshusene A.V. Čičkin og Brdr. Blandovs fortjeneste, at mejeribruget efterhånden udviklede sig med stor succes i en radius af 150-200 km rundt om Moskva. Brdr. Blandov og A.V. Čičkin stod for forsyningen af Moskva med mælk, skrev han, og havde mælkeriudsalg på hvert et gadehjørne. Alt var rent og hygiejnisk i butikkerne, personalet gik i hvide kitler, og mælken blev udleveret i lukkede glasflasker. De to firmaer gjorde ifølge Podolinskij mere for store og middelstore landbrug “end samtlige zemstvoer på egnen og guvernementerne med alle deres agronomer og ’fagfolk’”. Podolinskij selv handlede med A.V. Čičkin, som stillede strenge krav til de hygiejniske forhold på gården, til malkekvægbesætningen m.m., og firmaets egen dyrlæge aflagde jævnligt veterinære kontrolbesøg (Podolinsky 1971: 67-68).
KRITIK AF ANDELSBESTRÆBELSERNE
Vereščagins virke og mejerisektorens fremvækst var genstand for stor offentlig opmærksomhed og debat. I det følgende præsenteres nogle væsentlige og typiske indlæg fra 1870-90ernes debat.
1870erne var præget af optimisme og tro på, at 1860ernes landboreformer ville bringe økonomisk fremgang, og at de lokale selvforvaltningers, zemstvoernes, arbejde ville få en gunstig indvirkning på det lokale liv. Liberale, reformistiske strømninger, som kom til udtryk i forestillinger om reformer fra oven og inden for systemets rammer og kun sjældent i ønsker om politiske reformer i retning af konstitutionelle indskrænkninger af autokratiet, gjorde sig gældende i visse adelige kredse og dominerede mange zemstvoer. Zemstvoen i guv. Tver var i så henseende en højborg (Fischer 1958: 28). Det var helt i tidens reformistiske ånd, når zemstvoen og de liberale medlemmer, der dominerede den, bakkede op om Vereščagin’s bestræbelser på at skabe en velfungerende andelssektor og også støttede dem økonomisk. Men blandt dens medlemmer var der også folk, der var skeptiske over for Vereščagin’s forehavende og mente, at andelsmejerierne byggede på sand og ville gå i sig selv, så snart Vereščagin slap grebet om dem, samt at de kostede zemstvoerne for mange penge (Makarov 1926: 101). En anden og mere sofistikeret kritik blev fremsat i 1872 i en artikel af A.N. Engel‘gardt, godsejer, landbrugsspecialist og kemiker og en af tidens kendte, socialt engagerede samfundsdebattører.