Da smor var guld. Inge Marie Larsen
og hans kollegers romantiske forestillinger om andelsvæsenets fortræffelighed. De forestillede sig, skrev han, at når først en masse andelsosterier var åbnet, ville bønderne pænt komme med deres mælk, alle ville blive velhavende og begynde at gå i støvler og grå jakke og bo i små, pæne huse, omgivet af haver med blomstrende georginer og stokroser.
Vi ser tydeligt billedet for os: En gammel, skaldet landsbybo sidder under træets skyggefulde grene og smører med rystende hænder holstensk andelssmør på en skive rugbrød. Frokostsultne børnebørn står ved siden af rugbrødet, smørret og frugten og følger ivrigt den gamle mands bevægelser med øjnene. En af sønnerne skærer svejtserosten i skiver, en anden læser med cigar i munden højt af andelsosteriernes grundlægger Vereščagins andelsbiografi, hvis omslag er prydet af et billede af Vereščagin med Anna-ordenen i knaphullet (Otečestvennye zapiski, 1872, 2, citeret hos Makarov 1926: 101; Vereščagin fik tildelt St. Anna-ordenen af tredje grad i 1869).
Engel’gardt nøjedes dog ikke med at ironisere over Vereščagins vestligt inspirerede drømmerier, men havde også mere konkrete argumenter mod mejeribruget. Han hævdede, at det fik småbønderne til at aflevere al deres mælk, så der intet var tilbage til børnene, og at de kun solgte mælk af nød. Mejeribruget kom kun i forvejen velbjergede bønder til gode, mente Engel’gardt, var til skade for folkesundheden og uddybede forskellen mellem rig og fattig (ibid., 100-102).
Senere undersøgelser viste, at folkesundhedsargumentet ikke holdt, i hvert fald ikke i længden. Mejerieksperten Av.A. Kalantar ledede i 1894 en undersøgelse af 500 europæisk-russiske mælkeleverandørers mælkeforbrug. Den viste, at gårdenes eget forbrug af mælk ganske rigtigt ofte faldt, når bønderne begyndte af levere mælk, men herefter voksede til et højere niveau, end før mælkeleverancerne begyndte, fordi køernes mælkeydelse steg som følge af bedre foder og pleje. Især blev egetforbruget større om vinteren, fordi bønderne bestræbte sig på også at levere mælk på denne årstid til fremstilling af det velbetalte parisersmør (Vargin 1901: 79-80).
En tredje slags kritik, denne gang af et konkret andelsforetagende, kom fra historikeren og etnografen Aleksandra Efimenko. Hun beskrev i 1873 i en avisartikel et forsøg på at anlægge et andelsmejeri i guv. Archangelsk, hvor hun selv var født og på daværende tidspunkt arbejdede. Initiativet til andelsmejeriet var kommet fra nogle lokale “intelligenty”, der henvendte sig til guvernementsadministrationen med et forslag om at oprette et andelsmejeri (”intelligenty” [intellektuelle] betød i bred forstand veluddannede og dannede folk, i snævrere forstand veluddannede og dannede folk med et kritisk samfundsengagement – Pipes 1974: 251-52). Guvernementsadministrationen fandt en lokal købmand, som gerne ville være leder af foretagendet. Han kontaktede Vereščagin og fik en indføring i smørproduktion. Mange lokale bønder afviste imidlertid idéen, når han prøvede at vinde dem for tanken. Grunden var, at de mistænkte ham for kun at handle i egen interesse. Det lykkedes til sidst købmanden at finde en landsby med en interesseret præst, som også fik nogle bønder med på tanken og samlet private penge sammen til at starte foretagendet. Der blev ansat en uddannet kvindelig mejerist fra guv. Tver, og præsten, som også var andelshaver, blev mejeriformand. Andelshaverne indvilligede i ikke at få betaling for deres mælk i den første tid, fordi mejeriet manglede startkapital. Derimod blev mejeriet nødt til at betale for den mælk, det fik leveret fra ikke-andelshavere. Hurtigt begyndte foretagendet at gå skævt. De leverede mængder mælk var langt mindre end beregnet, andelshaverne fortrød og begyndte at kræve betaling for deres leverancer, og mejeristen viste sig at være både uduelig og uhæderlig. Hun blev afskediget, og præsten lærte sin husholderske op, så hun kunne overtage jobbet. Hun var dygtig, effektiv og hæderlig, men skaden var sket. Bønderne var blevet dybt skeptiske, leverede kun ganske lidt mælk og ville ikke gå med til at låne redningspenge hos staten, fordi de ikke turde løbe risikoen. Det endte med, at en lokal købmand, som havde skænket en stor pengegave til mejeriet ved dets etablering og sammen med sin bror stod for halvdelen af mælkeleverancerne, overtog foretagendet. Mejeriet begyndte nu at fungere, selvom bønderne fik meget lavere priser for deres mælk end i andelstiden. Skønt mejeriet nu var privatejet, blev det udgivet for at være et andelsforetagende. Staten havde nemlig fritaget andelsmejerier for at betale skatter og afgifter.
Aleksandra Efimenko konkluderede, at sådan måtte det gå, når de der involverede sig i foretagendet i virkeligheden blot gjorde det for egen vindings skyld. Kun “brændende hengivenhed for folket og et oprigtigt ønske om at få noget nyttigt ud af idéen for folkets skyld ville kunne få et sådant foretagende til at fungere, men her ser vi ikke skyggen af denne mægtige drivkraft” (Nedelja 1873, 17: 640-44). Efimenkos kritik gik altså ikke på selve andelsidéen, men på den udformning den fik i det beskrevne tilfælde, hvor en lokal købmand førte den ud i livet. Hendes vurdering af andelsfiaskoen var tidstypisk for russiske intellektuelle i kraft af de idealistiske følelser for folket, hun gav udtryk for, hendes principielle støtte til andelssagen og hendes foragt for den russiske købmandsstand (mere herom hos Kotsonis 1994, 1999, West 1998: 6-7, Buryškin 1991: 67; Bill 1959: kap. 7). I dette tilfælde gav hun en købmands påståede egennyttighed hele skylden for et mislykket andelseventyr, uden at overveje om der (også) kunne være andre årsager, som f.eks. mangel på erfaring, viden og kapital hos de involverede.
I 1884 vurderede N.V. Vereščagin i en længere artikel sit andelsvirke i 1860-70erne. Han var dengang, skrev han, et typisk barn af sin tid, idet han nærede et stærkt ønske om at gøre noget nyttigt for sit land, men kun havde ringe kendskab “til det folkelige livs vilkår”. Det var, skrev han, sammen med hans manglende praktiske sans og kunnen, alene grunden til alle fiaskoerne. Han havde troet, at han derhjemme kunne kopiere det, han havde set og lært i Svejts, og havde ikke haft øje for de forhindringer, han mødte (Vereščagin 1884: 279-280). Han pegede også på omstændigheder, der efter hans mening formildede hans skyld, nemlig de produktionstekniske og organisatoriske vanskeligheder, landbrugets tilbageståenhed og bøndernes uvanthed med den slags foretagender. Godsejerdominansen kom han ikke ind på.
En anden af andelsbestræbelsernes praktikere, mælkerivæsensspecialisten Av.A. Kalantar, lagde i en artikel fra 1880 ligesom Vereščagin ansvaret for fiaskoerne på initiativtagerne og omstændighederne, men kritiserede også andelsbestræbelsernes kritikere:
Både i skrift og praksis var man meget hurtig i sine konklusioner, og en sag, der blev påbegyndt så højtideligt og fremkaldte så oprigtig sympati fra samfundets side, blev dømt til glemsel, uden at der blev gjort forsøg på at underkaste den seriøs kritik, uden at man forsøgte at skille det midlertidige og tilfældige fra det konstante. Men andelsbaseret mejerivæsen har stadig en fremtid, hvor dybt idéen end er sunket i agtelse hos folk, der regner enhver tale til dens fordel for barnlig snak (citeret hos Potresov 1906: 70).
Det, Kalantar efterlyste, var altså en mindre ideologisk og mere nøgtern og praktisk orienteret vurdering af begivenhedsforløbet.
Marx’s og Engels’ tanker og værker vandt i løbet af 1870erne stor udbredelse i Rusland, men deres forestillinger om den historiske udviklings lovmæssigheder (først kapitalisme, så socialisme) blev tolket på en særlig måde af mange russiske intellektuelle. Inspireret af en blanding af utopisk-socialistiske forestillinger, slavofile idéer og Marx og Engels mente de, at Rusland havde en særlig og enestående udviklingsvej foran sig. Kapitalismen havde ifølge dem ingen fremtid i Rusland. Det russiske samfund var, i modsætning til de vesteuropæiske, stadig et rent bondesamfund, og ved at bygge på dets folkelige værdier, repræsenteret ved bl.a. det fællesejende landsbyfællesskab og artelprincippet (se note 2), forestillede de sig, at Rusland kunne springe den ellers obligatoriske kapitalistiske fase over, undgå alle kapitalismens fortrædeligheder og blive et egalitært agrarsamfund. De fandt opbakning til deres idéer hos selveste Marx. For de fleste russiske intellektuelle var kapitalisme i landbruget det samme som privat stordrift, kombineret med anvendelse af lønarbejde. Kooperative foretagender blev derimod anset for at være en forlængelse af artelprincippet og udtryk for en fællesskabsorienteret, ikke-kapitalistisk produktionsmåde, hvor der ikke, som under kapitalismen, var tale om adskillelse mellem producenter og produktionsmidler, men om “folkelig produktion” (narodnoe proizvodstvo) (Pipes 1970: 38-41). Denne opfattelse af det russiske samfunds udviklingsmuligheder, der tog form i løbet af 1870erne