Da smor var guld. Inge Marie Larsen
ikkerevolutionær agrar egalitarisme og agrarsocialisme til revolutionær radikalisme og terrorisme. Sidst i 1870erne skabte radikale studerende uro på landets universiteter, og de mest yderliggående veg ikke tilbage for at gribe til terror, der kulminerede med mordet på Aleksander II i 1881. Staten strammede herefter grebet om det politiske liv og også om fredelige personer som de tidligere omtalte liberale og reformistiske zemstvofolk (Fischer 1958: 12, 45 ff.).
I begyndelsen af 1890erne opstod der imidlertid, inspireret af marxismen og som en reaktion mod de agrart baserede forestillinger og anvendelsen af politisk terror, en socialdemokratisk bevægelse. De russiske socialdemokrater anså marxismens fædres udviklingsskema for at være universelt og også gangbart i Rusland. De fandt, at de agrart baserede forestillinger (landsbyfællesskabet som ramme om et egalitært russisk agrart samfund, en særlig russisk udviklingsvej uden om kapitalismen, kooperativer som folkelige, egalitære ikke-kapitalistiske foretagender) var udtryk for ønsketænkning, som ikke havde hverken bund eller grund i virkeligheden og negligerede, at en industrialisering og kapitalistisk udvikling allerede var i fuld gang også i Rusland. På denne baggrund opstod der midt i 1890erne en voldsom polemik mellem russiske socialdemokrater og agrart orienterede intellektuelle, som socialdemokraterne kaldte “populister” (narodniki) (om brugen af begreberne “populister” og “populisme” i datidens Rusland, se Pipes 1989: 103-21). En aftale de mest fremtrædende repræsentanter for disse socialdemokrater og populismekritikere var A.N. Potresov (Pipes: 1970).
Vereščagins andelsbestræbelser spillede en betydelig rolle i et af Potresovs mange angreb på populisterne. A.N. Potresov, senere mensjevik og Leninmodstander, skrev i 1897 en artikel, i hvilken han anklagede 1890ernes populister for at romantisere og fordreje de russiske andelsforetagenders historie og skæbne. Grundlaget for hans kritik var mejerisektorens udvikling siden 1870erne. Potresov polemiserede først og fremmest mod den russiske økonom og populist V.P. Voroncov og hans bog fra 1895 med titlen Det russiske samfunds artelforetagender (Artel’nye načinanijarusskogo obščestva). Ifølge Potresov fremstillede Voroncov 1870ernes andelsbevægelse som et foretagende, der blev sat i værk ovenfra af udefrakommende foretagsomme folk, men ikke desto mindre slog rod i samfundet og blev til en folkelig, ikke-kapitalistisk bevægelse af historiske dimensioner (Potresov 1897). I modsætning hertil mente Potresov, at foretagender, der som andelsmejerierne havde ansat lønarbejdere, som ikke fik del i foretagendernes udbytte, ikke kunne kaldes ikke-kapitalistiske, og, frem for alt, at andelsforetagenderne i 1870erne netop ikke rodfæstede sig i bondebefolkningen (ibid.: 28-29). Der var, mente Potresov, ikke tale om et artelforetagende, som greb det russiske samfund fra top til bund, men om et praktisk orienteret småkapitalistisk godsejerforehavende, der havde til formål at igangsætte mejerivæsen i større stil ved hjælp af bønder og arteller (ibid.: 39). Han fremhævede, at både Vereščagin og zemstvoen i guv. Tver kaldte andelsmejerierne for “associationer af småkapitalister” og anså andelsmejeribestræbelserne for at være praktisk og ikke ideologisk orienterede (ibid.: 29-30). Denne karakteristisk fandt Potresov i bedre overensstemmelse med virkeligheden og mere nøgtern end den romantisering af Vereščagins andelsarbejde og andelsvæsenet, som fandtes blandt mange russiske populister og tilhængere af andelsvæsenet.
Potresov harcelerede dog også over 1870ernes andelsbestræbelser. Han fandt det indlysende, at menige bønder ikke i længden kunne være med i foretagender, der var domineret af godsejere. Alle andelshavere blev, skrev han, lovet et lige udbytte af mejeridriften, men det fik de ikke. Godsejerne leverede langt mere mælk end de menige bønder og fik derfor et større udbytte. Det var godsejerne og en gruppe i forvejen velbjergede bønder, som nød godt af andelsmejerivæsenet. Ifølge Potresov var andelsmejerivæsenet et forsøg fra russiske godsejeres side på at redde den synkende skude. Da de ikke selv havde køer nok til at drive et mejeri, måtte de have de menige bønder med. Potresov harcelerede videre over, at Blandov-brødrene opkøbte en stor del af de andelsmejerier, der måtte lukke, og at de tidligere andelsmejerier således blev en del af fundamentet i en stor privatkapitalistisk forretning (Potresov 1906: 40-47). I virkeligheden var det altså kapitalen, skrev han, som, uden at andelsforetagendernes foregangsmænd og tilhængere gjorde sig det klart, førte deres hænder (ibid.: 70). Han kom også ind på det ikke irrelevante spørgsmål om, hvorfor andelsmejerier havde så stor succes i Danmark og ikke i Rusland. Han mente, at den danske succes skyldtes de danske bønders velståenhed, som gjorde, at de aldrig kunne blive ofre for den udbytning, som russiske bønder var udsat for fra butiksmejeriernes side. Han nævnte, hvorledes en velfungerende koloni af velstående mennonitiske tyskere i Rusland i 1880erne oprettede et aktiemejeri, som lynhurtigt fik stor succes. En sådan succes var kun mulig blandt lige- og velstillede bønder, landlige “kapitalister”, mente Potresov. Hvis en foretagsom landlig kapitalist fra den mennonitiske koloni blev omplantet til guv. Jaroslavl, ville han gøre, hvad han aldrig ville finde på derhjemme, nemlig slå sig ned med sit eget lille mejeri og tilhørende butik og forholde sig til de lokale afmægtige bønder på samme måde som sine jaroslavlske kolleger. Når 1870ernes andelsforkæmpere forklarede den manglende succes med dannelsesforskelle mellem godsejere og bønder, var det altså ifølge Potresov ikke sandt. Den afgørende forskel var den kulturelle, sociale og økonomiske: klasseforskellen (ibid.: 54-55). Men selv i 1890erne, skrev Potresov til slut, hvor andelsforetagendernes egentlige karakter og grundene til deres fiasko måtte være indlysende for alle, ville populisterne ikke opgive idéen. Grunden var, ifølge Potresov, at de ikke ville give næring til en udbredt skepsis og give “ondsindede” folk ret i deres snak om “artelmyten” (Potresov 1906: 72).
Potresovs kritik af Voroncovs og andres idyllisering af 1870ernes andelsbestræbelser var uden tvivl velbegrundet. Problemet var blot, at der endnu engang ikke var tale om et forsøg på en nøgtern vurdering af, hvad der var gået galt og fortsat gik galt, og hvad der eventuelt kunne gøres anderledes, sådan som Kalantar havde efterlyst det. Potresov havde en anden dagsorden, nemlig at kritisere populismen og kapitalen. Efter Potresovs analyse og kritik af populismen, andelsforehavendet og kapitalen var der stort set ikke andet tilbage for Rusland og de stakkels russiske bønder end syndfloden.
I debatten om andelsmejerivæsenet tegnede der sig således de tydelige konturer af den russiske strid mellem populister på den ene side og socialdemokrater på den anden. For de russiske populister var andelsforetagender både et middel til fremme af landbrugsudviklingen og et mål i sig selv, fordi de i deres øjne var ikke-kapitalistiske. De russiske socialdemokrater anså andelsforetagender for at være kapitalistiske og i øvrigt urealiserbare i Rusland som følge af bøndernes stilling som udbyttede og ydmygede. Fælles for populister og socialdemokrater var dog deres aversion mod kapitalismen og kapitalister, store såvel som små (om denne udbredte aversion, se Bill 1959; Pipes 1974; Kotsonis 1999; West 1998: 3-12; Smith 1999). Vereščagin og kredsen om ham var imidlertid hverken personligt eller ideologisk parter i striden mellem socialdemokrater og populister, og de var ikke populister i 1890ernes forstand. Dertil var de alt for praktisk orienteret. De var reformistiske zemstvo-liberale, og deres mål var først og fremmest at skabe økonomisk fremgang for landbruget, dvs. både for sig selv og bønderne. Når andelsforetagenderne spillede fallit, var det naturligvis et beklageligt nederlag for dem, men ikke nogen ulykke, for mejerivæsenet ekspanderede i privat regi. For dem var der ikke tale om en principiel modsætning mellem andelsvæsen og privatkapitalistisk virksomhed. Var der et problem for Vereščagin og ligesindede, så var det ikke moderne og solide kapitalistiske foretagender som Brdr. Blandovs og Bumans, som de hellere end gerne samarbejdede med, men de mange entrepenante småkøbmænd, som drev deres småforetagender efter traditionelle tuskhandelsprincipper og på bedste beskub. De udgjorde et lag af småproducenter og -handlende, hvis virksomhed var lige så ekstensiv og perspektivløs som det traditionelle russiske landbrugs (om det ekstensive som problem i russisk økonomisk historie, se Gatrell 1999: 89-106; om russiske købmænd og handlende, se Bill 1959; Pipes 1974; Rieber 1982; Guroff 1983; Heidenreich 1996; Sorokin 1997; en indføring i den nyeste russiske litteratur om emnet findes hos Heller 2000).
DET OFFENTLIGE OG DET PRIVATE I DEN EUROPÆISK-RUSSISKE MEJERISEKTOR
C.A. Koefoed, dansk landbrugskandidat og højtplaceret embedsmand i det russiske landbrugsministerium mellem 1906 og 1916 (se Kap. 1, note 7), skrev i sine erindringer følgende om Vereščagins private økonomiske indsats og hans evne